Et øje for det gode liv

Kapitel 1 - Ulykken

”Jeres søn er kommet alvorlig til skade. Det er tvivlsomt, om han overlever. 
Hvis han gør, vil han sandsynligvis vågne op af sin koma som døv, stum, blind, retarderet – eller en kombination af det hele…”
Lægernes ord til mine forældre har jeg fået genfortalt. For det var mig, der lå dér i sengen på Rigshospitalets intensivafdeling. 20 år gammel og på et splitsekund havde fået vendt op og ned på alting, og nu kæmpede for mit liv. 

Kort forinden var jeg kørt galt med min lille Morris Mascot.  I et vejarbejde på motorvejen nord for København opdagede jeg for sent, at de havde ændret vejens forløb. Det første bræt, der bragede ind gennem forruden, ramte mig midt i ansigtet og knuste det. Det andet bræt ramte mig i issen. Da skaderne var gjort op, var den frontale del af mit kranie skubbet otte centimeter ind. Jeg havde mistet begge øjne, min smags- og lugtesans var ødelagt for altid, og hele mit ansigt skulle igennem en større rekonstruktion.  Men jeg overlevede!
…
”Niv mig i tæerne, så jeg kan mærke det? Niv til!” 
Sygeplejersken kiggede undersøgende på mig et par sekunder, inden hun resolut stak hånden ind under dynen og nev mig i storetåen, så hårdt hun kunne. Følelsen af kortvarig smerte blev min første sejr! For ikke bare kunne jeg mærke det. Jeg kunne også reflektere over smerten. Jeg havde med andre ord både min krop og min forstand intakt! 

Kapitel 2: Kan glasøjne sprudle af glæde?

Før ulykken gik jeg til svømning, udspring, badminton, fodbold og stod på ski og vandski.  Og jeg elskede det hele. Både konkurrenceelementet og samværet med de andre. Men da ulykken ramte, lagde jeg det hele på hylden. For blinde kan ikke dyrke sport. Troede jeg! 

Nu sidder jeg her, mange år efter, i en kajak ved Ebeltoft Vig sammen med de andre fra Blindmotion. Med vind i håret, kroppen i en våddragt og trætte muskler efter mange timer på vandet. Og jeg gør det endda sammen med andre blinde. Vi tager på træningsture. Ror sammen. Blinde og seende. Laver makkerredninger. Øver grønlændervendinger. Ligesom alle andre, der har to øjne i hovedet. Det kræver bare lidt mere af os. Lidt mere forberedelse. Lidt mere tid. Lidt flere forholdsregler og i højeste grad hjælp fra en seende. Men afsted skal vi! 

Ligesom jeg om en uge tager til en racerbane for at køre race sammen med 10 andre blinde. Bare rolig. Vi kører ikke selv. Vi har lejet to racerbiler en hel dag med to af Danmarks hurtigste racerkører som chauffører. Og så skal den ellers have fuld gas. Jeg ser med fingrene, når jeg løber bilen over fra kølerhjelm til hækspoiler. Fornemmer chaufførens koncentration, når vi stiger ind i bilen og spænder os fast.  Jeg kan mærke centrifugalkraften, når racerbilen brølende bliver slynget rundt i et sving. Mærke de hårde opbremsninger og accelerationer. Høre udskridningerne fra de brede dæk. Mærke vinden mod min kind. Suget i maven. Og det måske allervigtigste: Dele begejstringen med andre, der har det ligesom jeg. Dén glæde er universel. Den kræver ikke øjne i hovedet for at opleve… 

Blindmotion – som TrygFonden har støttet – er netop dét! En brændende ambition om at flest mulige blinde og svagtseende i Danmark skal have muligheden for at komme ud blandt andre og dyrke sport, motion og udfordre sig selv. For at finde fornyet livsglæde og blive en del af aktive fællesskaber. Vi ønsker at bringe blinde og seende sammen. Vi ønsker at gøre op med de mange fordomme, der er omkring blinde – og hvad vi kan og ikke kan. Det er der brug for. 

Kapitel 3: En pølse på langs… 

Jeg har altid haft et positivt sind. Derfor besluttede jeg også hurtigt efter ulykken at fokusere på sejrene i mit liv og bruge dem til at komme videre:  Mine første skridt som blind. Den første gang jeg børstede tænder uden at spilde ned ad mig selv. Den første gang jeg tog tøj på uden hjælp. De første skridt ud af hospitalet og tilbage til livet. Min tilbagevenden til mit job i shippingbranchen. 

I flere uger, før jeg blev udskrevet, havde jeg længtes efter en hotdog i stedet for sondemad. Så på vej hjem stoppede vi hos pølsemanden. Han måtte flække den tyndeste pølse, han havde, på langs, for at jeg kunne få den ind igennem den lille sprække, som udgjorde min mund, der var sat sammen af ståltråd og nitter. Det var en skuffelse! Men smagen af pølse gav mig lyst til mere. Min ulykke skulle ikke bremse mig fra den fulde hotdog-oplevelse. Eller nogen andre oplevelser for den sags skyld. 

Kapitel 4: Udsigten fra Kilimanjaro

”Vi gjorde det, Sven… Hvordan forestiller du dig, her ser ud?”  Min guides spørgsmål ramte mig efter et par minutter på toppen af Afrikas højeste bjerg: Kilimanjaro, som vi netop havde nået.  ”Hvordan her ser ud?”  Jeg begyndte detaljeret at beskrive de sidste meter til toppen. Den stenede sti, vi havde gået på. Krateret foran os. Udsigten mod vest. Som jeg havde læst så meget om, som en del af min forberedelse. Begejstringen løb af med mig. Og ordene blev flere og flere.  Indtil min guide stoppede mig og sagde: ”Sven, du er altså en heldig mand! Du har en meget bedre udsigt, og mange flere billeder på nethinden, end alle os, der har øjne i hovedet. For vi står her på toppen i en tyk tåge, og vi kan ikke se en hånd for os…” 

De mange oplevelser og glæder, som sporten og rejserne ud i verden har givet mig, har jeg på et personligt plan brugt til at udfordre mig selv, holde mig i form og skabe livsglæde. Men turene gav mig også en stigende bevidsthed om, at det burde mange andre blinde og svagtseende også opleve. Samtidig var jeg i en situation, hvor jeg økonomisk havde mulighed for at gøre netop dét. Et langt og godt liv i shippingbranchen havde givet mig økonomiske midler til at kunne glæde andre. Ét sponsorat blev til to. Der blev til tre. Der blev til endnu flere.  Jeg begyndte også at sponsorere motionshold for blinde og finansiere idrætsrejselegater ud i verden for blinde.

Al den glæde og taknemmelighed, der strømmede mig i møde, når deltagerne kom hjem og fortalte, hvor fantastisk det havde været, og hvor meget det havde ændret deres syn på, hvad der er muligt, gjorde, at jeg fik mod på at gøre endnu mere. 

Derfor stiftede fem seende og jeg foreningen Blindmotion. En non-profit forening, der alene hviler på frivillige seende og synshandicappede kræfter og har til hensigt at få flest mulige blinde og svagtseende i gang med fysisk aktivitet – sammen med andre.  Og det går godt. Fx er mere end 200 blinde og svagtseende i Danmark aktive i havkajaksporten. Adskillige tilbud og aktiviteter er etableret over hele landet, og vi støtter mange initiativer for at få flest mulige med. 

Kapitel 5: Ned med fordommene

Og så vil vi nedbryde fordomme og anvise vej. For virkeligheden er, at alt for mange blinde og seende fortsat har begrænsende forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre. Hvad vi, som blinde, kan være med til, og hvad vi ikke kan. Og det er egentlig ikke så underligt. For mange blinde er aldrig blevet støttet eller opmuntret tilstrækkelig til at tænke anderledes. Alt for mange sportsklubber og foreninger rundt om i Danmark tror ikke, at blinde kan være med i deres tilbud. De tror, at blinde mennesker er skrøbelige mennesker. At de som foreninger påtager sig et for stort ansvar, hvis de tager blinde ind. At det er farligt at have synshandicappede med. Nogle gange er samfundets fordomme en større udfordring end vores eget synshandicap. 
 
Når det er sagt, vil jeg ikke lyde utaknemmelig. For jeg er det stik modsatte. Der er nemlig sket utrolig meget de senere år. Der bliver stadig flere motionstilbud til blinde og svagsynede. Vi indleder samarbejder med sportsklubber og foreninger mange steder. Og stadig flere blinde og svagtseende begynder at tro på, at det kan lade sig gøre også for dem. Ikke mindst takket være de stadig flere gode eksempler fra andre blinde. Sådan skal det gerne blive ved med. 

For nok er blindhed et handicap, men vi kan alle – uanset om vi har et syn eller ej – langt mere, end vi tror.