Søg støtte

Søg

Nyhed -

Vi drikker for meget alkohol – og vi er klar til at gøre noget ved det

Næsten tre ud af fire synes, at alkoholforbruget i Danmark er for højt. Men vi er klar til at lave ændringer, viser en ny befolkningsundersøgelse. Hver femte ønsker at nedsætte deres forbrug, og størstedelen af befolkningen er klar til at stramme lovgivningen for markedsføring af alkohol.


Vi drikker for meget. Det mener 72 pct. af befolkningen ifølge en ny undersøgelse fra Alkohol og Samfund med støtte fra TrygFonden.

Det er særligt i nattelivet, at der bliver langet for mange fadøl og drinks over bardisken. Det synes to ud af tre af de adspurgte. Men også ved andre lejligheder har alkohol en for dominerende rolle.

21 pct. mener, at der drikkes for meget ved sociale arrangementer på arbejdspladsen, mens 30 pct. mener, at alkoholen tager overhånd på deres uddannelsesinstitution. 44 pct. synes, der drikkes for meget ved kulturelle arrangementer – fx sportsbegivenheder.

Syv udvalgte fakta fra befolkningsundersøgelsen:

  • 72 pct. eller næsten tre ud af fire mener alkoholforbruget i Danmark er for højt.
  • 91 pct. af danskerne har drukket alkohol det seneste år.
  • I gennemsnit drikker cirka en ud af fem (19,4 pct.) mere end Sundhedsstyrelsens anbefaling om højst ti genstande om ugen.
  • Fire ud af ti danskere angiver, at de bingedrikker mindst én gang om måneden. Det vil sige mere end fire genstande ved samme lejlighed.
  • Hver anden dansker har fortrudt, hvor meget de har drukket. Det gælder særligt for de unge, hvor seks ud af ti indenfor det sidste år har oplevet at have drukket så meget, at de fortrød det dagen efter.
  • 21,3 pct. af dem, der drikker alkohol, har enten ønsket at nedsætte antallet af dage, hvor de drak, eller ønsket at nedsætte antallet af genstande, de drak ad gangen. 
  • 80 pct. af dem, som har ønsket at reducere deres alkoholforbrug angiver, at de er lykkedes med det.

Download hele befolkningsundersøgelsen her.

En ud af fem drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefaling om højst ti genstande om ugen. Flere mænd (27 pct.) end kvinder (13 pct.) drikker over genstandsgrænsen, og det er især de unge på 18-25 år og seniorerne på over 66 år, der får lidt for mange procentrige drikke indenbords i løbet af en uge.

Det er ærgerligt, mener Line Raahauge Hvass, der er projektchef i TrygFonden.

”Undersøgelsen viser tydeligt, at der stadig er mange, der har svært ved at holde sig indenfor anbefalingerne om højest ti ugentlige genstande – og højest fire genstande på én aften. Vi har generelt en alkoholkultur i Danmark, hvor det naturlige valg er at drikke alkohol, og hvor det kan være svært at sige nej,” siger Line Raahauge Hvass.

Der er stadig mange, der har svært ved at holde sig indenfor anbefalingerne om højest ti ugentlige genstande

Line Raahauge Hvass, projektchef i TrygFonden

Ud med reklamerne

Samtidig med, at mange bryder anbefalingerne for, hvor meget alkohol man bør drikke, er der også en betydelig del af befolkningen, der gerne ser, at der bliver skruet lidt ned for alkoholindtaget.

67 pct. af deltagerne i undersøgelsen er enige i, at markedsføring af alkohol bør forbydes på sociale medier. 52 pct. mener, at alkoholproducenter ikke bør kunne sponsorere eller markedsføre sig i sammenhæng med sport.

Det er interessante resultater, mener Janne Tolstrup, professor og forperson for bestyrelsen, Alkohol & Samfund.

”Vi har en liberal lovgivning hvad angår markedsføring af alkohol, som for eksempel kommer til udtryk ved, at der er reklamer for alkohol alle vegne. Men der er faktisk opbakning til at stramme op på lovgivningen i forhold til markedsføring af alkohol,” siger Janne Tolstrup.

Mange vil gerne skrue ned – og lykkes med det

Også på det personlige plan har mange et ønske om at lave ændringer. Inden for det sidste år har 21 pct. af dem, der drikker alkohol, enten ønsket at nedsætte antallet af dage, hvor de drak, eller antallet af genstande, de drak ad gangen. Hele 80 pct. af dem, som gerne vil reducere deres forbrug, angiver, at de er lykkedes med det.

”Det er positivt, at der er mange, der tager aktivt stilling til, om de selv drikker for meget, og om det kunne give mening af skrue lidt ned for alkoholen. At man tager stilling til sit forbrug, er det første skridt på vejen mod et liv med mindre alkohol,” siger Line Raahauge Hvass.

Download undersøgelsen

Har du spørgsmål?

Line Raahauge Hvass

Projektchef