Søg støtte

Søg

Tryg-familien

Som kunde i forsikringsselskaberne Tryg eller Alka, er du også medlem af TryghedsGruppen. Du kan stemme til vores valg, du kan få bonus, og du er med til at skabe større tryghed i hele Danmark via TrygFonden. Nedenfor kan du blive klogere på Tryg-familien, og hvordan vi hænger sammen.

En del af familien

Tryg-familien består af tre aktører - TryghedsGruppen, TrygFonden og Tryg - der hver især skaber tryghed i Danmark.

TryghedsGruppen

TryghedsGruppen er hovedejer af Tryg og står bag TrygFonden. TryghedsGruppen er "moderen" i Tryg-familien. Det er her de 1,3 mio. medlemmer – Tryg og Alkas kunder – kan få indflydelse på, hvad TryghedsGruppen og TrygFonden skal arbejde for fremadrettet. 

70 medlemmer - repræsentanterne - er demokratisk valgt til at sidde i repræsentantskabet. De træffer bl.a. beslutninger om, hvad TryghedsGruppens årlige overskud skal bruges til, fx om der skal udbetales bonus til medlemmerne. Som medlem kan du selv stille op til repræsentantskabet eller stemme, når der er valg, og du kan deltage i vores medlemsaktiviteter. 

TrygFonden

TrygFonden er en selvstændig, almennyttig enhed, der hvert år modtager en bevilling fra TryghedsGruppen til at skabe mere tryghed i Danmark. Det er TryghedsGruppens repræsentanter, der godkender bevillingen. TrygFonden arbejder for, at alle i Danmark skal kunne tage ansvar for egen og andres tryghed og støtter hvert år mere end 700 projekter – heriblandt TrygFonden Kystlivredning og TrygFonden Hjertestarter.

TrygFonden har sit eget sekretariat, der behandler og indstiller de bedste ansøgninger. Men også TryghedsGruppens medlemmer har indflydelse på, hvilke projekter der får støtte. Medlemmerne vælger de repræsentanter, der er med til at beslutte, hvilke projekter der skal støttes.

Tryg

For mange er Tryg det første medlem af Tryg-familien, de skaber bekendtskab med. Tryg leverer forsikringsløsninger til kunderne, der er med til at skabe tryghed i deres hverdag. 

Tryg har en ambition om at skabe verdens bedste forsikringsselskab. TryghedsGruppen står bag denne ambition som en økonomisk stærk og langsigtet ejer.

TryghedsGruppen ejer 60 pct. af aktierne i Tryg og modtager hvert år udbytte af investeringen.

Hvad ville du blive savnet for?

Som kunde i Tryg og medlem af TryghedsGruppen - der står bag TrygFonden - er du bl.a. med til at sikre, at der hænger over 7.000 redningskranse rundt omkring i landet. Kransen på Aarhus Havn har reddet en mands liv.