Søg støtte

Søg

Nyhed -

17 indsatser skal få flere til stemmeboksen

Når stemmerne til folketingsvalget tirsdag aften tælles op, er det ikke kun spændende, hvilke partier og politikere, der får flest stemmer. Hvem, der har stemt, er også interessant.


Et demokrati er stærkere, jo flere der deltager i det, og derfor har TrygFonden støttet 17 indsatser, der i ugerne op til folketingsvalget og på selve valgdagen, har fokus på at løfte valgdeltagelsen blandt befolkningsgrupper, der stemmer mindre end gennemsnittet.

De 17 donationsmodtagere henvender sig til både unge, brugere af herberger, nydanskere, seniorer, etniske minoritetskvinder og hjemløse – og der er mange forskellige midler til at få folk til stemmeboksen: Valgflæsk, engagerede naboer, podcasts og ”Politik og pizza” er nogle få.

Nedenfor kan du læse om alle de 17 indsatser, TrygFonden har støttet med samlet ca. 3,3 mio. kr.

Indsatser, der skal få flere til at bruge deres stemme

Politik og pizza

Det Boligsociale Team arbejder med forebyggende boligsociale indsatser i boligområderne Isbjerg Parken og Lerpøtparken i Varde, der er kendetegnet lav grad af uddannelse, høj grad af sociale ydelser og sociale udfordringer. Det Boligsociale Team har modtaget støtte til at lave fem arrangementer op til valget samt valgcafé på valgdagen. Beboerne inviteres bl.a. til ”Politik og pizza”, med besøg af politikere, og der laves et særligt arrangement henvendt til unge i 7. klasse.

Teamet tilbyder desuden hjælp til brevafstemning, og der uddeles desuden flyers og opsættes plakater med opfordring til at stemme.

Doneret beløb: 13.480 kr.

Unge laver valgvideoer og debatterer

Folkehøjskolernes Forening i Danmark (Højskolerne) vil engagere unge vælgere i valget og bidrage til at de i højere grad bliver set og hørt og selv får lyst til at deltage i debatter, samtaler og aktiviteter. Det skal bl.a. gøres ved at producere 20 valgvideoer til de sociale medier, hvor unge fra højskolerne taler om de emner, der optager dem, ligesom en kampagne skal minde politikerne om at huske de unge stemmer i valgkampen.

Derudover vil Højskolerne afholde 20 valgmøder 20 forskellige steder i landet, der inkluderer Her vil den enkelte højskole, der afholder valgmødet arbejde for at få underrepræsenterede grupper med til møderne.

Doneret beløb: 500.000 kr.

Flere 2. gangs-vælgere i Nordjylland

Valgdeltagelsen i Nordjylland ligger under landsgennemsnittet, og det vil TV2 Nord forsøge at ændre på ved at få flere 2. gangvælgere – de 22-29-årige – til at stemme. TV2 Nord vil lave en medieanalyse og producere relevant indhold om folketingsvalget til de platforme, hvor aldersgruppen er mest til stede.

TV2 Nord vil desuden finde ud af, hvilke politiske temaer, der betyder noget for aldersgruppen – og få politikerne til at give svar på de spørgsmål, som målgruppen synes er vigtigst.

Doneret beløb: 300.000 kr.

Er der en voksen til stede?

Det Nordjyske Mediehus vil få flere unge til at stemme gennem kampagnen ”Er der en voksen til stede?”. Den består bl.a. af to videoexplainers, radioindhold og et fysisk event. Explainervideorne fortæller bl.a. hvordan Folketingets mandater fordeles, hvorfor det er vigtigt at stemme, og hvordan man stemmer.

På selve valgdagen inviterer Det Nordjyske Mediehus alle nordjyske unge til valgfest fra kl. 20, når valgstederne lukker. Indgangsbilletten er en selfie af sig selv foran sit valgsted.

Doneret beløb: 138.000 kr.

Alle stemmer tæller – også din

Kirkens Korshær har modtaget støtte til at hjælpe brugere af bl.a. varmestuer, et herberg og et botilbud over hele landet til at deltage i valget.
De brugere, der ønsker det, kan modtage hjælp til at brevstemme i ugerne op til valget, eller tage fælles til deres valgsted på selve valgdagen.

Desuden arrangerer Kirkens Korshær valgfest med valgflæsk og tv-kiggeri på valgaftenen for at skabe opmærksomhed omkring valget.

Doneret beløb: 296.764 kr.

Plakater, flyers og opgangsambassadører

Stemmeprocenten i de almene boligområder er lavere end blandt resten af befolkningen – og det skal der gøres noget ved. BL Danmarks Almene Boliger vil lave en mobiliseringskampagne i boligområder, der skal få flere til at stemme. Det skal ske ved at opsætte plakater og uddeles flyers med information om valget og ved at engagere opgangsambassadører, der kan hjælpe naboer til valgstedet.

I Tingbjerg, Gellerup og et tredje sted arrangeres der desuden et mobiliseringsevent, der også optages og deles på digitale medier.

Doneret beløb: 100.300 kr.

Arrangementer og valgfest for unge minoriteter

Demokrati Garage har fået støtte til at holde flere fysiske aktiviteter om ugen i valgkampsperioden – og en valgfest på valgdagen. Demokrati Garage vil have fokus på politiske minoritetsgrupper som enten er underrepræsenterede i politik, eller som stemmer mindre end majoriteten, med særligt fokus på unge i alderen 19-29 år og minoritetsetniske borgere.

Doneret beløb: 59.000 kr.

Tag en ældre under armen og stem

Flere af de ældste danskere skal gøre deres indflydelse gældende ved folketingsvalget. Det vil Faglige Seniorer arbejde for ved at sende relevant indhold til deres 172.000 nyhedsbrevsmodtagere og ved at arrangere valgmøder om ældrepolitiske temaer i nogle af deres 600 lokale klubber.

De vil desuden i oplæg, fysiske foldere og på video fortælle, hvordan man kan tage en pårørende eller ældre kammerat under armen og sikre, at vedkommende deltager i valghandlingen.

Doneret beløb: 275.000 kr.

Vild med Valg

Fonden for Socialt Ansvar vil øge valgdeltagelsen for udsatte borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Det skal ske med informationsfoldere og -film på sociale medier, med en dør-til-dør-kampagne i et område med lav valgdeltagelse,og med vælgermøder med fokus på dialog mellem politikere og deltagere samt god mulighed for både at spørge ind til politiske spørgsmål og demokratiet generelt i Danmark.

Når krydset skal sættes, arrangeres der fælles tur til valgstedet, hvor også børn inviteres med, så de kan opbygge en tradition omkring at stemme.

Doneret beløb: 197.000 kr.

Nydanskere til stemmeboksen

Flere nydanskere skal motiveres til at stemme. Kirkernes Integrations Tjeneste har modtaget støtte til at producere video, flyers og hjemmeside, der skal vise stemmeberettigede nydanskere, at deres holdning er vigtig i det danske demokrati, og at de også kan blive en del af det demokratiske fællesskab.

Doneret beløb: 116.300 kr.

Øget valgdeltagelse blandt udsatte

Socialt udsatte mennesker deltager ofte ikke i det lokale foreningsliv og har lavere valgdeltagelse til valg til Folketinget. Landsforeningen af Væresteder vil få flere sociale udsatte til at stemme ved at uddanne valgambassadører blandt værestedsbrugere i alle landets regioner. Det er valgambassadørernes opgave – i samarbejde med personalet på værestedet – at lave aktiviteter som fx hjælp til at brevstemme, gøre valgmateriale tilgængeligt, fælles tur til stemmelokalet og valgfest på værestedet på valgdagen.

Landsforeningen vil i ”Det Digitale Værested” derudover lave aktiviteter som fotokonkurrence, billeder af ruten til valgsteder og selfies fra valglokalet.

Doneret beløb: 363.200 kr.

45 unge valgambassadører

Unge valgambassadører skal få andre unge med anden etnisk baggrund end dansk til stemmeboksen. Mellemfolkeligt Samvirke vil oplære 45 unge, der med debatarrangementer og læringsforløb om demokrati og valg vil nå ud til 600 andre unge i deres boligområder. De vil også nå yderligere 11.000 unge med digitale kampagner og livestreaming af et valg-event.

Doneret beløb: 563.890 kr.

Er fodbold en genvej til at stemme?

Foreningen OMBOLD har i snart 20 år engageret og aktiveret socialt udsatte og mennesker ramt af hjemløshed gennem gadefodbold. I forbindelse med det folketingsvalget arrangerer OMBOLD valg-fodboldstævner i København, Odense og Aarhus. 

Fodboldstævnerne samler en lang række udsatte til en dag fyldt med fodbold, socialt samvær og politiske debatter og politiker-møder. Det vil også være muligt at brevstemme til fodboldstævnerne – enten på sidelinjen med hjælp fra repræsentanter fra de tre kommuner eller ved, at deltagerne hjælpes hen til kommunens brevstemme-sted.  

Doneret beløb: 224.000 kr.

Lyt til folketingsvalget

TV2 ØSTJYLLAND har sammen med fire kvinder fra Gellerupparken lavet deres eget lokale medie, der bl.a. udgiver den ugentlige podcast: ”Drop In”. Podcasten er særlig populær blandt de etniske minoritetskvinder og har mellem 4-800 lytninger pr afsnit. 

Gruppen bag podcasten har fået midler til at lave flere afsnit omkring folketingsvalget efter skabelonen: ”Sara og Monopolet”. Afsnittene vil særligt henvende sig til minoritetskvinder og tage fat i emner og dilemmaer, som særligt fylder hos dem. Nogle af de spørgsmål, man bl.a. vil tage fat på er: ”Skal jeg stemme det samme som min mand?”, ”Jeg føler ikke, der er nogle, der repræsenterer mig, hvad gør jeg?” og ”Jeg ved ikke noget om valget, skal jeg bare stemme på ham eller hende med den flotteste valgplakat?”

Doneret beløb 48.400 kr. 

Valg på herberger og væresteder

Hvordan stemmer man? Hvor går man hen? Hvad betyder det overhovedet at stemme?

Foreningen ”We Shelter” vil skabe et fællesskab omkring det at stemme for brugerne på herberger og væresteder i Danmark og igennem et enkelt informationsmateriale gøre opmærksom på, hvad det vil sige at stemme. 

Man vil afvikle såkaldt lyttemøder, hvor socialt udsatte får lejlighed til at fortælle deres historier og udfordringer til opstillede politiske kandidater. Man vil ligeledes invitere politikerne på besøg i herberger og væresteder, så man kan møde hinanden og forhåbentlig derigennem højne interessen for at stemme blandt målgruppen. 

Doneret beløb: 46.314 kr.

Valgfest og videoer med ambassadører fra udsatte områder

Organisationen Bo Trivsel vil sammen med ambassadører fra områderne Sundparken og Sønderbro i Horsens skabe øget opmærksomhed omkring Folketingsvalget. Den største aktivitet bliver valgfester i løbet af hele valgdagen, hvor man samler beboerne fra de to områder til en fest med en klar opfordring til at stemme. Valgfesterne bliver afholdt tæt på valgstederne – så det er let at stemme.

Udover de fysiske fester bliver der i ugerne op til valgdagen lavet en kampagne – både i opgangene og på Facebook – omkring valget.

Doneret beløb: 9.937 kr.

Hjemløse og socialt udsatte skal til valgurnerne

Kofoeds Skole vil arbejde for at hjemløse og socialt udsatte stemmer til det kommende Folketingsvalg. Ved at øge den journalistiske dækning af valget i magasinet ”Hus Forbi” skal læserne have forståelsen, at valget også er deres valg.

Derudover skal der også arrangeres valgdebatter i de miljøer, hvor de udsatte og hjemløse allerede kommer – og på selve valgdagen vil man lave en samlet indsats for at få flest muligt til at møde op og stemme.

Doneret beløb: 29.500 kr.

Har du spørgsmål?