Søg støtte

Søg

Fællesskabsmålingen

Mennesker, som lever på kanten af eller uden for fællesskaber, drømmer om en meningsfuld hverdag – og for mange er det ensbetydende med et job. Men langt de fleste oplever, at der ikke er plads til dem på arbejdsmarkedet.

I Danmark findes der mange fantastiske fællesskaber, som de fleste heldigvis er en del af. Men det er desværre ikke alle forundt. Oplevelsen af at stå uden for samfundets fællesskaber er i vid udstrækning ledsaget af svære levekår med sociale udfordringer og fysiske såvel som psykiske helbredsproblemer.

TrygFonden står i samarbejde med Mary Fonden bag Fællesskabsmålingen, som er en undersøgelse af livsvilkår og social eksklusion i Danmark. Den giver et indblik i danskernes egen vurdering af, hvordan de har det, og i hvilken grad de oplever at være en del af samfundets fællesskaber.

Fællesskabsmålingen 2017 fandt, at 78 pct. af den danske befolkning har en høj livskvalitet, få fysiske og psykiske skavanker og en oplevelse af at indgå i de aktiviteter og relationer, som de ønsker.

Hvor de 78 pct. udgør et flertal, som trives, eksisterer der en risikogruppe på 18 pct. af befolkningen, som har en lavere livskvalitet og deltagelse i centrale fællesskaber som arbejdsmarkedet og fritidsforeningslivet. De resterende 4 pct. af befolkningen, udsattegruppen, døjer med komplekse fysiske og psykiske udfordringer og en oplevelse af i vid udstrækning at stå udenfor samfundets fællesskaber og aktiviteter.

Vi gennemførte i 2019 et kvalitativt studie (Bag om Fællesskabsmålingen) af risiko- og udsattegruppen fra Fællesskabsmålingen. Formålet var dybdegående at undersøge ønsker til deltagelse i disse grupper samt afdække barrierer for gruppernes adgang til deltagelse i fællesskaber.

I forlængelse af offentliggørelsen af rapporten afholdt vi en række mindre, lokale borgermøder med kommuner, civilsamfundsorganisationer og interesserede borgere. Formålet var at udbrede viden fra Bag om Fællesskabsmålingen samt at få input til vores arbejde på området.

Fællesskabsmålingen fra 2017 vil blive gentaget i 2020 og er planlagt til offentliggørelse i 2021.

Viden der skaber tryghed

Vores indsatser er baseret på viden. Her kan du dykke ned i de relevante publikationer.
  • Fællesskabsmålingen

    En ud af fem danskere oplever, at de står uden for fællesskaber. De vil gerne, men omstændigheder som dårligt helbred, arbejdsløshed og økonomiske problemer betyder, at de har brug for støtte til at blive en del af dem. Læs mere
  • Bag om Fællesskabsmålingen

    Mennesker, som lever på kanten af eller uden for fællesskaber, drømmer om et job. Men de fleste oplever, at der ikke er plads til dem på arbejdsmarkedet. Rapporten tegner et billede af 78 menneskers hverdag.  Læs mere

Har du spørgsmål?

Christoffer Elbrønd

Projektchef