Søg støtte

Søg

Nyhed -

I denne biograf får du ikke lov til at sidde stille

Det nye Experimentarium åbner med en verdensnyhed, som får pulsen helt op i biografmørket: Den Interaktive Biograf, der er helt uden stole. Biografen er støttet af TrygFonden.


Det nye Experimentarium åbner den 26. januar 2017 med en verdensnyhed: Den Interaktive Biograf – verdens første interaktive bevægelsesbiograf baseret på bevægelsessensorer.

Her får du ikke lov til at synke ned i en blød stol med slik og sodavand, og lade dig passivt underholde. Tværtimod.

Sammen med resten af salen skal du hjælpe pigen Anna med at bekæmpe en mørk tåge. Tågen opstår fordi Annas familie og venner er for inaktive. Der er kun én ting, der hjælper: Bevægelse!

”Du kommer bl.a. til at springe for livet på træstammer i en brusende flod, og du bliver forpustet på den mest underholdende måde. Som i resten af det nye Experimentarium er det nemlig dig, der er aktiv og får tingene til at ske,” siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør, Experimentarium.

Den Interaktive Biograf er udviklet af Experimentarium og det canadiske science center Science North. Science North har netop haft verdenspremiere på deres udgave af Den interaktive biograf: Ready, Set, Move!

Til kamp mod inaktiviteten

Den Interaktive Biograf er designet til at være underholdende, men er udviklet på en alvorlig baggrund. Inaktivitet svækker kroppen og gør os mere syge. Hvert år dør 6.000 danskere tidligere som følge af inaktivitet.

”Det er vigtigt, at flere børn og unge bevæger sig mere i hverdagen og i det hele taget grundlægger en sund livsstil tidligt i livet. Men bevægelse er i dag i skarp konkurrence med mobiler, iPads og andre skærme. Den interaktive biograf er en ny, sjov form for aktivering af hele familien og et nyt bud på, hvordan man kan være aktiv i samspil med en skærm, som skaber refleksion over egne vaner,” siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Den Interaktive Biograf har premiere med animationsfilmen ”Pigen, der ikke ville sidde stille”. Filmen er produceret i samarbejde med danske Ghost VFX, der også har lavet visuelle effekter til Hollywood-film som Jurassic World. Manuskriptet er af den amerikanske manuskriptforfatter Philip LaZebnik, som er kendt fra animerede Disney-klassikere som Pocahontas og Mulan.

Der kan være 20 personer af gangen i Den Interaktive biograf og filmen varer 13 minutter.