Søg støtte

Søg

Nyhed -

TrygFonden optager nye besøgshunde: 60 hunde var til optagelsesprøve

Mange dygtige hunde og deres ejere blev onsdag og torsdag optaget i TrygFonden Besøgshunde ved optagelsesprøver i Aalborg og Herning.


Der er rift om TrygFondens besøgshunde, og derfor inviterede TrygFonden onsdag den 24. og torsdag den 25. februar endnu engang hunde og deres ejere til optagelsesprøve for at udvide korpset af firbenede besøgsvenner. Og beboere på plejecentre og institutioner i regionen kan godt begynde at glæde sig til endnu flere hunde at vælge imellem. 

"Der er mange institutioner i hele landet, der efterspørger besøgshundene. Derfor har vi glædet os til at holde nye optagelsesprøver og møde hunde, som kan hjælpe med at give gode oplevelser til nogle af de mennesker, der ellers ikke har mulighed for samvær med dyr i hverdagen," fortæller Galina Plesner, projektleder og adfærdsbiolog i TrygFonden

60 hunde kom i løbet af de to dage forbi henholdsvis Thomasminde Plejehjem i Aalborg og Rosenlund Centret i Herning. Her kom de igennem en dyrlægeundersøgelse og en adfærdsprøve, der blev foretaget af hhv. dyrlæge Pia Ammitzbøll og hundeadfærdsekspert og ph.d. Iben Helene Coakley Meyer. Sessionen foregik på plejecentrene, hvor hundene mødte et miljø, der minder om det, de vil støde på, når de senere skal ud på besøg.

Ejerne bliver også vurderet

Det er dog ikke kun hundene, der skal testes. Også ejerne bliver vurderet for at sikre, at både hund og ejer er modne og klar til at komme på besøg sammen.

Og langt de fleste både tobenede og firbenede klarede testene flot.

"Vi havde rigtig mange dygtige hunde og ejere igennem vores optagelsesprøver, og der var endnu flere, der bestod end normalt. Derudover var der også en rigtig fin blanding af hunde i forskellige størrelser og racer, der nu kan komme ud og sprede glæde på plejehjem og institutioner," fortæller Galina Plesner.

Der er optagelsesprøver til TrygFonden Besøgshunde i hele landet i løbet af 2016. I foråret foregår prøverne i Aalborg, Herning, Odense, Næstved og Aarhus. I efteråret afholdes de i Helsingør, Roskilde, Sønderborg og Vejle.

TrygFonden Besøgshunde har i dag flere end 500 hunde og deres ejere i korpset samt omkring 500 institutioner, der gerne vil have besøg.

Læs mere på www.besøgshunde.dk, hvor interesserede hundeejere og plejecentre kan henvende sig for at blive en del af besøgshundeordningen.

Galina K. W. Plesner

Projektchef