Søg støtte

Søg

Nyhed -

Der kommer livreddere i Tversted

Når badesæsonen begynder til sommer, bliver strandgæsterne på Tversted Strand budt velkommen af TrygFondens rød- og hvidstribede livreddertårn og af de specialuddannede kystlivreddere, som vil passe på alle de badende.


En ny aftale mellem Hjørring Kommune og TrygFonden betyder, at Tversted Strand fra 2015 får et livreddertårn, som bemandes med livreddere fra TrygFonden Kystlivredning. Dermed får Tversted Strand den 37. af TrygFondens livredderposter og bliver den sjette nordjyske strand, der er bemandet med TrygFondens kystlivreddere. 

TrygFondens kystlivreddere vil være på stranden hver dag fra den 22. juni til den 15. august

Det er Hjørring Kommune, der har søgt TrygFonden om at etablere et samarbejde om et livreddertårn på Tversted Strand. Valget af stranden er sket efter grundige overvejelser fra TrygFonden, som hvert år åbner nye livredderposter.

”Hvert år tager vi stilling til, hvor det vil være oplagt at åbne nye livredderposter, og i år er valget faldet på Tversted Strand. Om sommeren strømmer tusindvis af lokale og turister til for at nyde solen og bade, så det er en meget populær strand – ikke mindst fordi det er en bilstrand. Vi ser frem til at skabe ekstra tryghed for de mange mennesker, der besøger stranden i løbet af sommeren,” siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden.

Det er andet år i træk, at TrygFonden rykker flere livreddere til Nordjylland. Sidste år kunne badegæster på Sønderstrand i Skagen for første gang bade under opsyn af livreddere.

René Højer

Projektchef