Søg støtte

Søg

Foto: Rigshospitalet
Foto: Rigshospitalet

Nyhed -

Nyt familiehus i Glostrup skal give ramte familier en tryg base

Et nyt TrygFonden Familiehus er åbnet ved Rigshospitalet i Glostrup. Med huset får pårørende til patienter med hjerne- og rygmarvsskader helt nye muligheder for at opholde sig tæt på under indlæggelsen.


Når et menneske rammes af en hjerne- eller rygmarvsskade, påvirker det hele familien. I mange tilfælde bliver livet aldrig helt det samme. Første skridt mod en ny hverdag for både patient og patientens familie er genoptræningen, som foregår under indlæggelse og ofte strækker sig over flere måneder.

Med TrygFondens Familiehus Glostrup får familier tilknyttet Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader på Rigshospitalet, Glostrup nu helt nye muligheder for at være sammen under indlæggelsen, fortæller Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

”Det betyder for eksempel, at et barn indlagt på Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader kan have sine forældre og søskende så tæt på, at de stadig kan have en hverdag som familie, selvom de bor langt væk fra hospitalet. Med Familiehuset kan vi tilbyde familierne et ophold i hjemlige rammer ved siden af hospitalslivet,” siger han.

TrygFondens Familiehus skal hjælpe hele familien igennem en meget svær tid og give dem en tryg base

Rie Odsbjerg Werner, adm. direktør i TryghedsGruppen og TrygFonden

Familiehuset er særligt tiltænkt børnefamilier med et barn eller en forælder indlagt på afdelingen. At det kan gøre en stor forskel for den enkelte familie, er TryghedsGruppen og TrygFondens administrerende direktør, Rie Odsbjerg Werner, ikke i tvivl om:

”Familiehuset vil modtage familier, der er meget langt hjemmefra. Det øger den svære og komplekse situation, de er i med ofte månedlange rehabiliteringsforløb. TrygFondens Familiehus skal hjælpe hele familien igennem en meget svær tid og give dem en tryg base, så de pårørende kan finde kræfter til at være der for den ramte – men også for hinanden og dele erfaringer med andre familier, som kun de kan,” fortæller hun.

TrygFonden har doneret 30 mio. kr. til opførelsen af familiehuset i Glostrup. Det er det tredje familiehus, TrygFonden står bag – der findes allerede familiehuse ved Aarhus Universitetshospital, Skejby og Hammel Neurocenter – og et fjerde familiehus er på vej ved det nye Aalborg Universitetshospital.

Familiehusene kan gøre en stor forskel for hele familien – heriblandt søskende, der kan blive voldsomt påvirket, hvis deres bror eller søster bliver indlagt. Line og Mia boede i TrygFondens Familiehus i Skejby under Mias kræftforløb.

Line og Mia

Mia fik konstateret kræft, og det var svært for hendes storesøster, Line, at håndtere. Line er én af flere hundrede raske søskende, der hvert år bor i TrygFondens Familiehus.

Genoptræningen virker bedre, hvis den deles med familien

Gennem Familiehusets vinduer kan man kigge over på Bodil Eskesen Centret, hvor Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskade har til huse. Bodil Eskesen Centret blev indviet i juni 2023 og er det første sted i landet, hvor behandling af hjerne- og rygmarvsskader er samlet i én afdeling. Med Familiehuset øges det samlede tilbud indenfor hjerne- og rygmarvsskader på matriklen.

Jannick Brennum, centerdirektør for Neurocentret på Rigshospitalet, glæder sig over huset og de muligheder, det åbner op for:

”Forskning viser, at genoptræningen har bedre effekt, hvis man kan dele den med sine pårørende. Med Familiehuset bliver der mulighed for at gøre netop det. Det er helt nyt at samle genoptræningen efter hjerne- og rygmarvsskade og et familiehus som dette på ét sted. Det er godt for vores patienter og godt for familierne,” fortæller han.

Fakta om TrygFondens Familiehus Glostrup

  • Familiehuset er bygget til familier med et familiemedlem indlagt på Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader. Det er særligt tiltænkt børnefamilier med et barn eller en forælder indlagt på afdelingen.
  • Det er doneret af TrygFonden og drives af Rigshospitalet, Glostrup.
  • Huset er på ca. 1000 m2, der er fordelt på 11 lejligheder på ca. 30 m2 hver, samt en række fællesområder. Alle lejligheder har soveværelse, eget badeværelse og privat terrasse.
  • Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader modtager patienter fra hele Østdanmark, herunder også Grønland og Færøerne.

Har du spørgsmål?

Galina K. W. Plesner

Projektchef