Søg støtte

Søg

Nyhed -

Hjerteløberordningen bliver landsdækkende

Hurtig hjælp er afgørende, og alle kan gøre en forskel, når en person falder om med hjertestop. Fra 1. maj, bliver TrygFondens Hjerteløberordning landsdækkende. Danmark var det første land i verden med et landsdækkende hjertestarternetværk, og nu viser vi også vejen for resten af verden på hjerteløberområdet.


Som hjerteløber kan man udgøre en vigtig forskel mellem liv og død, når en person falder om med hjertestop uden for hospital. For hvert sekund der går, indtil nogen påbegynder genoplivning, falder chancen for at overleve. TrygFondens Hjerteløberordning organiserer frivillige, som melder sig til at yde hjertelungeredning og bringe hjertestartere ud, når der er hjertestop i nærheden. Og 1. maj bliver ordningen landsdækkende.

Alle kan gøre en forskel, og vi håber, at endnu flere har lyst til at blive en del af Hjerteløberordningen

Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden

TrygFonden Hjerteløber blev lanceret i Region Hovedstaden den 1. september 2017. Året efter gik Region Midtjylland med i projektet, og i februar i år gik ordningen også i luften i Region Nordjylland. 1. maj bliver Region Syddanmark og Region Sjælland også en del af Hjerteløberordningen, som dermed fremover vil dække hele landet.

"Det er meget glædeligt, at Hjerteløberordningen nu bliver landsdækkende. Danskerne har allerede taget virkelig godt imod ordningen og har tydeligt vist, at de er klar til at træde til for hinanden, når der er behov for det," siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Når 1-1-2 får et opkald om hjertestop, bliver de nærmeste hjerteløbere alarmeret på deres telefon via appen TrygFonden Hjerteløber. Af de løbere, der accepterer missionen, bliver nogle sendt direkte til hjertestoppet for at påbegynde hjertelungeredning, mens andre guides til at hente nærmeste hjertestarter.

Danmark er en nation af førstehjælpere

Danmark har gennem de seneste knap 20 år indtaget en global førerposition med sin meget positive udvikling på genoplivningsområdet. Siden 2001 er det bl.a. lykkedes at firedoble både overlevelsen efter hjertestop uden for hospital og antallet af vidner og førstehjælpere, der træder til med hjertelungeredning før ambulancens ankomst.

Vi var desuden det første land i verden med et landsdækkende hjertestarternetværk, og nu viser vi også vejen i inddragelsen af frivillige hjerteløbere med henblik på, at flere skal overleve hjertestop uden for hospital.

Læs mere om den positive udvikling på genoplivningsområdet.

Har du spørgsmål?

Grethe Thomas

Projektchef