Mads Lebech tiltræder i 1. kvartal 2019 stillingen som adm. direktør i TryghedsGruppen, hvor han afløser Søren Kristiansen, der er tiltrådt som koncerndirektør i ejendomsinvesteringsselskabet Dades. TryghedsGruppen er hovedejer af forsikringsselskabet Tryg og står bag TrygFonden.
”Vi er utrolig glade for at få Mads i front for TryghedsGruppen. Han har præcis den bredde i kompetencerne, som er nødvendig. Som hovedejer af Danmarks største forsikringsselskab, Tryg, og som en stor almennyttig aktør gennem TrygFonden samt med over 1 million medlemmer, så har og løfter vi et stort ansvar i det danske samfund. Vi er overbeviste om, at Mads er den helt rette til at videreudvikle Tryg-familien,” siger Jesper Hjulmand, formand for TryghedsGruppens bestyrelse.Mads Lebech har været adm. direktør i Industriens Fond siden 2009 og er uddannet jurist fra Københavns Universitet.
”Jeg ser meget frem til at tiltræde stillingen. Jeg har fulgt TryghedsGruppen tæt de senere år. De har et helt unikt ståsted og er i konstant udvikling - senest med en bonusordning til medlemmerne og stadigt nye og vigtige initiativer inden for det almennyttige område. Det hele er baseret på et medlemsdemokrati med over 1 million medlemmer, som jeg også ser frem til at repræsentere,” siger tiltrædende adm. direktør, Mads Lebech.
Mads Lebech begyndte sin erhvervskarriere som chefjurist i et sygeforsikringsselskab, International Health Insurance A/S, og har tillige bl.a. været borgmester på Frederiksberg og formand for Hovedstadens Udviklingsråd. Han har herudover en række bestyrelsesposter i bl.a. Udviklingsselskabet By & Havn I/S og Tivoli A/S.