Søg støtte

Søg

Nyhed -

Nu er der hjertestartere i alle S-tog

Uanset hvilket S-tog, du træder ind i, er der nu en hjertestarter med ombord. DSB har i samarbejde med TrygFonden opsat 135 hjertestartere i S-togene, så der altid er én i nærheden, hvis en person falder om med hjertestop i toget.


Chancen for at overleve et hjertestop stiger markant, hvis der ydes livreddende førstehjælp og afgives stød med en hjertestarter inden for de første minutter efter, at hjertestoppet indtræffer. Med hjertestartere i alle S-tog er der mulighed for, at passagerer og togpersonale kan handle hurtigt og hjælpe en medpassager.

- Vi prioriterer sikkerheden for vores passagerer og personale højt, og derfor har vi udstyret alle S-tog med en hjertestarter. Hvis der sker hjertestop i S-toget, er der nu en hjertestarter inden for kort afstand, og jeg håber, at det giver ekstra tryghed for de mange tusinde passagerer, som tager S-toget hver dag, siger Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, sikkerhedschef i DSB.

Er der brug for en hjertestarter i toget, skal man søge hen til den nærmeste udgang, hvor der hænger piktogrammer, som viser vej hen til hjertestarteren. En af hjertestarterne i S-togene var allerede i brug i september sidste år, hvor en person fik hjertestop, mens toget holdt på Dybbølsbro Station. 

Passagerne kan være med til at redde liv

Hjertestarterne i S-togene er en del af et samarbejde med TrygFonden, som betyder, at der i løbet af 2016 opsættes hjertestartere i alle 520 DSB-tog samt på 65 udvalgte stationer. En del af dem er allerede på plads, og samtidig er 750 DSB-medarbejdere ved at blive uddannet i livreddende førstehjælp og brug af hjertestartere. 

- Et stød med en hjertestarter er den mest effektive måde at få et hjerte til at slå igen. Derfor er det vigtigt, at der er en tilgængelig hjertestarter i nærheden. Jeg håber, at det bliver helt naturligt for passagererne at lægge mærke til, hvor hjertestarterne er placeret, når de stiger ind i togene, og at de vil tage dem i brug, så vi på den måde kan medvirke til, at flere overlever hjertestop fremover, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Fakta:

• Hvert år får ca. 3.500 mennesker hjertestop uden for hospital i Danmark – 12 pct. overlever.
• Hvis vidner træder til med livreddende førstehjælp og afgiver stød med en hjertestarter, inden ambulancen ankommer, øges chancen for at overleve med op til 64 pct.
• S-togene benyttes dagligt af 350.000 mennesker.

Grethe Thomas

Projektchef