Tryghedsmåling 2019-20

Andelen af utrygge steg markant fra 8,5 pct. af de 18-65-årige i 2005 til 19,9 pct. i sommeren 2019. Faldet i tryghedsscoren (den gennemsnitlige tryghed) var også markant – fra 81,5 i 2005 til 70,5 i 2019. Andelen der følte sig fuldstændigt trygge, udgjorde over halvdelen af de 18-65-årige 15 år tilbage. I 2019 gjaldt det færre end en tredjedel – 30 pct. Sammenlignet med 2017 fik vi lidt flere utrygge.

I årene frem til 2009 var der meget små forskelle på aldersgrupperne. Andelen af utrygge i aldersgrupperne op til 39 år lå typisk på den rigtige side af 10 pct. i målingerne før 2009. Siden er procenttallene gradvis vokset, så disse aldersgrupper har flere utrygge end befolkningens gennemsnit og en tryghedsscore, der er ca. fem pct. lavere end aldersgrupperne mellem 40 og 65.

Blandt de ældre er tryghedsscoren også faldet, men det skyldes (næsten) ikke, at flere af de ældre er blevet rigtigt utrygge. Til gengæld er stadig færre af dem helt trygge.

Kombineres køn og klasse var forskellene blevet større i sommeren 2019. Kønsforskellen i utryghed var langt fra den samme i de store erhvervsgrupper. Blandt højere funktionærer i 30’erne var mænd og kvinder lige (lidt) utrygge. Hos de faglærte i job og de lavere funktionærer var kønsforskellen 2-3 procentpoint i kvindernes favør. Blandt mænd i ufaglærte job var 26 pct. utrygge mod kun 15 pct. blandt kvinderne. Andelen af utrygge, mandlige studerende var 21 pct. mod 15 pct. af de kvindelige medstuderende.

Hver tredje af kontanthjælpsmodtagerne – 32 pct. – er generelt utrygge i hverdagen. Sygemeldte skilte sig ikke meget ud fra gennemsnittet frem til 2009, men siden 2013 har andelen af utrygge typisk ligget på omkring en tredjedel. Blandt personer i ressourceforløb nåede andelen af utrygge helt op på 40 pct. i sommeren 2019.

Tryghedsmålingen fra 2019 tyder på, at den generelle økonomiske utryghed voksede lidt mellem 2017 og 2019. I 2017 var andelen på niveau med årene før krisen, men i 2019 er den målt til 16,1 pct., hvilket svarer til kriseåret 2011.

Andelen af økonomisk utrygge i sommeren 2019 var knap tre gange højere blandt ufaglærte end blandt de højere funktionærer. Blandt kontanthjælpsmodtagerne var ca. 6 ud af 10 utrygge ved den hjemlige økonomi – ti gange så mange som blandt de højere funktionærer. Blandt personer i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb (som er pendant hertil i sygedagpengeloven) var 52 pct. af svarpersonerne utrygge for økonomien i deres husstand.

Der er tæt sammenhæng mellem økonomisk tryghed og livstilfredsheden. Lavest livstilfredshed finder vi ligeledes hos kontanthjælpsmodtagere (4,3 på en ti-punktsskala) og deltagere i ressourceforløb/jobafklaringsforløb (4,5), hvor den gennemsnitlige livstilfredshed hos alle deltagere i målingen er 6,9.

En særlig form for økonomisk utryghed består i at mangle penge til uventede udgifter. Den påvirker den generelle tryghed og opleves af 32 pct. af svarpersonerne - sandsynligvis lidt flere end i 2017. Blandt kontanthjælpsmodtagerne var ca. to tredjedele utrygge for en regning, der vælter læsset. Blandt ufaglærte gjaldt det én tredjedel (som gennemsnittet af befolkningen), og blandt højere funktionærer er det knap en ud af seks.

9 pct. i 2019 er utrygge for ”at store udgifter til pengespil giver problemer i min familie.” 

For en hel del flere skyldes utrygheden, at deres indtægter er uregelmæssige. Det spurgte vi til for første gang i 2017, hvor 22 pct. var utrygge for uregelmæssige indkomster. I 2019 var utrygheden lidt større, idet 25 pct. erklærede sig utrygge på det punkt.

19 pct. af alle beskæftigede var utrygge for at miste jobbet i sommeren 2019. Det giver især en høj generel utryghed for dem, der ikke er sikre på, at de kan finde nyt arbejde. Det gælder 28 pct. af de relevante svarpersoner (dvs. beskæftigede, der frygter for jobbet). I denne gruppe er der også stor utryghed for husstandens økonomi. Gruppen talte i sommeren 2019 syv pct. af de beskæftigede lønmodtagere.

Tryghedsmålingerne finder en konstant stigning i andelen af 40-65-årige, der er utrygge ved, om de kan forlade arbejdsmarkedet på en værdig måde. Fra 20 pct. i 2013 voksede andelen til 31 pct. i 2019, og alene siden 2017 har vi set en stigning på 5 procentpoint. 

Statusforskelle giver også anledning til en form for økonomisk utryghed: 31 pct. af dem, der selv oplyser, at de ligger væsentligt under den typiske velstand i det kvarter, de bor i, føler sig utrygge i 2019 – mod 15-16 pct. blandt dem, der mener, de ligger over gennemsnittet.

Kapitlet afdækker forholdet mellem tryghed og oplevelsen af kontrol med tilværelsen. Gruppen, der føler, at de har helt styr på livet, er også maksimalt trygge. Er man helt i omgivelsernes magt, er trygheden i bund.

Omtrent hver femte svarperson føler mere afmagt end frihed, mens en tilsvarende andel markerede, at de føler, at de selv kan vælge i store spørgsmål. I den sidste gruppe er den generelle tryghed ca. dobbelt så høj som i den første gruppe.

Svaret afspejler delvis objektive baggrundsfaktorer. Kvinder oplever sig som en lille smule mere "in charge" end mændene – alt andet lige. Aldersfaktoren betyder endnu mere. De unge og seniorerne oplever den største frihed. Der er også en stærk sammenhæng mellem helbred og frihedsfølelse.

Frihedsfølelsen er lavest hos kontanthjælpsmodtagere (med 3,4 på en ti-punktsskala), grupperne i ressource- og jobafklaringsforløb (3,6) og den voksende gruppe af ledige uden offentlig understøttelse (3,8). Den lille gruppe af husejere med negativ friværdi OG besvær med at skaffe 8.000 kr. i en fart scorer i gennemsnit 3,9 ud af ti på frihedsskalaen. Befolkningen lå i gennemsnit på 6,6 i sommeren 2019.

Frygten for at blive overfaldet eller slået er vokset fra Tryghedsmålingen i 2017 til 2019. I 2019 nærede 17 pct. denne frygt, i 2017 var det 16 pct. Andelen er vokset lidt fra måling til måling siden 2013.

Kvinders frygt for seksuelle overgreb aftog fra den første måling i 2013 til den følgende i 2015. Men tallet steg til 11 pct. i 2017 og videre til en ny rekord på 13 pct. i 2019.

Frygten for terrorisme tog et spektakulært spring i 2016-2017 – mere end en fordobling af antallet af utrygge ift. 2015. I 2019 er andelen faldet fra 23 pct. til 20 pct., hvilket stadig er næsten det dobbelte af målingerne før 2015 og angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge. 

Indbrudsfrygten findes fortsat hos hver fjerde som i 2017 (se kapitel 5). 

Der er sket en lille stigning, når det gælder frygten for at gå i kvarteret efter mørkets frembrud.

Andelen, der har været ramt af vold eller trusler inden for det sidste år, er højere i Tryghedsmålingen fra sommer 2019. Især angiver flere end i 2017, at de har været udsat for vold.

Ca. 30 pct. har oplevet indbrud i løbet af deres liv, og 11 pct. har oplevet det mere end én gang. Et par procent har oplevet det mange gange. Ca. hver fjerde er utryg for at blive ramt af indbrud.

Der er relativt flest ofre for indbrud blandt de højeste indkomster. Tjener man over en million kr., har man med 62 pct. sandsynlighed været offer. Blandt boligejere med en indkomst på over 900.000 kr. om året, og som har oplevet indbrud, er 45 pct. utrygge for nyt indbrud. Øvrige sociale variationer er beskedne.

Den mest udbredte følelse efter indbrud er krænkelse. Frygten for at miste noget, der har affektionsværdi, nævnes dog af seks ud af ti - dvs. fire gange så mange som dem, der frygter at tyven løber med noget, der koster mange penge. Hver fjerde frygter for at møde tyven.

En fjerdedel oplever sig ”meget” eller ”noget” udsat for indbrud. I denne gruppe er utrygheden over for indbrud stor. 59 pct er indbruds-utrygge blandt de ”meget” udsatte og 39,5 pct for de ”noget” udsatte. Den sidste gruppe omfatter 22 pct. af alle svarpersoner. Der er også en klar sammenhæng mellem oplevelsen af at bo et indbruds-udsat sted og ens generelle tryghed.

Der er et stort flertal for at møde indbrudsfaren med mere overvågningsteknologi, selvom det også rammer almindelige borgere. Brede flertal ønsker flere overvågningskameraer på gaderne, indsamling af DNA-spor på indbrudssteder, selvom det kan føre til, at uskyldige personer havner i politiets DNA-register, sammenligning af fingeraftryk fra tyverimistænkte med alles fingeraftryk i pasregistret, selvom det ikke er meningen med registret, samt opsætning af scannere på offentlig vej, der automatisk registrerer alle forbipasserende nummerplader.

To tredjedele har selv sikret sig imod indbrud, heraf har 39 pct. aftalt gensidig overvågning med naboer. Hver femte har installeret alarm, og en tilsvarende andel har fulgt rådene om at forstærke boligen. Seks procent har anskaffet sig et slagvåben og/eller peberspray, og ni pct. har fået hund af samme grund.

6,5 pct. af alle svarpersoner bekræfter, at de er blevet presset til sex af en overordnet eller magtfuld person – eller at de har været udsat for forsøg på det. Det svarer til at næsten 300.000 danskere har en #MeToo oplevelse, og halvdelen af dem har flere med i bagagen.

7,7 pct. af alle kvinder i undersøgelsen har haft #MeToo-oplevelser, men tilhører man de svagere grupper på arbejdsmarkedet, vokser risikoen markant. Blandt kvindelige ledige og førtidspensionister er andelen ca. dobbelt så høj. Knap hver fjerde af de kvindelige lærlinge (inkl. elever med løn) har øjensynlig haft deres sag for. Tendensen er i afsvækket form i den langt større gruppe af kvindelige elever og studerende i de uddannelser, der ikke er lønnede.

Næsten lige så mange af hankøn som af hunkøn har oplevet sex-pres. Ca. hver femte oplever det, før de bliver 18, heraf ca. halvdelen før de fylder 15. Lidt mere end halvdelen sker hos de 18-29-årige og de resterende ca. 30 pct. på et senere tidspunkt.

Tryghedsmålingen bekræfter, at befolkningen har ændret syn på voldtægt. 50 pct. er enige i, at det bør gøres strafbart at indlede et samleje, som partneren ikke har indvilliget i. 35 pct. finder, at betegnelsen voldtægt kun bør bruges om tilfælde, hvor der er brugt vold eller trusler. Kun fire pct. er direkte uenige i, at kvinden bør have lov til at sige nej til samleje på ethvert tidspunkt, også selvom hun er gået med et stykke ad vejen. 18 pct. har dog forskellige forbehold. 55 pct. er helt enige (og 18 pct. delvis enige) i, at det er et ”rimeligt krav, at man selv siger klart fra over for samleje, hvis man ikke ønsker det.”

Ca. hver fjerde forventer at en voldtægtsparagraf, der er baseret på samtykke eller frivillighed vil føre til en kulturændring med færre krænkelser, mens ca. hver anden ikke giver udtryk for denne forventning.

Tryghedsmålingen fra sommeren 2019 – før Corona-pandemien - undersøger, hvor stor en andel af befolkningen, der deler en række af de bekymringer, der hyppigt fremkommer i den offentlige debat. I alt er der spurgt til 47 af den slags ”samfundsbekymringer”. Mange er gentagelser fra tidligere tryghedsmålinger.

Bekymringen for miljøet blev før finanskrisen delt af 60 pct. af befolkningen. I kriseårene 2011 og 2013 var blot 54 pct. bekymret for, at miljøet bliver ødelagt. I de to sidste målinger er den steget til hhv. 66 pct. i 2017 og 72 pct. i 2019. Det var med andre ord næsten hver femte, der blev overbevist om relevansen af de grønne bekymringer i perioden.

En parallel bevægelse ses mht. klimatruslen. I 2009 var 55 pct. bekymrede for global opvarmning. Det faldt til 47 pct. i målingerne fra kriseårene. Til gengæld steg den brat til 62 pct. i 2017 og videre til 69 pct. i Tryghedsmålingen i 2019. Dvs. En stigning i bekymringen på næsten 50 pct. – eller 22 procentpoint – siden forrige måling i valgåret i 2015.

Omvendt er bekymringen for arbejdsløshed, der blev delt af 65 pct. i kriseåret 2013, mere end halveret i 2019 til 28 pct.

Bekymringen for mislykket integration af indvandrere er steget siden lavpunktet i 2011 til toppen (63 pct.) i 2017, og i 2019 var den praktisk taget uændret. Bekymringen for ”langt flere” migranter deles af 58 pct. At rige lande afviser flygtninge med umenneskelige metoder bekymrer 39 pct. 15 pct. er ”meget bekymrede”. 

Bekymringen for, ”at der ikke bliver råd til velfærd i fremtiden” var på 56 pct. i 2009 og 69 pct. i 2019. To ud af tre er bekymrede for, at de ”selv skal købe dig til pleje som ældre for at få en god standard”.

Andelen af bekymrede er i øvrigt:

• 75 pct. for skattevæsenets styring. 
• 71 pct. for at mange børn og unge trives dårligt.
• 64 pct for at ”grådige finansfolk skulle udløse en ny økonomisk krise” - uændret niveau ifht. 2017.
• 65 pct for at EU ikke formår at løse flygtningeproblemet. 50 pct. for, ”at EU-samarbejdet ikke fungerer” mere generelt.
• 58 pct. for at flere børn vokser op i fattige familier.
• 56 pct. for ”at USA ikke længere er en troværdig allieret”. 23 pct. er ”meget” bekymrede.
• 54 for at danskerne lever et for stresset liv (samme niveau som i 2017). 
• 51 pct. for russisk aggression mod nabolande. I 2017 var 58 pct. bekymrede.
• 49 pct. for at den personlige frihed lider under mange regler og forbud.
• 44 pct. er bekymrede for, at ”Danmark gradvist mister sin selvstændighed som nation”. Det er fem procentpoint færre end i 2017.
• 43 pct. for fremtidig kinesisk dominans.
• 40 pct. bekymres over danskernes usunde livsstil.
• 40 pct. bekymres for at Danmark deltager i krige – et fald fra 51 pct. i 2017.
• 34 pct. bekymres for maden vi spiser, et fald fra 45 pct. i 2011.

Tryghedsmålingen undersøger, om medierne - efter befolkningens opfattelse - overdriver hhv. underdriver en række emner. Andelen, der finder dækningen underdrevet, trækkes fra den andel der finder, at det pågældende emne overeksponeres i medierne.

Mest markante overdrivelse er mediernes interesse for det politiske personstof, ligesom medierne kritiseres for at fokusere på de christiansborgske magtspil. Dækningen af gadevold et tredje eksempel på et tema, som et flertal finder, at medierne blæser op.

Omvendt interesserer de sig for lidt for indbrud, integration af udlændige samt problemerne i SKAT.

I de fleste emner er der ingen væsentlig forskel på mænds og kvinders bedømmelse, men der er et par undtagelser. Blandt kvinderne mener en overvægt på 10 pct., at medierne gør for lidt ud af sexkrænkelser af kvinder. Blandt mændene finder en overvægt af 11 pct. at medierne overdriver her.

En overvægt af mændene på 5 pct. synes, at medierne overfokuserer på emnet børnefattigdom, mens overvægt på 13 pct. blandt kvinderne finder emnet underbelyst.

En overvægt på 12 pct. af mændene synes, at den globale opvarmning får rigelig opmærksomhed, mens en overvægt på tre pct kvinder er af den modsatte mening. Afstanden til mændene er altså 15 procentpoint.

De 18-29-årige finder i højere grad end alle andre aldersgrupper, at medierne overdriver. Det gælder dækningen af samtlige emner bortset fra klima, som de gerne ser opprioriteret.

Mest markant er forskellen i synet på integrationsproblemer, hvor en overvægt på 20 pct. af de unge synes at medierne overdriver – blandt svarpersonerne 40+ mener en markant overvægt, at integrationsproblemerne tværtimod underdrives.

Ser man på misbrug af sociale ydelser, finder en overvægt af unge, at problemet pustes op, mens en overvægt på 8 pct. af de 60+-årige omvendt synes, at medierne gør for lidt ud af socialt snyd. En større andel af de unge synes også, at medierne gør for meget ud af voksende ulighed – her er alle andre aldersgrupper næsten neutrale.

Tendensen ses også i spørgsmålet om seksuelle krænkelser af kvinder. De 18-29-årige mænd er er den gruppe, hvor forholdsvis flest finder sagen overeksponeret, overvægten er 18 pct. Igen er kvinderne ikke enige.

Eneste eksempel på et emne, som et flertal af unge finder undervurderet, er klimaet. En overvægt på 4-5 pct. i aldersgrupperne op til 40 år synes, at medierne skulle tage sig mere sammen her. Blandt de 60+-årige er procentdifferencen 13 pct. til fordel for dem, der finder klimadækningen overdrevet.

Hver anden anerkender internettet som et godt samlingssted for ligesindede. Hver tredje ser det som en kanal til magthavere, herunder politikere, og hver femte deltager principielt gerne i kampagner. Lidt flere end hver tredje lader sig underholde og oplyse af netdebatter. Hver fjerde har fået venner på nettet. Hver syvende er opmærksomme på mulighederne i international aktivisme via globale internetplatforme som f.eks. Avaaz.

Tallene svarer stort set til svarene på de samme spørgsmål i TrygFondens undersøgelse ” Ytringstryghed og digital usikkerhed”, der blev indsamlet i maj 2017.

Flere er dog blevet mere kritiske over for internettet sammenlignet med i 2017. Væsentligt færre er trygge ved, at ”efterretningstjenester kan følge befolkningens færden på internettet”. Langt de fleste er dog forsat trygge ved det. Når det gælder ”den private deling af fotos” og ”private firmaers indsamling af oplysninger om brugeres internetadfærd” var der i sommeren 2019 kommet en overvægt af utrygge. Det gælder også muligheden for, at ”private oplysninger hos det offentlige kan komme i hænderne på uvedkommende, og for at ”Rusland eller andre stater kan påvirke samfundet i det skjulte”.

Når det gælder faren for, at ”udenlandske hackere kan stoppe hospitaler og andre vitale funktioner i samfundet”, er 19 pct. flere blevet utrygge i perioden mellem maj 2017 og november 2019.

52 pct. skriver debatkommentarer på internettet, 25 pct. oplyser, at det sker ”nogle gange om måneden” eller oftere, mens lidt flere (27 pct.) angiver, at det sker ”sjældnere end en gang om måneden”. 48 pct. deltager aldrig. I et andet spørgsmål angiver 35 pct., at de skriver debatindlæg flere gange om måneden på Facebook, i åbne eller lukkede debatfora eller i kommentarspor til internetartikler.

Den sociale fordeling af debattører er jævn. Gruppen uden uddannelse har nøjagtig samme andel debatdeltagere som gruppen med en lang videregående uddannelse (47 pct). Et gennemgående mønster er, at en lidt større andel af de kortuddannede og af grupperne udenfor arbejdsmarkedet deltager i netdebatten.

Derimod er kønsfordelingen meget skæv. Kvinderne udgør 57 pct. af dem, der aldrig skriver kommentarer, mens kun 34 pct. af dem gør det dagligt. Blandt dem der skriver i mere end tre forskellige internetfora er kun 21 pct. kvinder.

78 pct. erklærede sig i 2017 enige i, at netdebatten ofte er fuld af yderligtgående synspunkter. Samme holdning får tilslutning fra 66 pct i 2019. Svarpersonernes egne erfaringer med debatter på nettet er mindre negative end deres opfattelse af, hvordan debatten almindeligvis er. To tredjedele er enige, i at man ofte bliver overfuset på nettet, men kun hver fjerde er helt eller delvist enige i, at de selv er blevet overfuset gentagne gange. Og ser man på andelen af helt enige, er vi nede på otte pct.

Halvdelen af de kvindelige debatdeltagere bryder sig ikke om at ”gå til grænsen” i offentlig debat på nettet, mod ca. halvt så mange mænd. Og hvor én af 25 kvinder godt kan lide at trække tingene hårdt op, er dobbelt så mange mænd på den udiplomatiske linje.

19 pct. af mændene og 28 pct. af kvinderne kan helt eller delvist tilslutte sig udsagnet om, at de tit møder debattører online, der er så vrede, at svarpersonen er nervøs for, hvad de kan finde på. Under halvdelen af svarpersonerne siger fra her, og under en tredjedel siger helt fra.

Tre pct. af kvinderne og fem pct. af mændene kan uden forbehold sige, at de blev chikaneret i den virkelige verden på grund af noget, de havde lagt på nettet. Tre gange så mange kan delvis sige det samme.

16 pct. frygter for at få en uoverskuelig opgave på arbejdet, hvilket kan indikere stress. Andelen var 5 pct. i 2005 og er siden vokset fra måling til måling.

27 pct. af alle svarpersoner er utrygge for at blive ramt af så alvorlig stress, så de i længere tid ikke kan klare kravene i hverdagen. Denne utryghed findes hos 30 pct. af kvinderne og 24 pct. af mændene. Aldersmæssigt er de unge mest nervøse for at gå ned med stress. Der er en stærk statistisk sammenhæng mellem frygten for alvorlig stress og den generelle tryghed i hverdagen. 

Omtrent hver femte har været syg af stress i løbet af de sidste fem år. 12 pct. af svarpersonerne i Tryghedsmålingen angiver, at de har været fraværende i mere end en måned, mens 7 pct. har været stress-sygemeldt i kortere tid. Halvdelen af alle svarpersoner har oplevet alvorlig stress hos personer, de er tæt på. 

26 pct. er helt eller delvist enige i, at stress ”mest af alt er et modefænomen”. 47 pct. er helt eller delvist uenige. Især kvinderne og de unge afviser påstanden, mens relativt flere mænd og 60+-årige tager mindretallets standpunkt. Har man selv oplevet alvorlig stress – personligt eller blandt de nærmeste – er man meget utilbøjelig til at betegne stress som ”mest et modefænomen”.

Næsten hver femte oplyser, at de personligt kender til tilfælde af kommunal nepotisme.

19,5 pct. – svarende til ca. 1300 personer i Tryghedsmålingen fra sommeren 2019 - angiver at have personligt kendskab til, at en eller flere kommunalpolitikere har misbrugt deres position til at få urimelige fordele til sig selv, familie eller venner. Heraf angiver de 13,4 pct. endda, at de har viden om flere tilfælde af misbrug. Flertallet af tilfælde angives at være højest 5 år gamle.

På de politiske fløje angiver en højere procentandel at have personligt kendskab til nepotisme eller favoritisme lokalt. Især er andelen højere blandt de små partier på højre fløj. I absolutte tal stemmer de fleste af dem, der angiver et sådant kendskab, på midterpartier. 

Blandt de ufaglærte angiver 17 pct., at de har personligt kendskab til politisk magtmisbrug, mens det gælder 23 pct. af de højere funktionærer og ikke færre end 32 pct. af de selvstændige.
Der er ikke særlige mønstre i besvarelserne, der f.eks. kunne pege på, at problemet skulle være mere udbredt i kommuner af bestemt størrelse, placering i landet eller politisk farve.

Tilliden til de danske politiske institutioner voksede fra 2017 til 2019. Folketinget lå på 5.19 på en ti-punktsskala lidt højere end regeringen på 4.90 (dvs. lidt bedre end i 2017, da tilliden til regeringen lå på 4.47). Tilliden til kommunalbestyrelserne lå også højere end 2017 og nåede 5.41 i 2019. Partierne en bloc opnår 4.68. Tilliden til den offentlige administration lå på 5.54 og er uændret siden 2017.

Danskernes forkærlighed for FN voksede fra 2017 til 2019 med 0,27 point på skalaen. Det samme gjaldt tilliden til Den Europæiske Union. EU ligger ganske vist fortsat næstlavest af alle, men stigningen fra 2017 er på ikke mindre end 0,52 point. Ingen andre har vundet så meget tillid, og tilliden var i sommeren 2019 højere til EU end til de danske politiske partier under ét.

Politiet tabte 0,24 point siden 2017, målt på den generelle tillid.

Derimod er er borgernes forventninger til politiets hjælp i konkrete situationer ikke faldet. Det er første gang siden Tryghedsmålingen i 2013. Forventningen om hjælp i tilfælde af indbrud og overfald er dog faldet en smule.

Cykeltyverier opfattes stadig som noget, politiet stort set ikke tager sig af, men forventninger til hjælp på dette punkt er lidt højere og bedre end Tryghedsmålingerne 2013-17.Hærværk ses også som en forsømt opgave, men med en lille forbedring siden i 2017.

Forventningen om at politiet giver den fornødne hjælp i forbindelse med trusler faldt voldsomt både i 2015 og 2017. Her ses en lille fremgang, men dog stadig et lavere niveau end i 2015. Generelt ses en vedvarende kritik af politiet for at underprioritere de borgervendte opgaver.

Knap hver anden var fortsat mere eller mindre nervøs for selv at få sygdommen imellem 17-22 maj 2020, 10 uger efter regeringens nedlukning. Niveauet var helt det samme som i Megafons måling for TrygFonden 18.-20. marts, kort før epidemien kulminerede i Danmark. Utrygheden er mere udbredt blandt kvinder end blandt mænd, og mere blandt ældre og personer med dårligt helbred. Knap tre ud af fire var nervøse for pårørende, også her er kvinder mest bekymrede, ligesom de oftere er bekymrede for at komme til at smitte andre. Blandt de unge (op til 29 år) er de færreste nervøse for at blive smittet, men de er nok så nervøse for at smitte andre som de øvrige aldersgrupper.

To ud af tre angiver at de følger mindst lige så meget med i epidemiens udvikling i medierne, som de gjorde, da krisen begyndte 10 uger før.

Tre procent svarer at de ikke har fulgt myndighedernes anvisning om at holde fysisk afstand. To pct. ønsker ikke at svare. Af de resterende 95 pct. svarer 19 pct., at de har fulgt reglerne, men med nogle undtagelser. 16 pct. har været mere forsigtige end myndighederne anbefalede, mens 62 har fulgt anbefalingerne om at holde afstand.

55 pct. er helt – eller delvis – enige i, at de dagligt har oplevet nogle, der ikke fulgte anbefalingerne, men to ud af tre finder generelt, ”at borgerne har været gode til at passe på hinanden” under krisen. 16 pct. oplyser desuden, at de har hjulpet personer uden for familien med indkøb og praktiske ting under epidemien. 6 pct. har meldt sig til en ”organisation, forening, gruppe eller netværk for at hjælpe til under epidemien”. 42 pct. har handlet mere lokalt for at hjælpe nærområdets butikker, restauranter og/eller håndværkere.

25 pct. har følt sig mere ensomme end de plejer. 38 pct. har ikke oplevet ensomhed som et større problem for dem selv. 27 pct. af alle oplyser, at ”social kontakt med andre mennesker via Facebook eller andre sociale medier ”virkelig har hjulpet” dem i nedlukningsperioden.

76 pct. har følt sig godt informeret om smitten. 28 pct. finder at medierne har overdrevet krisen. 46 pct. synes at ”nyhedsmedierne har været for optaget af at finde fejl hos myndighederne under Corona-epidemien”. Omvendt er 11 pct. helt enige og yderligere 16 pct. delvis enige i, at ”medierne burde være mere kritiske over for myndighederne”.

Kritikken af regeringen handler bl.a. om lukkethed. 11 pct. er enige og 17 pct. delvis enige i, at ”regeringen tilbageholder vigtig information, vi burde kende til”. 38 pct. er uenige, og 31 pct. tager ikke stilling til spørgsmålet. Omvendt finder 73 pct. det positivt, ”at politikere fortæller om den tvivl og usikkerhed, der er bag deres beslutninger”. 61 pct. finder det ”godt, at eksperter diskuterer deres uenigheder om Corona-epidemien offentligt”.

41 pct. forventer, ”at borgernes tillid til hinanden bliver større af sådan en epidemi”. 67 pct er helt eller delvis stolte af Danmarks håndtering af epidemien. 6 pct. er delvis uenige og 3 pct helt uenige.

Befolkningens gennemsnitlige tryghed og andelen af regulært utrygge i hverdagen ændrede sig ikke signifikant fra sommeren 2019 til 19-22 maj 2020, dvs. 10 uger efter Corona-nedlukningen af Danmark.

En række konkrete utrygheder voksede derimod: Ud over sygdomsrisikoen (jf. kapitel 13), gjaldt det særlig utrygheden for ledighed som følge af en dyb økonomisk krise. Det største hop i utrygheden ses dog hos den del af de beskæftigede, der ikke regner med at få job igen, hvis de mister det nuværende. Andelen er vokset med mere end 7 procentpoint siden 2019 fra 28 pct. til 35 pct. blandt samtlige beskæftigede.

Utryghed for vold, indbrud og anden kriminalitet faldt fra 2019 til 2020. Det samme gjaldt, om end i mindre omfang, de sociale bekymringer, der også normalt hører til de store utryghedsskabere.

Utrygheden for at” ikke at få tilstrækkelig pleje, når jeg bliver gammel” er faldet med næsten en tredjedel. Utrygheden for ”ikke at kunne forlade arbejdsmarkedet på en værdig måde” og for ”ikke at have penge nok, når jeg holder op med at arbejde” er stagneret. Utrygheden for at ”familiens økonomi trues af dårligt helbred” har været stigende over de seneste målinger og var også en af dem, der bidrog til den generelle utryghed i befolkningen i sommeren 2019. I 2020 er den målt til en lidt lavere værdi, selvom utrygheden for sygdom i familien er steget med fire procentpoint til 48 pct.

Befolkningens tillid til samfundets institutioner er steget markant siden sommeren 2019. Den højere tillid kommer politi og domstole og den offentlige administration til gode såvel som Folketinget, partierne og kommunalbestyrelserne. Også tilliden til EU er øget. Tilliden til regeringen er øget relativt mest med knap to procentpoint på en ti-punktsskala (fra 4,9 til 6,72).

Det er navnlig dem, der er nervøse for smitte, der har betragteligt mere tillid til regeringen end i 2019. Det drejer sig især om kvinderne og de ældre og personer med dårligt helbred. Blandt svarpersoner med direkte dårligt helbred er tilliden til regeringen øget med fire et halvt point på ti-punktsskalaen. 

Tilliden til politikernes evne til at lede landet voksede i løbet af 2019 efter at have ligget lavt i årene før. I 2020 gik tillidskurven stejlt i vejret og nåede i maj 2020 et niveau, der aldrig er målt før.

Befolkningens bekymringer for samfundets ve og vel ændrede sig markant fra sommeren 2019 til maj 2020.

Næsten tre ud af fire er bekymret for en dyb krise. 58 pct. frygter, at arbejdsløsheden igen vil gribe om sig. Det er dobbelt så mange som i sommeren 2019, og bekymringen deles af mange, der ikke selv har noget at frygte.

Bekymringen for, om ”der er råd til velfærd i fremtiden” deles af to ud af tre, hvilket er lidt færre end i 2019. 27 pct. er helt enige og yderligere 35 pct. er delvis enige i, at ”de offentlige udgifter til Corona-epidemien vil betyde store besparelser i velfærden”.

At mange børn og unge trives dårligt, bekymrer 52 pct. i 2020 mod 71 pct. i 2019. At flere børn vokser op i fattige familier bekymrer ikke længere et flertal på 58 pct., men kun et mindretal på 44 pct.

Global opvarmning, der i 2019 nåede næsten i top på bekymringslisten med 70 pct., bekymrer nu 56 pct. Samme vej er det gået med kriminalitets- og integrationsbekymringen. Begge har tabt mere end ti bekymringspoint siden sommeren 2019. Stressbekymringen er ligeledes aftaget, om end mere moderat.

Terrorbekymringen toppede i 2017 efter terrorbølgen året før, men er nu kun en aktuel bekymring hos hver tredje.

Bekymringen for, at ”flere regler og forbud går ud over den personlige frihed” faldt fra 49 i sommeren 2019 til 41 pct. i 2020.

Bekymringen for russisk aggressivitet over for nabolandene deles af 41 pct. i 2020 mod 51 pct. i sommeren 2019. At USA ”ikke længere er en troværdig allieret” deles uændret af lidt flere end hver anden – 55 pct. Bekymringen for, at ”Kina med tiden kommer til at dominere hele verden” er steget fra 43 pct. i sommeren 2019 til 47 pct. i maj 2020.