Søg støtte

Søg

Nyhed -

Lær at redde liv søndag den 16. oktober

Tiden fra en person falder om med hjertestop, til vedkommende får livreddende førstehjælp, kan betyde forskellen på liv og død. Vil du vide mere om livreddende førstehjælp og prøve at bruge en hjertestarter?


På Hjertestarterdagen den 16. oktober er der over hele landet gratis aktiviteter, hvor børn og voksne har mulighed for at lære at redde liv. Førstehjælpsinstruktører står klar til at vise dig og din familie, hvordan man giver livreddende førstehjælp, og hvordan en hjertestarter virker. 

Mød fx TrygFonden Kystlivrednings livreddere i Billund Lufthavn, Bornholms Lufthavn, Københavns Lufthavn, Aalborg Lufthavn og Aarhus Lufthavn. I kan også selv få lov til at øve jer på genoplivningsdukker og få svar på jeres spørgsmål om alt fra, hvordan en hjertestarter virker, til hvad der sker, når man ringer 1-1-2.

Hvis en person får hjertestop, og der ikke gives livreddende førstehjælp, før ambulancen når frem, overlever 1 ud af 30. Hvis vidner træder til med livreddende førstehjælp, overlever 1 ud af 8.

Så det er vigtigt at træde til med hjælp. Og det er ikke svært – alle kan lære at redde liv.

Se hvilke arrangementer der afholdes den 16. oktober i nærheden af dig på hjertestarterdagen.dk. Og kom og vær med, når vi i hele Danmark sætter fokus på genoplivning.

Det er TrygFonden og Dansk Råd for Genoplivning, der for fjerde år i træk står bag Hjertestarterdagen i Danmark på initiativ fra EU-Parlamentet, som opfordrer alle medlemslandene til at sætte fokus på genoplivning hvert år den 16. oktober.