Søg støtte

Søg

Nyhed -

Mind Your Own Business får drenge tilbage på sporet

Tro på at alle har potentiale, og skab et stærkt samarbejde med erhvervsliv og civilsamfund. For Mind Your Own Business er det en del af opskriften på at hjælpe drenge i udsatte positioner tættere på uddannelse og job. Og det er en effektivt tilgang, viser en ny effektevaluering.


Alt for mange unge havner på et sidespor i deres liv – udenfor uddannelse og job. Men det lader til, at Mind Your Own Business, der gennem 14 år har arbejdet med 13-19-årige drenge i udsatte positioner, har fundet en metode, der hjælper dem.

En ny effektevaluering fra forsknings- og rådgivningsvirksomheden Als Research viser nemlig, at deltagerne i Mind Your Own Business har større sandsynlighed for at have en positiv udvikling i forhold til uddannelses- eller beskæftigelsesniveau sammenlignet med kontrolgruppen.

Vi kan se, at drengene – uden at føle at de ’går i skole’ – opnår en række faglige og personlige kompetencer.

Maria Kavita Nielsen, direktør i Mind Your Own Business

”Det er fantastiske resultater, som blåstempler, at vores metode bidrager til at forebygge, at unge havner på et sidespor uden for uddannelse og job,” lyder det fra grundlægger og direktør i Mind Your Own Business Maria Kavita Nielsen.

Hos Mind Your Own Business gennemgår unge drenge i udsatte positioner et forløb på otte måneder, hvor de får ansvaret for at etablere deres egen virksomhed. I den forbindelse skal de både producere et produkt og markedsføre og sælge det. Drengene får hjælp af en mentorvirksomhed i erhvervslivet og frivillige venturepiloter fra civilsamfundet.

”For det første møder vi de unge som individer og med en tro på, at alle mennesker har potentiale. For det andet kan vi se, at drengene – uden at føle at de ’går i skole’ – opnår en række faglige og personlige kompetencer gennem iværksætteri og praksislæring. Og for det tredje er det en styrke, at vi arbejder i partnerskaber med dansk erhvervsliv, frivillige fra civilsamfundet, boligselskaber og kommuner omkring de unge, som hver især bidrager med deres unikke viden og konkrete kompetencer,” siger Maria Kavita Nielsen.

Virksomhedsarbejdet har givet mig tro på mig selv. At jeg kan godt det her.

Mohamed Tannoukhi, tidligere deltager i Mind Your Own Business

En af de drenge, der tidligere har været en del af Mind Your Own Business-programmet, er Mohamed Tannoukhi fra Folehaven i København. Han var 18 år gammel, da han var med til at stifte virksomheden Integrity-X, der arrangerer sociale e-sports events.

”Virksomhedsarbejdet har givet mig tro på mig selv. At jeg kan godt det her, og det har åbnet op for en masse nye fremtidsmuligheder, som man ikke nødvendigvis så før,” siger Mohamed.

”Det vigtigste, jeg har taget med fra Mind Your Own Business-forløbet og fra at drive virksomhed, er de her praktiske erfaringer, som man ikke nødvendigvis får i skolen. Du kan lære mange ting ved at læse en bog, men der er også noget, som du skal ud at opleve i virkeligheden,” forklarer Mohamed.

Mohamed blev punktlig og struktureret

Hør Mohamed fortælle om sin oplevelse med at være en del af Mind Your Own Business.

TrygFonden arbejder for, at flere børn og unge gennemfører grundskolen og en ungdomsuddannelse for bl.a. at styrke deres fremtidige muligheder i livet. TrygFonden har støttet Mind Your Own Business siden 2010, og administrerende direktør, Rie Odsbjerg Werner, er glad for den nye undersøgelses resultater.

”Alle har brug for, at der er nogen, der tror på dem. Mind Your Own Business fokuserer altid på drengenes muligheder og potentiale. Gennem iværksætteri er Mind Your Own Business med til at styrke drengenes personlige og faglige kompetencer, så de får en stærkere tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked. Den nye undersøgelse viser, at denne tilgang gør en mærkbar forskel – både for de unge og for samfundet – og det er vi selvfølgelig glade for at bidrage til,” siger Rie Odsbjerg Werner.

Det viser effektevalueringen af Mind Your Own Business

Als Research har dokumenteret en positiv effekt i forhold til deltagernes uddannelses- og beskæftigelsesniveau.

Deltagerne er på to niveauer højere uddannelses- eller beskæftigelsesniveau, to år efter de startede hos Mind Your Own Business. Det vil sige, at hvis en dreng eksempelvis går i 8. klasse, når han starter i Mind Your Own Business, skal han minimum gå i 10. klasse eller på en ungdomsuddannelse to år efter. 

I forhold til beskæftigelsesniveau vil det ses som en tilstrækkelig udvikling, hvis en dreng har afsluttet folkeskolen og er i fuldtidsbeskæftigelse to år efter at have startet et forløb hos Mind Your Own Business. Der er ligeledes indikationer på en positiv effekt i forhold til deltagernes trivsel. Her viser data særligt, at forløbet øger trivslen markant hos de drenge, der ved forløbets start trivedes dårligst.

Læs hele effektevalueringen her.