Lær for Livet: Ordblindhed, pandekager og plat humor – et stærkt makkerpar

”Husk at tømme din taske, før du går ind. Og husk din cola.”

Tove Lindberg lader Nathalie Nielsen gå først ind i køkkenet, hvor hun dumper ned ved køkkenbordet, hiver matematikhæftet frem og slår op. Tove Lindberg sætter sig ved siden af hende og går straks i gang. 

”Lad mig se, hvor er vi?” Tove Lindberg orienterer sig. Hendes pegefinger banker to gange på hæftet. 

 ”Fra kilo til gram. Godt. ”Hvis 500 gram er 0,5 kilo, hvad er 9 kilo så i gram?”

Nathalie Rasmussen kigger op på Tove Lindberg. Der kommer et lille smil.

”Du står lidt af, kan jeg se,” lyder det fra Tove Lindberg. 

Nathalie tager sin blyant og skriver ”9000” på den stiplede linje. 

”Yes! Du er den sejeste,” udbryder Tove Lindberg. 

En plat humor til fælles

Det er mandag, klokken er 14.00, og det betyder, at Tove Lindberg og Nathalie Nielsen de næste par timer vil dykke ned i Nathalies lektier; Tove Lindberg som mentor, der hjælper og giver gode råd, Nathalie Nielsen som den, der har brug for hjælp – og begge som en del af projekt Lær for Livet, der overordnet set arbejder for at styrke læring, livsduelighed og fællesskaber blandt børn og unge, der af den ene eller den anden grund har brug for en ekstra hjælpende hånd.

For Nathalie Nielsen handler det primært om, at hun er ordblind, og det var faktisk Nathalies mor, Betina Ganstar, der meldte Nathalie til programmet for et lille års tid siden via Lolland Kommune, der har et samarbejde med Lær for Livet. Både Tove og Nathalie - der på det tidspunkt lige var begyndt i 6. klasse - var spændte, og måske lidt nervøse, forud for deres første møde. 

”Det var mærkeligt,” siger Nathalie, og Tove nikker: ”Jeg vidste ikke hvem, jeg skulle være mentor for. Hvad jeg rodede mig ud i. Men der gik ikke lang tid, så klikkede det. Jeg tror, det handler om humor.” 

”Klart,” bryder Nathalie ind. ”En plat humor. Det har vi til fælles.” 

Nathalie behøver ikke forklare alt til mig

Begge er enige om, at det startede den allerførste gang, de mødtes. Da de sad i Toves bil, efter hun havde hentet Nathalie fra skole, og snakken ret hurtigt begyndte at handle om, hvorvidt Tove nu også var i gang med at kidnappe Nathalie.

”Vi sad jo der uden at kende hinanden, og så begyndte vi at joke med, om hun ville stjæle mig.” 

”Men så sagde jeg til Nathalie, at jeg slet ikke var interesseret i at få flere børn. At det kapitel var overstået,” griner Tove Lindberg. 

I dag er Tove en ekstra voksen i Nathalies liv. En der både hjælper med lektierne og bager pandekager. En man kan tale med, hvis der er noget, der er lidt svært. Som når klassekammerater ikke helt forstår, hvad det vil sige at være ordblind. 

For Tove er nemlig selv ordblind. 

”Nathalie behøver ikke forklare alt til mig, for jeg forstår hende. Jeg ved, hvor ufatteligt meget energi, man bruger på at kæmpe med sin ordblindhed,” siger Tove Lindberg. 

”Det værste er, når jeg som den eneste står i et andet lokale og kæmper med opgaverne på computeren, fordi jeg er afhængig af de der hjælpeprogrammer, mens alle mine klassekammerater kan nøjes med at skrive i hånden,” siger Nathalie, der understreger sin frustration med et gestikulerende kropssprog. 

”Når jeg føler mig anderledes, så forstår du det.” 

Et ekstra familiemedlem

I familien Ganstar/Nielsen er mentorordningen i Lær for Livet så stor en succes, at også Nathalies lillesøster, Emmelie på 11 år, har en mentor. Og står det til Betina, børnenes mor, skal også familiens to yngste piger have en mentor, når de rammer den rigtige alder. For som både Tove og Betina fortæller, så er det tydeligt, at Nathalie har rykket sig i løbet af de 9 måneder, hun har haft Tove som mentor. 

”Hvor hun tidligere havde svært ved Pixi-bøger, læser hun med, når jeg indimellem sidder og skriver små sedler til mig selv. Så hun er også blevet mere modig,” forklarer Betina, der er taknemmelig for at have en ekstra voksen knyttet til familien. 

”Der er mange søskende herhjemme, og det er tydeligt, at Nathalie nyder at have én, der kun er til hende. Mig skal hun jo dele med alle de andre,” siger Betina, der efterhånden ikke betragter Tove som en, der udelukkende hjælper familien, men som et ekstra familiemedlem. 

”De passer godt sammen, de to. De er ret fine.” 

”Er det så nu, vi laver pandekager?”

Klokken nærmer sig 16, og i køkkenet er Nathalie begyndt at gabe. 

”Er du med?”, spørger Tove, og Nathalie ryster på hovedet. 

”Nej, det kan jeg godt se. Hvor er det, du hopper af?”

Nathalie undertrykker endnu et gab.

”Kan vi en dag prøve at stå på skøjter?” spørger Nathalie. 

”Nej!” lyder den bestemte reaktion fra Tove. ”Det får du mig ikke til. Du ved, jeg er så klodset.” 

”Hvad hvis jeg giver dig et par couple of hundred bucks?” lyder forslaget.

De griner begge to højlydt. 

”Du er træt nu, kan jeg se,” lyder det fra Tove.

”Er det så nu, vi laver pandekager?” prøver Nathalie. 

Tove smiler.

”Bare vi ikke skal skøjte. Så er jeg frisk på hvad som helst.”