Søg støtte

Søg

Nyhed -

Titusindvis af danskere er frivillige på Facebook

Digitale ildsjæle i titusindvis er afgørende for, at vi i Danmark kan mødes, debattere og hjælpe hinanden på Facebook. Ifølge danskerne selv er helt op til hver tiende voksen administrator eller ordstyrer i en Facebook-gruppe, viser en ny kortlægning af digitale frivillige i Danmark. Sammen udgør de grundlaget for vores digitale fællesskaber.


”Alle os der elsker svampejagt”. ”Det sker i Horsens”. ”Ammenetværk for børn 0-2 år”.

Næsten uanset hvad din interesse er, eller hvad du har brug for gode råd om, kan du finde en gruppe dedikeret til emnet på Facebook. Og danskerne mødes i stor stil i de mange fællesskaber på det sociale medie. Det viser en ny undersøgelse fra TrygFonden og Analyse & Tal, der har dokumenteret mindst 9.000 danske Facebook-grupper med mere end 50 mio. medlemskaber.

Ligesom der ofte er brug for en ordstyrer, når debatten flyder i det lokale fælleshus, er der også brug for dirigenter i grupperne på Facebook.

Det er en enorm indsats, der bliver lagt i at drive gode fællesskaber i de digitale medborgerhuse

Mikkeline Thomsen, forfatter af rapporten og partner i Analyse & Tal

Den nye undersøgelse zoomer ind på de tusindvis af administratorer og ordstyrere i grupperne, hvis frivillige arbejde er grundlaget for det digitale civilsamfund, fortæller Mikkeline Thomsen, der er en af rapportens forfattere og partner i Analyse & Tal.

”De 9.000 Facebookgrupper, vi har kortlagt, administreres af 20.000 digitale frivillige. Men vi ved, at der er mange flere både grupper og frivillige, end dem vi har kortlagt. I vores repræsentative undersøgelse svarer 11 pct. af voksne i Danmark, at de er administrator eller ordstyrer i en Facebookgruppe. Så der er potentielt flere hundredetusinde mennesker, der på frivillig basis opretter og driver Facebookgrupper inden for lige præcis det, de er optaget af,” forklarer Mikkeline Thomsen.

Arbejdet som ordstyrer og administrator er tidskrævende. En digital frivillig arbejder i gennemsnit mere end en traditionel frivillig, og fire ud af fem er aktive i deres digitale medborgerhuse på daglig basis. Mere end hver tiende tjekker ind mindst en gang i timen – og der er tale om et langvarigt engagement:  76 pct. af administratorer og ordstyrere har været digitale frivillige i tre år eller længere.

”Det er en enorm indsats, der bliver lagt i at drive gode fællesskaber i de digitale medborgerhuse, og når vi spørger de frivillige, siger tre ud af fire, at de primært gør det, fordi de gerne vil hjælpe nogen, som har brug for det, og gøre en indsats for lokalsamfundet,” fortæller Mikkeline Thomsen.

En ny slags frivillig

Rapporten viser, at folk i alle aldre og med alle uddannelsesbaggrunde er digitale frivillige, men resultaterne tyder samtidig på, at det digitale format har potentiale til at engagere nye grupper af frivillige, især flere på offentlig forsørgelse, flere uden uddannelse og flere med fysiske og mentale udfordringer, der gør det svært at være frivillig i traditionel forstand.

Her er tale om en stor blomstrende uformel frivillighed

Natasha Al-Hariri, projektchef i TrygFonden
”Vi har i Danmark en stærk tradition for frivillighed, og vores nye undersøgelse viser, at frivilligheden i allerhøjeste grad lever. Men undersøgelsen viser også, at frivilligheden er under forandring. De fleste digitale fællesskaber på Facebook er ikke organiseret som klassiske foreninger og ønsker heller ikke nødvendigvis at blive det. Her er tale om en stor blomstrende uformel frivillighed,” siger Natasha Al-Hariri, der er projektchef i TrygFonden.

Har du spørgsmål?

Natasha Al-Hariri

Projektchef