Søg støtte

Søg

Nyhed -

Fodbold skal hjælpe hjerte-kar-syge i bedre form

Mange hjerte-kar-patienter ønsker nye alternativer i deres genoptræning, gerne i form af holdsport og motionsfodbold. Det nye tiltag ‘Fodbold for Hjertet’ fra DBU og Syddansk Universitet skal nu give danskere med hjerte-kar-sygdomme chancen for at skabe gode motionsvaner for livet.


Med vanddunken under armen, fodboldtrøjen trukket over hovedet og snørebåndene solidt bundet stiller mænd og kvinder med hjerte-kar-sygdomme sig i denne uge klar på grønsværen for at være med i DBU, SDU og Hjerteforeningens nye motionstilbud ‘Fodbold for Hjertet’. Projektet er støttet af TrygFonden og skal give deltagerne en bedre sundhed og en stærkere krop. Tiltaget er blevet til på den triste baggrund, at knap ½ million danskere lever med hjerte-kar-lidelser.

Fodbolden ruller i første omgang i Aabenraa, København, Skive og Herlev, men i 2020 følger flere kommuner og klubber trop

Der er brug for tilbud som ‘Fodbold for Hjertet’ med plads til spillere med skrantende helbred og begrænset talent med en bold. Det understreges af en ny rundspørge blandt medlemmer af Hjerteforeningens brugerpanel. Halvdelen af de adspurgte peger på, at de godt kunne tænke sig alternativer til genoptræning i motionscentre, for eksempel i form af holdsport. Og hele 62 pct af hjerte-kar-patienterne vil gerne deltage i en aktivitet som ‘Fodbold for Hjertet’ som en del af deres genoptræning.

Fodbold motiverer til at holde fast 

Det kan få store konsekvenser for sundheden, hvis ikke motion er en fast del af hverdagen. På Hjertemedicinsk afdeling Herlev Gentofte Hospital oplever professor og hjertelæge Peter Riis Hansen dog ofte, at motionen ikke får en varig plads i patienternes liv på den lange bane. Han bekræfter derfor, at der er behov for flere, nye tiltag i kommunerne, for at folk kan holde fast i en aktiv livsstil,.

“Vi ser ofte, at folk falder fra, når deres rehabiliteringsforløb med håndvægte og stepmaskiner i motionscenteret er slut. Men her kan holdsport i form af eksempelvis fodbold gøre en stor forskel for fastholdelsen. Det betyder meget for motivationen, at man er en del af et hold, hvor holdkammeraterne regner med dig hver uge - og det kan medføre, at man får lyst til at blive på holdet på sigt.”

Med ‘Fodbold for Hjertet’ er klubber og foreløbig fire kommuner gået sammen om en stærk oprustning i rehabiliteringsarbejdet for at sikre, at flere mænd og kvinder holder fast i de gode motionsvaner i det lange løb.

Knas med hjertet kan kickstarte en aktiv fremtid

Motivation gør det ikke alene, motionsformen skal naturligvis også batte for sundheden, når hjerte-kar-patienterne skal bevæge sig til mere sundhed. 

Peter Riis Hansen forklarer, at fodbold er en rigtig god metode til at få et bedre og længere liv for hjerte-kar-patienter.

“Langt de fleste af de hjerte-kar-syge vil få en stor gevinst ved motionsfodbold, da det er god og varieret træning med for eksempel både udholdenheds-, interval- og styrketræning. I løbet af få måneder giver et par ugentlige træninger god effekt på blodtryk, kondital, kolesterolniveau, knogletæthed og muskelstyrke,” slutter Peter Riis Hansen.

Vil du have mere info om "Fodbold for Hjertet" eller finde et hold? Skriv til DBU på fodboldforhjertet@dbu.dk

Læs mere om projektet her.

Karen Bøgedal

Projektchef