Søg støtte

Søg

Nyhed -

Kun lidt over halvdelen oplever, at sundhedsvæsenet i høj grad er til for dem

Kun godt hver anden patient oplever, at sundhedsvæsenet ”i høj grad” er til for dem, og patienterne efterspørger i højere grad at blive taget med på råd, viser en ny undersøgelse - ”Det patientcentrerede sygehus” - som TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed står bag.


Der har i en årrække været opmærksomhed på, at sundhedsvæsnet i højere grad skal tage udgangspunkt i patienternes viden, behov og ønsker. Alligevel kan kun halvdelen af de adspurgte i den nye undersøgelse svare ja til, at sundhedsvæsnet i høj grad er til for dem, ligesom de efterspørger at blive taget med på råd, når der træffes beslutninger. Det oplever ca. hver 3. patient kun sker ”I mindre grad” eller ”Slet ikke”.

”Det er ikke godt nok. Vi ved, at jo mere involverede patienterne er i at træffe beslutninger om deres behandling, jo bedre udbytte får de af behandlingen, og jo oftere vælges den rette behandling, ” siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden. 

Undersøgelsen bekræfter, at en stor del af de deltagende patienter har gode erfaringer med sundhedsvæsenet og vurderer eget helbred positivt, men den viser også, at forbedringer er påkrævet på en række områder, før målet om patientcentreret praksis på de danske sygehuse er realiseret.

”For at sikre en patientcentreret praksis er det afgørende, at patienter oplever at blive lyttet til, relevant inddraget i beslutninger og taget alvorligt. Forbedring er nødvendig på alle tre områder,” siger Ulla Astman, formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed og samtidig formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner. 

”Et endnu mere patientcentreret sygehus og en større grad af patientinddragelse medvirker samtidig til at forbygge fejl og udvikle kvalitet og sikkerhed.”

Undersøgelsen præsenteres på politisk møde i Danske Regioner

Undersøgelsens resultater og konklusioner vil blive præsenteret og diskuteret på et politisk møde i Danske Regioner i morgen, fredag d. 19. august. 

Mødet handler om Borgernes Sundhedsvæsen – det patientrettede initiativ, som Danske Regioner står i spidsen for sammen med en lang række andre sundhedsorganisationer.

”Vores undersøgelse giver patienterne og deres perspektiv en klar stemme. Derfor er jeg glad for, at den bliver drøftet på det politiske møde i Danske Regioner,” siger Gurli Martinussen fra TrygFonden.

Travlhed – patienterne ønsker mere tid med personalet

Ifølge patienterne har sundhedspersonalet for travlt. Det er ét blandt mange andre resultater, der også fremgår af den omfattende undersøgelse. Travlhed er det problem, flest patienter har kommentarer til. 

”Personalet virkede stresset, og for pårørende var det nærmest umuligt at få dem i tale trods flere forsøg,” siger en af de anonyme deltagere.

”Jeg savnede nærvær, tid og ro og en interesse i mig, og i hvordan jeg havde det,” siger en anden af de patienter, der har udtalt sig i forbindelse med undersøgelsen, som samtidig viser, at køn, alder og uddannelse har betydning for patienternes oplevelser. 

”Patienterne er selvfølgelig forskellige og skal behandles forskelligt. Der er behov for en differentiering af metoderne til patientinvolvering, så alles præferencer og behov bliver hørt”, siger Ulla Astman, formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed. 

”Det patientcentrede sygehus” er udarbejdet af DEFACTUM på vegne af TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Man har spurgt patienterne selv om deres oplevelser - undersøgelsen inkluderer et tilfældigt udsnit af patienter, der har været indlagt på et offentligt sygehus i minimum 24 timer.

Undersøgelsen er en del af projektet Hej Sundhedsvæsen, som TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed står bag. Hej Sundhedsvæsen samler og deler redskaber og råd til patienter og pårørende for at flere må få en sikker og korrekt behandling.