Søg støtte

Søg

Nyhed -

Alle Børn Cykler: 122.000 børn har cyklet 461.000 dage

Elever fra Rønbækskolen i Hinnerup vinder hovedpræmien i Cyklistforbundet og TrygFondens årlige børnemotionskampagne Alle Børn Cykler. Under mottoet ’Seje børn styrer selv’ har over 122.000 børn over hele landet deltaget i
kampagnen, der får børn til at cykle mere i hverdagen.


Nye SCO‐cykler til hele klassen! Det er hovedpræmien i Alle Børn Cykler 2017, og den vinder eleverne i 0.‐2. klassen på Rønbækskolen i Hinnerup. Klassen var en af de 5500 klasser fra hele landet, der i Cyklistforbundets og TrygFondens kampagne har konkurreret om at cykle så mange dage som muligt og dystet om nye cykler til en hel klasse, klassefester og andre præmier.

Til daglig bruger halvdelen af danske børn cyklen som primær transportform til skole. Men Alle Børn Cykler, der kører to uger i september, får hvert år tusindvis af børn til at cykle mere. Under kampagnen bruger op mod 80% af deltagerne cyklen som primær transportform.

Cykling er godt for krop og hjerne

Det er veldokumenteret, at børn, der bevæger sig, får bedre selvværd, bliver sundere og har nemmere ved at lære. Derfor glæder direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, sig over kampagnens flotte resultater.

"Cykling i hverdagen er sundt for kroppen og sætter gang i hjernen. Og jo tidligere, man får skabt gode cykelvaner hos børnene, desto større er chancen for, at de også cykler som unge og voksne," siger han.

Kampagnen får også børnene til at tage cykelhjelm på, når de cykler. Ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik bruger 8 ud af 10 børn under 11 år cykelhjelm i bytrafik, mens kun lidt under halvdelen af de 11‐15‐årige almindeligvis husker cykelhjelmen. Blandt deltagerne i Alle Børn Cykler bruger 93% cykelhjelm på turen til skole og fritid under kampagnen.

Også uden for byerne

900 skoler over hele landet har deltaget i kampagnen, og børn på landet har cyklet lige så meget som børn i byerne. Det er ifølge projektleder i TrygFonden, Christoffer Elbrønd, en vigtig pointe.

"Det er meget positivt. Vi ser i disse år en generel tendens til, at færre cykler uden for de store byer, og det vil vi med kampagnen gerne være med til at ændre," siger Christoffer Elbrønd.

 

Så meget cyklede børnene region for region

 

Region Klasser Elever Cykeldage Hjelmdage
Midtjylland 1.377 30.470 114.699 111.913
Nordjylland 365 7.778 33.534 31.932
Hovedstaden 1.593 36.716 131.551 124.751
Syddanmark 1.246 27.162 113.287 109.685
Sjælland 919 19.887 68.013 63.494
Totalt 5.500 122.013 461.084 441.775

 

Læs om 'Sikker i trafikken' her.


Christoffer Elbrønd

Projektchef