Søg støtte

Søg

Nyhed -

Vi tror på demokratiet – men ikke på politikerne

Tilliden til politikerne kan ligge på et meget lille sted hos mange. Nu gør en ny undersøgelse os klogere på, hvad der ligger bag noget af den afmagt, vrede og utilfredshed, som rumsterer i vores demokrati.


”Jeg har mistet alt for politik.” ”Politikerne kører deres eget løb og hører ikke, hvad borgerne siger.” ”Det virker meget som om, at man står uden for ringmuren på en gammel ridderborg, og man kan slet ikke kan komme til at tale med høvdingen, der sidder deroppe.”

Sådan svarer deltagerne i en ny analyse, når de bliver spurgt, hvorfor de har mistet tilliden til demokratiet.

Det er et råb om opmærksomhed. Og vi begår en fejl, hvis vi kun hører den vrede tone og ikke indholdet

Lisbeth Knudsen, strategidirektør i tænketanken Mandag Morgen

Det er tænketanken Mandag Morgen og Analyse & Tal, der med støtte fra TrygFonden har udarbejdet analysen, som dykker ned i, hvorfor tiltroen til det danske demokrati knirker.

"Undersøgelsen viser på den positive side, at vi ikke står i en tid med demokratisk ligegyldighed eller ønsker om at erstatte demokratiet med en stærk mand eller noget andet. Vreden og frustrationen, der vælter ud på sociale medier og i samtaler med de mennesker, der føler sig afmægtige og sat udenfor, er ikke bare støj. Det er symptomer på en oplevelse af at være koblet af, overset og ikke taget alvorligt. Det er et råb om opmærksomhed. Og vi begår en fejl, hvis vi kun hører den vrede tone og ikke indholdet," siger Lisbeth Knudsen, strategidirektør i tænketanken Mandag Morgen.

Råber for at blive hørt

Udover interviews med personer fra nogle af de samfundsgrupper, der har størst mistillid til demokratiet, så zoomer analysens anden del ind på sociale medier, hvor vreden over politikere og medier får folk til tasterne. Og det er vigtigt at tage vreden alvorligt, siger Amalia Montano Dahl, partner i Analyse & Tal: 

"At nogen råber højt, handler ikke nødvendigvis om at skabe konflikt – det kan være et forsøg på at blive hørt. At folk ytrer sig om demokratiet og det politiske system – også vredt – viser, at de ikke har givet op. Det ser vi som et sundhedstegn."

Den grove tone har dog også en slagside, advarer Amalia Montano Dahl:

"Vi ser mange trække sig fra den offentlige debat online netop på grund af tonen, og den tendens er usund for demokratiet."

Tilliden til det politiske system i Danmark er fortsat høj. Det skal vi glæde os over og værne om. Netop derfor er det vigtigt, at vi lytter godt efter

Peter G.H. Madsen, projektchef i TrygFonden

Selvom tilliden til politikerne har været dalende i Danmark siden coronapandemien, ser det stadig langt bedre ud end i andre lande. Det skal vi værne om, og her kan den nye undersøgelse give indsigt i, hvor demokratiet halter – og dermed hvor der skal sættes ind, mener Peter G.H. Madsen, projektchef i TrygFonden:

"Set i en international sammenhæng er tilliden til det politiske system i Danmark fortsat høj. Det skal vi glæde os over og værne om. Netop derfor er det vigtigt, at vi lytter godt efter. Alle de mange citater fra undersøgelsens deltagere er klare og mærkbare vidnesbyrd om, hvor demokratiet udfordres. Forståelsen af afmagten og mistilliden er vigtigt hvis vi vil gøre vores demokrati endnu mere robust."

Om undersøgelsen

Tænketanken Mandag Morgen har sammen med Analyse & Tal undersøgt, hvad de mest utilfredse grupper mener er galt med vores demokratiske system.

Analysen består af to dele. 

  • 13 fokusgruppeinterviews med borgere fra utilfredse grupper: Tidligere undersøgelser har vist, at utilfredsheden er størst blandt specifikke samfundsgrupper. I 13 gruppeinterviews fortæller 78 repræsentanter fra fem udvalgte grupper – borgere med minoritetsetnisk baggrund, socialt udsatte, unge på erhvervsuddannelser, borgere i landdistrikter og ufaglærte – hvad de mener om demokratiets tilstand. Deltagerne er ikke udvalgt på forhånd ud fra deres holdninger, og flere udtrykker således både positive og negative holdninger til systemet.
  • Analyse af demokratisk afmagt og vrede på sociale medier: Vi har undersøgt, hvad danskerne skriver om demokratiet på sociale medier, heriblandt Facebook, X og TikTok. På baggrund af data fra 213.369 opslag, kommentarer og beskeder undersøger vi, hvordan danskernes demokratiske afmagt kommer til udtryk, og hvem den rettes mod.

Analysen er finansieret af TrygFonden.

Har du spørgsmål?

Peter Madsen

Projektchef