Søg støtte

Søg

Nyhed -

Debatter om kunstig intelligens: Hvad gør vi, når vi ikke længere er klogest?

Kunstig intelligens kommer til at påvirke hele samfundet – og vi bør alle have mulighed for at være en del af debatten. TrygFonden er gået sammen med Kommunikationsmuseet ENIGMA i København om en debatrække med førende eksperter indenfor kunstig intelligens. Det er gratis at deltage.


I marts og april præsenterede TrygFonden og Kommunikationsmuseet ENIGMA tre populære debatter om kunstig intelligens. Nu udvides debatrækken med yderligere arrangementer flere steder i landet.

De første tre debatter har givet fulde huse og spændende diskussioner mellem eksperter og et engageret, spørgelystent publikum. Derfor udvider vi nu arrangementsrækken med tre debatter på Kommunikationsmuseet ENIGMA i København allerede i maj og juni – og tre debatter i hhv. Randers, Middelfart og Sønderborg i september.

Tilmeld dig en debat

Torsdag d. 23. maj kl. 17-18:30: Svindel med kunstig intelligens: Sådan undgår du at gå i fælden
Forestil dig, at dit barnebarn ringer og beder dig overføre penge i en nødsituation. Ville du sige nej? Svindlere bruger kunstig intelligens til at efterligne stemmer og manipulere billeder og video. Hvad betyder kunstig intelligens for vores sikkerhed online? Og vores tillid til at vi kan stole på det, som vi ser og hører? Journalister fra faktatjek-mediet TjekDet fortæller, hvordan kunstig intelligens forandrer deres arbejde med at faktatjekke og afsløre falske påstande online - og de giver råd til, hvordan du selv kan blive bedre til at genkende kunstig intelligens, så du ikke går i fælden. Book en plads her.

Torsdag d. 30. maj kl. 17-18:30: Tager kunstig intelligens vores kreativitet fra os?
Du behøver aldrig mere øve dig på at spille, tegne, skrive eller tage fotos. Snart kan kunstig intelligens efterligne menneskelig kreativitet. Men betyder det noget, hvis kunstig intelligens i fremtiden har skrevet vores yndlingsballade eller en ny populær kriminalroman? Cecilie Waagner Falkenstrøm, prisvindende kunstner, og Mads Korsgaard, psykolog og forfatter, diskuterer, om det tager noget fra menneskets selvforståelse ikke at udtrykke sig og mestre kunsten i klassisk forstand? Book en plads her.

Torsdag d. 6. juni kl. 17-18:30: Bliver Europaparlamentsvalget påvirket af kunstig intelligens?
Kunstig intelligens bruges i avancerede forsøg på at sprede desinformation og skabe påvirkningskampagner. Med Europaparlamentsvalget om hjørnet diskuterer vi, om Danmark og Europa er klar til at modstå truslen mod vores demokrati. Journalist og forfatter Pernille Tranberg holder foredrag om datademokrati, dataetik, dataforståelse og etisk ansvarlig brug af persondata. Sammen med seniorforsker hos DIIS, Flemming Splidsboel Hansen, undersøger vi, om kunstig intelligens udgør en trussel mod demokratiet. Book en plads her.

Alle tre debatter modereres af Nanna Schmidt Nordestgaard.

Til efteråret kommer debatten “Kunstig intelligens: Hvad skal vi med mennesker?” til Randers Bibliotek onsdag d. 11. september, til Middelfart Bibliotek d. 12. september og til Sønderborg Bibliotek d. 19. september. Alle steder med gratis entre. Det er endnu ikke muligt at booke plads til disse arrangementer, men hold øje med mere information i vores nyhedsbrev efter sommerferien.

Det er vigtigt, at vi får inddraget endnu flere borgere i debatten om, hvordan kunstig intelligens kan bidrage til vores samfund på en god og tryghedsskabende måde

Rie Odsbjerg Werner, adm. direktør i TrygFonden

Til debatten vil eksperterne diskutere, hvordan kunstig intelligens måske udfordrer mennesker på viden, effektivitet og kreativitet. Hvor stiller det mennesket, hvis vi ikke længere er de klogeste på planeten? Og hvad kan kunstig intelligens aldrig erstatte? Til debatten vil der være god tid til at stille spørgsmål fra publikum.  

”Det er vigtigt, at vi får inddraget endnu flere borgere i debatten om, hvordan kunstig intelligens kan bidrage til vores samfund på en god og tryghedsskabende måde. I den forbindelse glæder jeg mig også over, at vi nu får debatterne ud i landet, så endnu flere borgere får mulighed for at deltage,” siger Rie Odsbjerg Werner, adm. direktør i TrygFonden.

Har du spørgsmål?

Peter Madsen

Projektchef