Børn glemmes, når mor eller far får en psykisk sygdom

Der måtte ikke være tabuer mellem mine børn og mig

Jeg bliver indlagt på psykiatrisk afdeling 1. maj 2017. Egentlig husker jeg ikke så meget fra tiden op til. Det er tåget for mig - også fordi jeg ender med at få en del ECT-behandlinger (elektrochok, red.) der hjælper mig, men også skaber huller i hukommelsen. På det tidspunkt har jeg været i ambulant behandling i et stykke tid, men især min bror presser på, da han synes, jeg har brug for mere hjælp. Det ender med, at min bror kører mig på Psykiatrisk Akutmodtagelse på Bispebjerg, der indlægger mig på Gentofte. 

Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg havde forestillet mig, jeg ville være der. Men nok ikke de fem måneder, det endte med. Til gengæld var jeg opmærksom på, hvilken indvirkning det eventuelt kunne have på mine børn, som på det tidspunkt var 8 og 10 år gamle, og jeg var derfor ret bevidst om, at der ikke måtte være tabuer mellem mine børn og mig. Vi skulle tale åbent om min sygdom, og jeg skulle tage teten og sætte ord på, hvad der skete, og alt det, der var svært. 

Jeg voksede selv op med en mor med psykisk sygdom

De måtte ikke føle skyld eller tænke, at det, der foregik med mig, på nogen måde havde noget at gøre med dem. 
For de skulle ikke sættes i den følelsesmæssige situation, som jeg selv er vokset op i: Med en udadreagerende far og en mor med psykisk sygdom, der var så ulykkelig og uligevægtig, at jeg siden barndommen har følt et ansvar for at passe på hende – og på den måde tilsidesat mig selv. Og hvor der på intet tidspunkt, fra de voksnes side, blev sat ord på, hvad der foregik. 

Galopperende katastrofetanker

Den udløsende faktor var, at min mand forlod mig i 2015. Det satte gang i en voldsom krise, som især viste sig som depression og angst. Jeg har siden tænkt, at jeg nok har haft stresssymptomer allerede som 9-10-årig og reelle depressioner i tyverne. Først som over 40-årig forstod jeg, at de mange fysiske symptomer — migræne, smerter i ryg, mave og krop — alt sammen var udtryk for depression og angst.
Og så stod jeg der igen. Med galopperende katastrofetanker: Lige om lidt kan jeg ikke passe mit arbejde. Lige om lidt mister jeg evnen til at passe på mine børn. Lige om lidt går min verden i stykker. Jeg havde en urfrygt for den her afgrund, jeg følte, jeg balancerede på. 

Man lærer at holde igen med følelserne

For det er igen sådan, jeg er vokset op:  Det ene øjeblik løber jeg i storcentret City 2 i Taastrup på vej i biografen med min mor og storebror, og det næste øjeblik ser jeg min mor sætte sig på en bænk og begynde at græde. Jeg er vokset op med, at hvis jeg en sjælden gang viste, jeg var ked af det, så blev min mor blot endnu mere ulykkelig – og min far blev vred. Jeg er vokset op uden et sprog for, hvad der skete.
Så man lærer at holde igen. At lægge låg på sine følelser; også de glade og begejstrede af dem, faktisk. Man bliver det her dygtige ’antennebarn’, der navigerer i et rum og har fokus på alle andres behov. Det her barn, der laver alle sine lektier og gyder olie på vandene, alt imens man kan ligge i et nattog på vej til Berlin og kun have én tanke i hovedet: Hvornår det kører af skinnerne. 

Kommunikationen var helt skæv

Jeg havde modstand på at blive indlagt. For mig var det verdens største kontroltab, og mange af mine tanker kredsede om mine børn: Hvordan kunne jeg lade det komme hertil? Hvad hvis jeg ikke får det bedre? Ville det ikke være bedre, om jeg slet ikke var her? For hvem vil have sådan en forælder som mig? Heldigvis var der en fantastisk sygeplejerske, som var virkelig god at tale med. Men generelt synes jeg, at børnene går under radaren. Det gjorde jeg selv, som barn af forældre med psykisk sygdom, og det gjorde mine børn til dels også, da jeg selv blev ramt.

Der er ikke en standardprocedure til at være opmærksomme på børnene

Vi er heldigvis blevet meget bedre til at tale om psykisk sygdom; det er tydeligt, at der i de her år sker en markant aftabuisering. Men min oplevelse er, at det ikke er standardprocedure at være opmærksom på børnene: Lærere, pædagoger, personale på de psykiatriske afdelinger, den privatpraktiserende læge, de spørger ikke ind – i hvert fald ikke på en måde, der virker. Et eksempel er den børnesamtale, som mine børn, min ex-mand og jeg havde på Gentofte kort tid efter, jeg var blevet indlagt. Det foregik i et lille, hvidt og helt sterilt rum, uden noget på væggene og med et menneske, ingen af os havde mødt før. 

Voksne skal gøre det mindre farligt at have en psykisk sygdom

Sygeplejersken begyndte at stille min ældste spørgsmål om, hvordan han havde det, og for hvert spørgsmål trak han sædepuden længere og længere op over ansigtet. Vi kom til at presse ham, tre voksne der kiggede afventende på ham, og til sidst stormede han ud ad døren. Der kom ikke noget ud af den samtale, andet end at han måske følte sig forkert. Her ville det have været langt bedre med et lille rum med legetøj, måske en fodbold eller endnu bedre en aktivitet med tid og mulighed for reelt at mærke, hvad børnene havde brug for. Børnesamtalen var fuld af gode intentioner, men den var helt skæv.

Til mit held var en af drengenes fodboldtrænere også indlagt på samme tidspunkt som mig. Min ældste dreng havde haft forestillingen om, at en psykiatrisk afdeling var det her sted, hvor folk råbte og skreg og bankede deres hoved ind i væggene, og da han kom på besøg, så han træneren, et helt almindeligt menneske, være indlagt. De fik sig en snak og spillede noget bold. Og det er det, der skal til. Voksne omkring børnene skal være langt bedre til at gøre det mindre farligt at have en psykisk sygdom. 

Vi er nødt til at tale om den hjælp, de her børn skal have

I dag er det 7 ½ år siden, jeg blev udskrevet, og både drengene, min ex-mand og jeg har det godt. Men det har været hårdt, og de har været påvirkede af, at jeg har været syg. Begge har dog været med i et børnegruppeforløb hos Psykiatrifonden, og det har været virkelig godt for dem at være sammen med andre børn og unge, der også har en forælder med psykisk sygdom. 
Det var en sygeplejerske, der foreslog det, men det var fortsat min ex-mand og jeg, der forfulgte det og meldte dem til. Jeg ville i det hele taget ønske, at familiesamtaler og børnegruppeforløb – og helt grundlæggende viden om, hvad der virker – som noget af det mest naturlige blev tilbudt til alle voksne omkring de her børn – og børnene selv. 

Børnene opfanger en masse

Et tilbud på en flyer i gangarealet er ofte ikke nok. Det er noget med, at voksne skal tilbydes samtaler, der påpeger det, vi ved: At børnene opfanger og mærker en masse, og at de har behov for at få hjælp til at forstå, det ikke er dem, der er noget galt med. For børn leder ofte indeni sig selv efter svaret på det, der foregår i familien, eller også gør de alt for at hjælpe eller oprette balancen i familien. Og det er noget med at facilitere, at de her børn får mulighed for at sætte ord på og forstå deres forældres sygdom. Familiebehandling sikrer også, at forældrene kan forstå, hvad de selv har med sig, og hvad man kan gøre for ikke at reproducere gamle mønstre. 

Det gik for eksempel ret sent op for mig, at min insisteren på ikke at være grådlabil ligesom min mor, og min insisteren på at være stærk og handlekraftig, for det første var det, der endte med at knække mig, men for det andet resulterede det også i, at jeg nogle gange fik svært ved at rumme mine egne børns følelser, når de var kede af det. Også efter jeg blev udskrevet. 

Når jeg vælger at fortælle min historie og sige den højt alle steder, jeg kan, så gør jeg det både for at bryde cirklen for mine egne børn og for måske at hjælpe til med at bryde den for andre. For der er ingen tvivl om, at hvis man vokser op med en forælder med psykisk sygdom, kan det give store følelsesmæssige problemer. Vi er nødt til at tale om, hvilken hjælp de børn skal have.