Unge Styrker Unge

Forankring af indsatsen Der har været et markant forankringsfokus, som har gennemsyret ”Unge Styrker Unge” indsatsen. Forankringen har i sin grundform baseret sig på en tredelt strategi; 1) Forankring på individuelt niveau hos de unge via idrætsspecifik, relations- og formidlingsmæssig udvikling samt brobygning til lokalt foreningsliv. 2) Forankring på medarbejderniveau via kompetenceudvikling. 3) Forankring på institutionsniveau via styrkelse af institutionens bevidste arbejde med idræt som pædagogisk metode, kobling til lokalt foreningsliv og introduktionen til en mere unge-engagerende arbejdsform. I forhold til forankring på det individuelle niveau hos de unge, viser indsatsens resultater, at det i rimelig grad er lykkes at styrke de unges kompetencer på en lang række personlige, sociale og faglige områder. Dette betyder at flere udsatte og sårbare unge har fået værktøjer til, at skabe positive forandringer for sig selv, og for andre. De unge har ligeledes mødt foreningsinstruktører i forskellige platforme, både ”hjemme” på institutionen og ”ude” hos foreningerne. Dog viser resultaterne fra indsatsen også, at det har været vanskeligt at konvertere mødet med foreningerne til foreningsmedlemskab. Det er tydeligt at indre og ydre omstændigheder i de unges liv, muligheden for samarbejde med en lokal forening, samt institutionernes strukturer påvirker, om de unge fortsætter som frivillige trænere i foreningslivet eller de institutioner de er tilknyttet i tiden efter indsatsen. Som et led i at forankre de unge anbragte nye vaner i relation til både idrætsdeltagelse og trænergerningen, har vi løbende været i dialog med pædagogerne, om de muligheder der har været for at fastholde de unge som frivillige, men det er ikke lykkedes som planlagt, at gennemføre deciderede individuelle opfølgningsplaner i forhold til de anbragte unge. På medarbejderniveauet er det at lykkes at engagere, udfordre og opkvalificere medarbejdere på institutioner, der enten ikke har været stærke eller bevidste i deres arbejde med idræt og ung-til-ung orienterede tilgange. Indsatsens resultater peger på, at forankring i høj grad er lykkes, bl.a. fordi det er lykkedes, at opnå målet hvad angår antallet af medarbejdere, samtidig med at indsatsen har bidraget med væsentlig kompetenceudvikling og læring hos medarbejderne, så de fremadrettet kan bruge idræt som bevidst pædagogisk metode. På institutionsniveau er vi i nogen grad lykkedes med at styrke institutionernes bevidste arbejde med idræt som pædagogisk metode, kobling til lokalt foreningsliv og introduktionen til en mere unge-engagerende arbejdsform. Vi har set, at de medvirkende institutioner har haft forskellige udgangspunkter for at arbejde strategisk med de elementer, som indgår i ”Unge Styrker Unge” modellen. På nogle institutioner var de allerede i gang, eller viste anslag til at arbejde strategisk med ungedrevne-drevne indsatser, og på andre var denne tilgang ny. Dette har haft betydning for, hvor naturligt det har været for institutionerne at implementere tilgangen. Institutioner har derfor også haft forskelligt udbytte af ”Unge Styrker Unge”, hvor nogle er blevet inspireret og motiveret til at arbejde videre arbejde med unge-drevne indsatser på institutionen, mens andre også er klar til at fortsætte samarbejdet med det lokale foreningsliv. Resultaterne viser, at hvis der skal ske en forankring af denne type indsats, kræver det at både ledelsen og medarbejdere er indstillet på at skabe en kulturændring på institutionen. Som nævnt tidligere i rapporten, har vi set, hvordan strukturelle barrierer såsom frigivelse af medarbejder timer og ressource, har haft betydning for den praktiske planlægning af ungeforløbene, men også hvordan ledelsens prioritering og italesættelse af allokering af tid og ressourcer til indsatsen, har haft betydning for medarbejdernes prioritering, motivation og engagement. Der hvor forankringen af indsatsen på institutionsniveau er lykkedes bedst, er der, hvor ledelsen har været tydelig i sin prioritering af projektet og medarbejderne er blevet inddraget før, under og efter igangsættelse af samarbejdet, og således har taget ejerskab for projektet på institutionen.

Unge Styrker Unge Unge Styrker Unge har skabt store forandringer for unge på kanten. Gennem indsatsen er der skabt varige forandringer både på unge-, medarbejder- og institutionsniveau med afsæt i et ressourcebaseret ungesyn, tværfagligt samarbejde og stærke fællesskaber. Igennem indsatsen er der udviklet metodisk grundlag for ung-til-ung baserede idrætsindsatser som metode til at skabe forandringer for anbragte unge såvel som piger i udsatte boligområder. Formålet har været, at afprøve og tilpasse den ung-til-ung-baserede metode som DGI Storkøbenhavn igennem flere år har haft succes med i forhold til udsatte drenge – denne gang i relation til udsatte piger og anbragte unge, med det formål at øge inklusion i positive idrætsfællesskaber. Med denne indsats har vi skabt nye forbindelser mellem civilsamfund, ungdomsklubber og anbringelsessteder. Indsatsen har i høj grad indfriet overordnede mål i forhold til at bibringe ny læring til lokale institutioner, idrætsforeninger og ikke mindst DGI. Dette i forhold til teenagepigers og anbragte unges behov og muligheder for at finde sin livsbane igennem idræt, tage ansvar for andre og skabe samarbejde med voksne frivillige, idrætsforeninger og medarbejdere. Indsatsen har bidraget til tilpasning og udvikling af en ung-til-ung baseret idrætsmetode, der virker i relation til piger i ungdomsklubber nær udsatte byområder og anbragte unge fra botilbud. Vi vil i denne rapport, referere til de to deltagende målgrupper, som enten piger fra ungdomsklubber eller anbragte unge fra et botilbud. Botilbuddene rummer unge, der enten er anbragt fra eget hjem eller en anden institution, opholdssted eller plejefamilie, men også unge over 18 år, som har brug for ekstra voksen støtte og stabilitet i overgangen til en selvstændig tilværelse. Indfrielse af måltal Dykker man ned i måltallene, så har indsatsen på mange centrale punkter indfriet sine mål. Det gælder bl.a. indfrielse af mål relateret til antallet af engagerede institutioner, som viser at indsatsen er efterspurgt og udfylder er markant behov både for botilbuddenes- og ungdomsklubbernes pædagogiske praksis. Det er også væsentligt at fremhæve målindfrielsen relateret til antallet af deltagende anbragte unge der har gennemført uddannelsesforløb, som i høj grad er levet op til de mål, som var sat fra projektets start. Effektmålingerne viser også, at indsatsen har haft en stor individuel betydning for de unge deltagere. 45 % af unge der har gennemført et ”Unge Styrker Unge” forløb, er blevet bedre til at formidle, mens 79 % af de unge har angivet, at de har fået styrket deres idrætsspecifikke kompetencer. Derudover har de unge også forbedret sig i forhold til at tage ansvar, og her angiver 45 % af de unge, at de er blevet bedre til at passe deres aftaler når de går til sport. De supplerende kvalitative undersøgelser understøtter disse fund og viser, at forandringen hos de unge har været betydningsfuld, om end af meget varieret omfang og størrelse. Dette kan bl.a. forklares af de vidt forskellige vilkår og forudsætninger, som eksisterer for henholdsvis unge anbragte på botilbud og piger i ungdomsklubber. Samlet set vurderer vi, at målsætningerne angående styrket ansvarlighed og formidlingsevne i rimelig grad er indfriet. Igennem indsatsen har vi også mødt unge med så markante livskriser at ”Unge Styrker Unge” ikke har været det rette tilbud for dem. Dette har enten vist sig undervejs i form af frafald fra uddannelsesforløb, eller slet og ret ved, at de unge ikke har ønsket at deltage i et forløb. Omvendt har vi også mødt unge som er vokset med opgaven, og som har fundet troen på egne evner igennem idræt, leg og glæde. Nogle unge har således iværksat store events, lavet træningsforløb på institutionen, eller taget det store skridt; fra værelse, til idrætshal, til fællesskab. Eller de er blot blevet mere bevidst om dét at være aktiv sammen med andre. Hvad angår fokusset på anbragte unge, har indsatsen givet væsentlige praksiserfaringer for, hvad idrættens frivillige fællesskaber kan og skal ift. denne målgruppe. Anbringelsesområdet har vist sig som en arena med enormt potentiale og behov for idrætsindsatser, men også som et område hvor idrættens frivillige fællesskaber i den grad bør suppleres af en socialfaglig tyngde, der kan imødekomme de udfordringer som udgør virkeligheden på anbringelsesstederne. På den måde har indsatsen også bibragt DGI Storkøbenhavn som organisation, såvel som idrætsforeningerne, vigtig læring i forhold til mulighederne og potentialerne i arbejdet med nogle af de mest sårbare børn og unge. Igennem indsatsen har vi også oplevet udfordringer relateret til manglende institutionel opbakning. Nogle af disse faktorer har gjort det vanskeligt at gennemføre de relativt omfangsrige forandringsforløb, da kontinuerlig deltagelse og bredt engagement på institutionerne i nogle tilfælde har været udfordret. Dette har bl.a. medført, at målet relateret til at engagere de unge som undervisere for andre unge i forenings- eller institutionsregi efterfølgende, har vist sig at være svært at realisere. 1. Unge Styrker Unge – Fakta om mål og resultater Samarbejde og aftaler med institutioner og foreninger Målet har været at indgå samarbejde med 6 ungdomsklubber og 4 botilbud for anbragte unge, samt samarbejde med 10 foreninger. Vi har oplevet at mange ungdomsklubber og botilbud for anbragte unge har fundet ”Unge Styrker Unge” relevant og attraktivt. Dialogerne med institutionerne har vist, at der er et markant behov for idræts- og frivillighedsbaserede tiltag, som giver nye deltagelses- og samværsformer, samtidig med at nye pædagogiske værktøjer introduceres. Målet er i høj grad indfriet i relation til antallet af institutioner, da det i projektperioden er lykkedes at lave samarbejdsaftaler med seks ungdomsklubber og fire botilbud for anbragte unge. En af samarbejdsaftalerne forblev ved dialog og begyndende rekruttering af de unge, og aftalen måtte annulleres, da institutionen ikke kunne finde piger til indsatsen. Hvad angår målet om foreningssamarbejder er der samlet indgået samarbejder med syv foreninger. Årsagen til at der er indgået færre foreningssamarbejder end forventet skyldes, dels målgruppens udsathed såvel som institutionernes geografiske placering, som i nogle tilfælde har medført, at det ikke har været muligt at finde en relevant forening til samarbejdet. I nogle tilfælde var det eksempelvis ikke muligt at finde den rigtige trænerprofil, der matchede målgruppens behov for at kunne spejle sig i sin instruktør. I andre tilfælde har det ikke været muligt, at finde en forening der udbød dén idræt, som de unge og medarbejdere fra institutionerne ønskede. I de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at skabe en direkte foreningskobling, har det således primært været for at tilgodese målgruppens behov og ønsker. Dette ud fra en tanke om, at målgruppen først og fremmest skal føle sig hørt og motiveret, og herefter kan der arbejdes på vedvarende forankring - eksempelvis i foreningen. Derfor er læringen også, at koblinger til lokalt foreningsliv er et afgørende udviklings- og forankringsperspektiv for sårbare unge, men at man i arbejdet med målgrupperne i nogle tilfælde må prioritere valg af den rigtige aktivitet og match med målgruppen, og på baggrund af et umiddelbart engagement og motivation, kan arbejde på en langsigtet kobling til foreningslivet. I alt syv foreninger har indgået i samarbejde i forbindelse med projektet. Foreningerne har gennemført idrætsspecifikke hjælpetræneruddannelser inden for; Taekwondo, Judo, dans, badminton, familieidræt, Basketball. Derudover har vi samarbejdet med instruktører inden for boksning, kost og funktionel træning. Målet har været at 25-50 % af de unge har en anden etnisk baggrund end dansk. Målet er i høj grad indfriet da lidt over 50 % af de unge, der har deltaget har anden etnisk baggrund en dansk. 1.2 Rekruttering og samarbejde med seks ungdomsklubber Målet har været at 30-40 piger fra 6 ungdomsklubber i udsatte boligområder er uddannet hjælpetrænere. Samlet set, vurderes det, at projektet i høj grad har levet op til målet om at samarbejde, da vi er nået i mål med at etablere samarbejde med seks ungdomsklubber om pigeindsatsen. Fra vores hidtidige erfaringer med indsatser for udsatte drenge i ungdomsklubber er læringen, at det har været relativt nemt at få samarbejdspartnere og ikke mindst deltagere til drenge-orienterede indsatser. Men i relation til rekruttering og uddannelse af piger i ungdomsklubber, har der været væsentlige udfordringer ift. vedvarende deltagelse fra pigernes side. Gennem observation og dialog med medarbejdere, har vi erfaret at dette overvejende skyldes tre overordnede forhold: 1. Mange af de samarbejdende ungdomsklubber nær udsatte boligområder har en overrepræsentation af drenge og en meget maskulin idrætskultur, som betød, at der var en ringe eller ikke-tilstedeværende idrætskultur for piger. 2. De klubber der havde piger, havde mange yngre piger som ikke var aldersmæssigt i målgruppen for denne indsats. 3. Flere af de klubber vi kontaktede havde udfordringer med at skulle finde medfinansiering til indsatsen, da pige-fokus i klubberne blev oplevet som en lavere prioritet end drenge-fokus. Hvad angår maskulin idrætskultur og overrepræsentation af drenge i ungdomsklubberne (pkt. 1), så bærer problematikken klart præg af en overordnet strukturel udfordring i ungdomsklubber i udsatte boligområder. Vi observerede en oplevelse af en ”negativ spiral” ift. pigernes deltagelsesmuligheder i ungdomsklubber; Når der er en overrepræsentation af drenge i ungdomsklubberne, kommer de til at definere aktiviteter og fokus i ungdomsklubberne. Dette præger eksempelvis aktivitetsmuligheder og medarbejderprofiler, som henvender sig til drenge. Dette så vi ved, at mange klubber har sit primære fokus på idrætter, der primært tiltaler drenge, herunder boksning og fodbold. For at modvirke denne problemstilling besluttede vi, i samråd med institutionerne midtvejs i projektperioden, at inddrage de lidt yngre piger, da flere af ungdomsklubberne udtrykte, at de havde svært ved at engagere og fastholde ældre piger i aldersgruppen 15-23 år i ungdomsklubberne (pkt. 2). Beslutningen havde bl.a. baggrund i, at en indsats ift. de lidt yngre piger kunne give et større rekrutteringsgrundlag, såvel som en mulighed for at engagere og fastholde piger i både ungdomsklubliv og idrætsaktiviteter tidligere i deres livsfase. Der var stor tilslutning til ideen om, at dette også kunne give mulighed for at skabe en fremtidig ældre pigegruppe, som så kunne være rollemodeller for flere nye unge piger i klubberne. På trods af ændringen, oplevede vi dog også udfordringer i rekrutterings- og fastholdelsesfasen op til, og under, uddannelsesforløbene for de yngre piger. Her var det bl.a. modenhedsudfordringer i forhold til at engagere sig i uddannelsesforløbene, som på trods af at forløbene blev aldersmæssigt justeret ift. indhold og sammensætning, gav udfordringer i forhold til deltagelse på nogle af forløbene. Udfordringen hvad angår medfinansiering (pkt. 3) hænger dels sammen med den begrænsede økonomi, som klubberne har til rådighed ift. at initiere indsatser uden for driftsøkonomien. Dog blev medfinansierings-problematikken forstærket af, at mange klubber havde så relativt få piger, at de i mindre grad oplevede det som relevant, at investere så relativt meget i en målgruppe, der fylder mindre end drengene. Der ligger således en længere og større opgave fremadrettet i, at styrke ungdomsklubbernes generelle aktivitetsprofiler og prioriteringer, således at det bliver mere attraktivt for piger at gå i ungdomsklub. Det er trods disse udfordringer lykkedes at lave samarbejdsaftaler med seks ungdomsklubber, hvilket set i betragtning af ovenstående udfordringer i høj grad er tilfredsstillende i forhold til det opstillede mål i relation til antallet af ungdomsklubber. Rekruttering - Tal og mål for deltagelse Målet har været at 30-40 piger fra pigeklubber er uddannet hjælpetrænere I alt har 34 piger meldt sig til et af de seks planlagte ”Unge Styrker Unge” forløb i forbindelse med samarbejdsaftale med ungdomsklubber, dog har deltagelsesniveauet varieret meget forløbene imellem. Det har i nogle tilfælde været vanskeligt at fastholde pigerne i et fuldt forløb fra start til slut. Af de seks forløb i ungdomsklubberne, er fire af forløbene stoppet før tid enten pga. misbrugs-, adfærds eller motivationsudfordringer. For at afspejle de udfordringer vi har registreret i forbindelse med de unges deltagelse, har vi valgt at synliggøre niveauet for deltagelse i forløbene i tre kategorier; - Antal deltagere ved opstart - Antal deltagere midtvejs - Antal deltagere ved afslutning 20 piger ud af de 34 har gennemført til midtvejs i forløbet, og 11 piger har formelt gennemført og afsluttet en hel uddannelse, og derefter udfyldt et evalueringsskema. Der er således nogle piger, der har sagt ja, og som kun har deltaget kortvarigt eller delvist i et forløb, men som derfor ikke har gennemført hele uddannelsen eller udfyldt vores evalueringsskema. Disse piger har som udgangspunkt vist interesse og forsøgt at igangsætte en personlig udvikling eller en forandring i deres liv, men er af forskellige grunde faldet fra. Vi kan ud fra dialogen med pigerne og medarbejderne forstå, at indsatsen i forskellig grad alligevel har haft en værdi for nogle af disse piger. Resultaterne afspejler i høj grad den virkelighed vi har mødt på institutionerne, og beskriver også at mange piger er interesserede i at deltage i forløb, men at der er flere faktorer der gør, at det er svært for de unge at gennemføre forløbene til fulde. En vigtig læring i relation til dette mål er, at man med fordel kan opstille mere modulbaserede uddannelsesmodeller, som kan virke mere overskuelige og motiverende at deltage på, end de længere forløb som ”Unge Styrker Unge” i høj grad har været baseret på. Læringen peger på et dilemma i udformningen af lærings- og udviklingsforløb for sårbare og udsatte unge; På den ene side responderer målgruppen positivt på konkrete og overskuelige tilbud, der matcher deres umiddelbare ønsker og kompetencer. Omvendt har målgruppen et udviklings- og læringsmæssigt behov for længerevarende og kontinuerlige forløb, der langsomt udvikler deres tro på egne evner, kompetencer og forankring hos eks. lokale foreninger over en længere periode. I den første model øges sandsynligheden for fastholdelse og gennemførsel af forløbene, men omvendt kan det læringsmæssige og langsigtede udbytte være mindre. I den anden mere omfangsrige model er det læringsmæssige og langsigtede udbytte højere, men sandsynligheden for frafald er ligeledes større. I Unge Styrker Unge, har vi i høj grad insisteret på værdien af mere dybdegående forløb ift. langsigtet personlig- og fællesskabsmæssig udvikling, og dette kan være med til at forklare, at færre har gennemført, men værdien for den enkelte har været større. Udfordringer med rekruttering til og fastholdelse af pigerne i uddannelsesforløbene: Igennem projektperioden har vi observeret tre gennemgående årsager til, at pigerne er faldet fra og, at forløbene ikke altid er blev et gennemført i sin helhed. De tre temaer beskrives nedenfor med udgangspunkt i cases fra projektet: 1. Misbrug og anden risikoadfærd Case: Et basketball-forløb blev afbrudt på grund af misbrug blandt pigerne. Pigerne deltog til intromøde, og mødte op til den indledende del af et basketball-forløb. Herefter stoppede pigerne med at møde op, og efterfølgende fortalte deres pædagog, at de udover at møde op i påvirket tilstand til træning, også havde sager i skolesystemet, som understreger at de på daværende tidspunkt havde markante og adskillelige udfordringer i deres liv. 2. Manglede motivation og ændret livssituation Case: Et danse-forløb blev afbrudt midtvejs, efter de ældste piger på holdet pludselig ikke var motiverede for dans og stoppede med at møde op til træning. De ældre piger havde en markant rollemodels-position over for de yngre piger, og derfor smittede den manglende deltagelse og motivation af på de lidt yngre pigers lyst til at fortsætte. Projektledelsen foretog forskellige greb for at få forløbet på ret køl, bl.a. ved at gå i dialog med klub-medarbejderne og ved at påsætte ny underviser. 3. Idrætskultur og generel pædagogisk kultur i ungdomsklub, der ikke fordrer til deltagelse i læringsforløb Case: To andre forløb var planlagt med afsæt i en inddragelsesproces, der i høj grad var designet med afsæt i pigernes behov, men måtte alligevel aflyses på grund af pigernes pludselige manglende motivation og ændrede adfærd. Årsagerne til pigernes frafald var ifølge pædagogerne, at pigerne viste interesse for andre aktiviteter i klubben, var optaget af relationer til andre piger eller drenge, og at de generelt havde svært ved at overholde en aftale og binde sig fast til en aktivitet i klubben. Udfordringen med at ”binde sig” til en fast aktivitet kan have været påvirket af klubbernes meget ad-hocbaserede struktur. De fleste aktiviteter i klubberne er præget af spontane aktiviteter og enkeltstående events med tilmelding på dagen. De mere kontinuerlige og langstrakte ”Unge Styrker Unge” forløb med fokus på at skabe en inddragende og engagerende klubkultur, clashede således i høj grad med den eksisterende uforpligtende og spontane ungdomsklub-kultur. 1.3 Rekruttering og samarbejde med fire anbringelsesinstitutioner Målet har været at 15-20 unge anbragte er uddannet hjælpetrænere. Det er igennem indsatsen lykkes at lave samarbejdsaftaler med fire botilbud for anbragte unge, samt gennemføre fire hjælpetræneruddannelsesforløb som planlagt. I alt har 17 unge gennemført uddannelsen, og er målene er i høj grad opnået. Tal og mål for deltagelse Vi har ligeledes valgt at inddele måltal for de unge anbragtes deltagelse i tre kategorier; antal ved opstart, midtvejs og ved afslutning. Der har i alt været 24 unge anbragte fra botilbuddene, der har tilmeldt sig et uddannelsesforløb. Ud af disse 24, var 20 unge stadig aktive midtvejs, og 17 af dem har gennemført et helt uddannelsesforløb, samt besvaret vores evalueringsspørgeskema. Erfaringer med rekruttering til og fastholdelse af de unge anbragte i uddannelsesforløbene: Vi har ligesom med pigeindsatsen igennem projektperioden, erfaret at der har været forskellige faktorer, der har haft indflydelse på, hvor godt vi er lykkedes med, dels at få de unge anbragte rekrutteret til at deltage i et uddannelsesforløb, og dels at fastholde dem. Følgende faktorer har haft væsentlig betydning: • Medspil og modstand fra medarbejdere • Barrierer for deltagelse hos de unge • Strukturelle barrierer på institutionen Medspil og modstand fra medarbejdere DGI Storkøbenhavn har mange års erfaring med at samarbejde med fritids- og ungdomsklubber. Med ”Unge Styrker Unge” er vi trådt ind på en ny arena, og vi har derfor ikke erfaringer med at samarbejde med denne målgruppe af unge og det pædagogiske personale på denne type institutioner. En central udfordring for indsatsen på botilbuddene har været, at vi nogle steder har oplevet modstand fra medarbejdergruppen. Andre steder har medspillet fra medarbejderne været afgørende for at rekruttere og engagere de unge. Den oplevede modstand, kom bl.a. som følge af en meget top-downorienteret tilgang på flere af botilbuddene. Her var det ofte ledelsen, der besluttede deltagelsen i ”Unge Styrker Unge” forløbene, og først senere blev medarbejdere inddraget. Dette medførte, at det var vanskeligt at skabe ejerskab hos dele af medarbejdergruppen, som resulterede i begrænset motivation for at understøtte indsatsen, hvilket bl.a. påvirkede rekrutteringsindsatserne negativt. Medarbejdernes medspil har til gengæld også haft stor betydning for indsatserne på institutionerne. Opbakningen fra medarbejdere har i høj grad skyldtes, at det bevidste arbejde med idræt som metode, har været efterspurgt og attraktivt. En medarbejder fremhæver, at ”Unge Styrker Unge” forløbet har givet nye muligheder for at dyrke og skabe relationer til de anbragte unge: ”Jeg synes det giver sindssygt meget mening, at lave noget sammen med de unge, som handler om andet end at rådgive”. Julie, Medarbejder fra botilbud. Medspil og modspil fra medarbejdergruppen har også i høj grad været afgjort af forskellige faglige forudsætninger hos medarbejderne. Flere steder har vi oplevet, at det har været vanskeligt for medarbejderne at arbejde med idræt som en pædagogisk metode, fordi der i høj grad er skabt en aktivitets- orienteret idrætskultur med et snævert fokus på den enkelte træning og på den umiddelbare kvalitet i at være fysisk aktiv. Andre steder har medarbejdere haft en markant indsigt i idræt og interesse for den faciliterende og coachende metode, som har medført, at samarbejde om forløbene i højere grad er lykkes. For at imødekomme det pædagogiske personales rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer, har vi i indsatsen haft et særligt fokus på at skabe tæt dialog og løbende evaluering med ledelsen og det pædagogisk personale. En klar læring er, at pædagogernes perspektiver og bekymringer i højere grad skal inddrages i valget af idræt og forløbet sammensætning. Ydermere pegede nogle medarbejdere på et behov for øget information for at kunne ”blive klædt” på til idrætsforløbene. Dette har i sagens natur været i fokus for projektledelsen igennem hele forløbet, men et øget fokus på medarbejderopkvalificering og information kan hurtigt komme til at fjerne fokus fra de unge selv, og dermed peger problemstillingen på et dilemma i arbejdet med de sårbare unge; Medarbejdere og unge er på samme tid en del af udfordringen og løsningen på, at anbragte unge får et stort udbytte igennem deres tid på institutionen. Skal fokus lægges på medarbejderne, på bekostning af indsatsens fokus på de unge, eller skal fokus lægges primært på de unge, med den udfordring af medarbejderne ikke føler sig godt nok informeret eller klædt på? Der findes ikke et entydigt svar, men erfaringerne fra ”Unge Styrker Unge” viser, at det er en vanskelig balance at mestre, og at der nok i højere grad er brug for at fokusere på medarbejderes kompetencer og forudsætninger i kommende indsatser, for at kunne nå endnu flere resultater med de unge. Barrierer for deltagelse hos de unge På trods af en høj gennemførselsrate på uddannelsesforløbene, har vi igennem indsatsen fået bekræftet, at den enkelte unges personlige ressourcer og udfordringer har skabt væsentlige udfordringer i de unge anbragtes deltagelses- og fastholdelsesgrad. Erfaringerne peger på, at deres behov for støtte og chancer for succes i forløbene var meget forskellig og på forskellige niveauer. Nogle havde svære eller multiple diagnoser og kæmpede bl.a. med angst, spiseforstyrrelse eller ADHD, imens andre unge havde færre vanskeligheder ift. at indgå i aktiviteterne. En medarbejder nævner i den forbindelse, at det er en generel udfordring, at motivere de unge til eksterne eller ”anderledes” forløb på botilbuddene: ”[…] vi har udfordringer […] med rigtig mange af de ting vi laver, ikke bare noget der har med idræt at gøre, nu har vi også madlavningsforløb, der kunne man også godt tænke sig at tilslutningen var meget større […]”. Morten, Medarbejder botilbud For at modvirke deltagelsesudfordringerne har vi undervejs tilpasset uddannelsesforløbene således, at det i højere grad blev muligt at inkludere og motivere de unge i projektet uanset ressourcer og udfordringer. I nogle tilfælde har vi bl.a. tilbudt flere idrætter i det enkelte uddannelsesforløb, således at flere af de unges behov og interesser blev imødekommet. Derudover har vi haft fokus på, at finde trænerprofiler der mestrer balancen mellem at udfordre de unge tilstrækkeligt samtidig med at have en personlig og anerkendende facon over for de unge, som bidrager til fastholdelse og engagement. Strukturelle barrierer på institutionen En markant udfordring i den idræts- og ungefokuserede tilgang, har været institutionernes struktur og rammer, som ofte har givet udfordringer ift. at afprøve og finde tid til nye tiltag på institutionerne. En medarbejder nævner i den forbindelse, at der som sådan ikke er allokeret timer til idræts- og uddannelsesaktiviteter af den slags, som ”Unge Styrker Unge” har indeholdt, hvorfor det kan være svært at gøre det til en fast del af institutionens praksis: ”[…] der kan være nogle strukturelle barrierer rent sådan i vores arbejde, med hvordan man frigiver ressourcer, altså hvis man siger ”du får sgu de her fire timer, dem skal du slet ikke tænke over”, altså det ved jeg at Jens ligesom har prøvet, men du har nok også ligesom skulle kæmpe lidt for […]”. Morten, Medarbejder botilbud. Medarbejderen peger i denne sammenhæng på, at institutionen bør blive bedre til at prioritere og allokere ressourcer til aktiviteter som Unge Styrker Unge-indsatsen, for på den måde at udvikle den pædagogiske praksis i institutionen: ”[…] man [må] ligesom bliver bedre til at sige: ”det er faktisk noget vi går ind i, det er noget vi er dedikeret til, så derfor frigiver vi også ressourcer til det”, men jeg tror også, at det der med at være modig og sårbar i sin pædagogiske praksis, at turde prøve at tage den unge med hen i noget, hvor man måske egentlig skal bruge sin relation til at skabe en ny relation for den unge, hvor det godt kan gå galt […]”. Morten, medarbejder botilbud. En anden markant udfordring i det institutionsorienterede arbejde er, at indsatsen bæres af enkelte engagerede medarbejdere fremfor at hele institutionen. Det gør indsatsens forankring sårbar, men omvendt er der et markant behov for engagerede medarbejdere, for at løfte og styrke de konkrete aktiviteter: ” [kan judo-træningen] blive sådan en onsdags-ting eller en torsdags-ting, i stedet for at det er en Jens ting. Altså det kunne godt blive noget, der var en del af dét at være her på [institution], når man bliver anbragt, at nu kører vi de her projekter og det er fantastisk træningsbaner for de unge, sociale kompetencer, sociale relationer og motorik og frivillighed, og man får også lidt på cv’et. Det er jo federe hvis man skal søge et fritidsjob, at man skriver at ”jeg er faktisk uddannet hjælpetræner”, så jeg tænker, der kunne i hvert fald være nogle ting, der kunne forbedres indad til i vores egen organisation”. Morten, Medarbejder botilbud. 1.4 Faktorer der har haft betydning for fastholdelse af de unge piger som hjælpetrænere ved projektets afslutning Målet har været at minimum 50 % af de uddannede piger og unge anbragte ved projektets afslutning fortsat er trænere. (i deres institution eller er medlemmer af en idrætsforening). 11 ud af 14 piger fra ungdomsklubforløbene har fungeret som hjælpetrænere i deres klub umiddelbart efter de har været igennem et uddannelsesforløb. Målet er derfor opfyldt i rimelig grad. Vi har i samarbejde med de deltagende institutioner planlagt den samlede indsats således, at de unge efter endt uddannelsesforløb skulle undervise andre børn eller unge på institutionen, i en forening, eller fx ved events eller arrangementer i lokalområdet. Vi har planlagt denne del af forløbet med udgangspunkt i hvad, der har givet mening eller har kunne lade sig gøre netop for den enkelte institution og deres gruppe unge. Efter endt uddannelse har interessen fra både de unge og pædagogerne i klubberne været stor i forhold til at bruge deres nye viden og kvalifikationer. Det er lykkedes bedst at få engageret pigerne til at undervise andre piger eller unge fra klubben, i perioden umiddelbart efter de har gennemført deres uddannelse. • Fire ud af syv piger fra en af de deltagende ungdomsklubber har stået for et træningsforløb i funktionel træning for 15-20 af klubbens piger og drenge i fem uger. I alt ca. 60-80 showups. • Syv ud af syv piger fra en anden ungdomsklub har tilrettelagt og gennemført boksetræning for 15-20 piger fra deres klub og lokalområdet, efter de havde gennemført deres uddannelse. I dette område er foreningsdeltagelsen blandt de unge generelt lav. På trods af at pigerne stadig er tilknyttet klubberne ved projektafslutning, og en af klubberne har lagt planer for at inddrage de unge fremover, har det vist sig svært i praksis at få engagerede pigerne kontinuerligt som hjælpetrænere i klubberne. Herunder vil vi gennemgå hvilke faktorer som, vi har lært, har betydning for at de unge fortsætter som hjælpetrænere i klubberne. De unges livsfaser og engagement Vi har i indsatsen erfaret, at det kræver ekstra meget motivation og opfølgningsarbejde for pædagogerne at bevare pigernes interesse for både aktiviteten og for at være trænere i klubben. Pigernes omskiftelige livssituationer og risikoadfærd, er en udfordring for fortsat at have pigerne tilknyttet som hjælpetrænere i klubberne, efter de har afsluttet deres hjælpetræner uddannelsesforløb. I den ene ungdomsklub har de planer om at starte et hold i klubben, men pigerne udtaler at de er udfordret på tid, fordi de er startet på ungdomsuddannelser og har job ved siden af. I den anden klub udtaler pædagogen, at de unge piger er for unge til at varetage opgaven: ”[jeg] føler ikke pigerne er klar til at stå på egne ben endnu – som hjælpetræner. Det kræver måske mere tid. Det kan også være pigernes unge alder, som har haft betydning”. Sara, Medarbejder i ungdomsklub. Hun udtaler også at der er andre ting der optager pigerne og det derfor har været svært at fastholde dem som trænere i klubben: ”Pigerne kommer her for alt muligt andet, de kommer for at se drengene, de kommer for at hænge ud med hinanden og det er bare piger der lever i det dér FOMO, man skal hele tiden være en del af noget, hvad nu hvis der kommer er bedre forslag?”. Sara, Medarbejder i ungdomsklub Fastholdelsen af pigerne i klubberne som trænere, har altså vist sig at være betinget af positive faktorer, som begrænset tid pga. fritids- og skolearbejde, men også nye interesser forbundet med pubertet og generelle tendenser i ungdomslivet. Ledelses- og medarbejderengagement På baggrund af indsatsen står det klart, at ledelses- og medarbejderengagement spiller en afgørende rolle, når det kommer til at de unge fortsætter som hjælpetrænere i klubberne og den ung-drevne idrætstilgang fortsættes. Vi har oplevet at pædagogerne har vist blandet interesse for at deltage aktivt i uddannelserne, samt efterfølgende aktivt at bruge idrætten som metode på institutionen. En medarbejder beskriver således, at personalets engagement og energi kan være en begrænsning for et forstærket idrætsfokus: ”Havde der været mere energi i personalegruppen tror jeg på sigt, at det kunne give mening [at arbejde med idræt på institutionen]”. Julie, Medarbejder botilbud Med andre ord er der en velvilje over for den idræts- og ungefokuserede tilgang, men en udfordring ift. energien hos medarbejderne. Dette perspektiv blev bekræftet på flere af institutionerne og viser tydeligt, at chancen for at metoden forankres i høj grad afhænger af personalegruppens engagement. Omvendt har der i andre sammenhænge været stort engagement, som typisk har været præget af, at pædagogerne selv er interesserede i idræt, og derfor er meget mere opsatte på at bruge det som et pædagogisk redskab i deres arbejde. En medarbejder nævner i denne sammenhæng, at den personlige interesse for idræt var med til at motivere til deltagelse og engagement i ”Unge Styrker Unge” forløbet: ”Jeg tror, mine kollegaer synes, det var fint, at der var én, der tog sig af den del [deltagelse i uddannelse sammen med de unge], fordi det er en travl forretning, og der er hele tiden et eller andet, men for mig har det bare været en naturlig ting. Fordi jeg brænder for [idræt], så jeg synes, det har været fedt at få det med ind i mit arbejde”. Jens, Medarbejder på botilbud 1.5 Faktorer der har haft betydning for fastholdelse af de unge anbragte som hjælpetrænere ved projektets afslutning 5 ud af de 17 anbragte unge som fuldførte uddannelsen, har fungeret som hjælpetrænere umiddelbart efter endt uddannelsesforløb. Ved projektafslutning i november 2019 var de unge dog stadig engageret på et mere ad-hocbaseret niveau som hjælpetrænere. Målet om at 50 % af de unge anbragte, stadig er aktive hjælpetrænere ved projektafslutning vurderes derfor at være opnået i rimelig grad. Planlægningen af de unge anbragtes involvering som hjælpetrænere for andre børn og unge har været anderledes end for pigerne i pigeklubberne. Der har været behov for at arbejde med forskellige og tilpassede modeller for ung-til-ung arbejdet. Nogle af de unge anbragte har undervist ved events sammen med deres institutionspædagoger eller en foreningsinstruktør, andre har undervist yngre børn ved ferieaktiviteter eller på en anbringelsesinstitution for yngre børn. Vi har også sendt unge ud i praktik i en idrætsforening. Fælles for disse tiltag har været, at det har været umiddelbart efter de unge har været igennem deres uddannelsesforløb. To gode eksempler fra indsatsen er beskrevet nedenfor: • To unge fra et botilbud har været frivillige til et event, hvor ca. 70 børn og unge mødte op (Forår 2018). To gange om året åbner Hvidovre Kommune til et større event, for at vise børn, unge og deres forældre det mangfoldige foreningsliv i Kommunen. Unge legeinstruktører fra et af de deltagende botilbud, har sammen med den foreningsinstruktør som har uddannet dem, været med til at planlægge aktiviteterne på baggrund af deres ny tilegnede viden. Deres rolle som legeinstruktører på dagen var at agere legepatrulje i de første timer af arrangementet. • To unge fra et botilbud har været hjælpetrænere på et mindre judo-forløb. for ca. 10 børn og unge (november 2019). Som afslutning på en hjælpetræneruddannelse var de unge sammen med en judoinstruktør fra en Judoforening med til at planlægge og gennemføre undervisning for børn på en anbringelsesinstitution. De unge brugte hvad de havde lært gennem deres uddannelsesforløb og påtog sig rollen som hjælpetrænere. De motiverede med deres smittende engagement børnene til at være aktive i Judotræningen. På baggrund af den umiddelbare sårbarhed hos de unge, har vi også oplevet at medarbejderne på mange andre måder har anvendt, og ladet sig inspirere af, en mere unge-drevet og inddragende tilgang. Det kan godt være, at det ikke er alle de unge der er blevet sat i gang med at undervise andre unge, men til gengæld er det lykkedes at finde andre perspektiver i forhold til at sætte læringen idrætsaktiviteterne og trænergerningen på dagsordenen. Samtidig er der mulighed for, at de unge kan vokse med opgaven over tid. En medarbejder fra en af institutionerne nævnte, at et perspektiv for dem var, at sætte de unges kompetencer i spil i fremtiden til et lokalt idrætsevent, og på den måde kommer de til at indgå som frivillige: ”[jeg] kommer til at bruge dem [de unge], som frivillige medarbejdere til [stort tilbagevendende idrætsevent], på den måde har de jo fået noget uddannelse, som gør at de har mod at komme til sådan et arrangement, hvor der kommer en 300-400 mennesker […]”. Peter, Medarbejder på botilbud. En anden medarbejder fra en anden institution fremhæver, at de aktivt vil bruge de unge, som allerede er uddannet som hjælpeinstruktører, i fremtidige forløb for nye unge på institutionen, som metode til at informere nyankommne unge om hvilke aktiviteter de kan deltage i, når de bor på institutionen. Nå det ikke er lykkedes, at få alle de unge anbragte aktive som hjælpetrænere, har vi observeret og erfaret at de unge anbragte kæmper med mange typer udfordringer, som gør at fastholdelsen i en fast hjælpetrænerefunktion besværliggøres. Vi har oplevet at de unge flytter, at graden af psykisk sårbarhed forværres og at de unge oplever udfordringer fx ved studiestart, og at disse ændringer påvirker deres overskud og engagement i ”Unge Styrker Unge” forløbene. Udtalelser fra en medarbejder fremhæver at opgaven som hjælpetræner for nogle af de unge kan føles uoverkommelig for nogle unge, der knap har det mentale overskud eller kompetencerne til, at begive sig ud i helt almindelige hverdagsaktiviteter. Derfor kan det være svært for de unge ”bare” at komme over i en forening, fordi der er så mange ukendte elementer i at tage til en anden ukendt lokalitet og møde andre deltagere og potentielle tilskuere eller forbipasserende i hallen. En medarbejder beskriver i denne sammenhæng udfordringen: ”[…] hvis man ikke er flasket op med foreningsliv, og ens forældre har taget én med, så er det et højt sted at starte at gå ind og være hjælpetræner, fremfor bare at være alment medlem”. Morten, Medarbejder på botilbud. På baggrund af disse perspektiver, har det også været væsentligt at justere ambitionsniveauet for hhv. deltagelse og gennemførsel på uddannelserne, da det for flere af de unge har været en væsentlig udvikling blot at møde op til de faste træningsgange. ”[…] jeg tror i hvert fald for Jonas [Deltager fra botilbud], ham kendte jeg lidt i forvejen, at han har ikke, hvis han ikke fik penge for det, haft vildt meget lyst til at gå ind i det [andre aktiviteter som institutionen tilbyder], og det har været fedt at se, at han havde lyst til det her […]”. Morten, Medarbejder på botilbud. 1.6 Antal børn og unge der i alt har deltaget i projektet Målet har været at 300-400 unge har deltaget i projektet, heraf 80 % foreningsløse (nedjusteret fra 400-500 til 300-400 efter midtvejsevalueringen). Ud af disse har målet været at min. 30 % af deltagerne er blevet medlemmer i idrætsforeninger, eller har deltaget i foreningsaktiviteter. 312 unge har i alt deltaget i projektet, heraf 47 unge fra den primære målgruppe og 265 børn og unge fra den sekundære målgruppe. 190 af de 265, altså 71% børn og unge fra den sekundære målgruppe, har deltaget ved et foreningsevent eller foreningsaktivitet. Målet er derfor i høj grad blevet opfyldt. Der har været væsentlige udfordringer i at registrere de unges foreningsbaggrund. De events og aktiviteter de unge har været tilkoblet, har været aktiviteter som er blevet afholdt i udsatte boligområder, hvor foreningsdeltagelsen generelt er lav. 1.7 Kvalificering af institutionernes medarbejdere Målet har været at 15-20 medarbejdere blev opkvalificeret som idrætsansvarlige. Målet om at opkvalificere medarbejderne som idrætsansvarlige er i høj grad indfriet. Opkvalificeringen af medarbejderne er sket i tæt vekselvirkning med ungeforløbene, således at læringen har været tæt relateret til praksis, samtidig med at det har muliggjort at medarbejderne har kunnet allokere tid til deltagelse på forløbene. Således har 16 medarbejdere medvirke i den praksisorienterede del af forløbene, mens 13 af de 16 medarbejdere har deltaget på mindst et af de idrætsspecifikke eller pædagogiske kurser vi har udbudt. På grund af de markante forskelle der eksisterer mellem de forskellige institutioner og institutionstyper, har vi på baggrund af erfaringerne opridset tre overordnede ”typologier”, der beskriver medarbejdernes rolle, fungerer særligt godt ift. det bevidste arbejde med unge-drevet idræt på institutionerne – særligt i konstellationer hvor man har forskellige medarbejdertyper til at spille ind i de(t) samme forløb: • Facilitatoren ”Facilitatoren” afspejler den klassiske forståelse af en idrætsansvarlig medarbejder, der går ind og koordinerer, planlægger og uddelegerer opgaver og indsatser for og med ungegruppen. Tilgangen kræver et markant engagement og en forståelse for at facilitere, så de unge tager ansvar for idrætsaktiviteter, fremfor at de selv som medarbejdere tager ansvar for aktiviteten. • Motivatoren ”Motivatoren” afspejler en mere rekrutterings- og fastholdelsesorienteret tilgang, hvor medarbejderne ikke spiller sønderligt ind i selve idrætsforløbene, men i højere grad arbejder i ”kulissen” ift. at finde, fastholde og motivere de unge til deltagelse. Både på ungdomsklubber og botilbuddene var denne tilgang afgørende for, at forløbene lykkedes, og derfor er en læring at denne tilgang i højere grad skal prioriteres i lignende tiltag. • Kontaktpersonen ”Kontaktpersonen” er den mindst forpligtende rolle som idrætsansvarlig medarbejder. Her bruger medarbejderen i høj grad sin eksisterende relation som udgangspunkt for henvisning til, og engagering i, idrætsaktiviteterne og uddannelsesforløbene. Medarbejderne har således haft forskellige roller i deres arbejde som idrætsansvarlige medarbejdere. Interviews og observation af medarbejdere viser også, at medarbejderne ser positivt på det øgede idrætsfokus i institutionerne. De oplever, at idrætten bringer energi og aktivitet ind på både ungdomsklubber og botilbuddene. ”Der har været mere liv på institutionen. Måske fordi der både har været løb og boksning på samme tid – altså flere aktiviteter. Medarbejderne har måske også været i lidt bedre humør på dagen pga. aktiviteterne og det øgede liv”. Sara, Medarbejder i ungdomsklub. Indsatsen har således givet anledning til et mere bevidst arbejde med motivation af unge, som ikke blot har øget fokus i de idrætsspecifikke aktiviteter, men også har ansporet til en generel refleksion ift. motiveringsarbejdet med de unge. Uddannelsesforløbene og de efterfølgende aktiviteter, har vakt opmærksomhed og været et samtaleemne blandt de andre unge og medarbejdere på institutionerne, og har bidraget til at skabe bevægelse og liv. En medarbejder har fremhævet værdien i at blive inddraget og anerkendt som idrætsansvarlig medarbejder og har oplevet det som en væsentlig motivation for deltagelse. Det har for nogle medarbejdere givet større energi og arbejdsglæde, og det har været meningsfyldt at kunne indtræde i nye positioner i relation til de unge, med udgangspunkt i nye aktiviteter: ”Nogle gange har vi så travlt med at vi skal nå mål […] og der synes jeg, at det var sjovt med noget så banalt som et legeinstruktørkursus, og [komme] ned og lege helt almindelige lege, og se glæde hos de unge, jeg tror faktisk det har inspirerede til vores fredagshygge, hvor vi bare sidder og laver brætspil”. Peter, Medarbejder på botilbud. Coachingforløb for de idrætsansvarlige medarbejdere. Et ud af to planlagt coachingforløb er gennemført, og det vurderes, at målet i rimelig grad er opnået. Intentionen bag afviklingen af coachingforløb har været, at give medarbejderne en styrket evne til at facilitere de unges idrætsaktiviteter ved brug af coachende teknikker, når de unge selv har skulle stå for træninger eller events. Det har været en udfordring, at samle flere medarbejdergrupper på tværs af institutioner, til formelle kursusgange i coaching, hvorfor det i højere grad er blevet prioriteret at introducere den faciliterende tilgang via de lokale uddannelsesforløb. De foreningsinstruktører og trænere der har afviklet det praktiske uddannelsesforløb, har undervejs taget afsæt i sidemandsoplæring og ”on-the-job” træning og understøttet medarbejderne i den faciliterende og coachende rolle, som er et afgørende pædagogisk greb i arbejdet med unge-drevet idræt. 1.8 Sociale arrangementer og netværk på tværs Målet har været, at der skulle gennemføres seks sociale arrangementer og to netværksdage på tværs af hele gruppen af unge hjælpetrænere, og at 60-70% af de unge havde deltaget i mindst en netværksdag. På baggrund af målgruppernes meget varierede behov og udfordringer, har der været behov for at arbejde med flere slags sociale arrangementer. De sociale arrangementer blev primært rammesat med udgangspunkt i de konkrete forløb, for at sikre at der var en anledning at ”mødes om”. Derfor blev det prioriteret at iværksætte de sociale arrangementer omkring enten introaftener, evalueringsmøder eller faglige aftener. På den måde kunne de sociale arrangementer spille ind i de overordnede lærings- og udviklingsperspektiver i forløbet. På introaftenerne blev der bl.a. sat fokus på det sociale ved at igangsætte refleksionsøvelser og sociale ”icebreakere”. Dette bidrog til at de unge skulle tænke over det forløb de skulle i gang med, lytte til hinandens tanker og forventninger og på den måde lære nye sider af hinanden at kende. De faglige arrangementer havde primært fokus på konflikthåndtering og idrætsdidaktik, men der blev samtidig fokuseret på at dyrke ”det sociale” på holdet. Gennemgående for de sociale arrangementer, har været at skabe tid og rum til både at få talt om det faglige, samtidig med at der har været fokus på at få styrket de sociale bånd mellem deltagerne, og dette var med til at skabe en god og tryg stemning. Til disse introaftener, kurser og evalueringsmøder mødte stort set alle de unge op. I alt er der gennemført 23 sociale arrangementer af denne karakter. I løbet af projektperioden blev det tydeligt, at ideen om at gennemføre netværksdage på tværs af institutioner har været for ambitiøs, idet det har været vanskeligt for pædagogerne at motivere de unge til at melde sig, samtidig med at pædagogerne selv har haft væsentlige udfordringer med at finde tid og ressourcer til ”aktiviteter ud af huset”. Det lykkes derfor kun at arrangere en netværksdag, med lav deltagelse, på trods af at alle de deltagende institutioner blev inviteret. Vi har erfaret, at de unge havde udfordringer med at skulle deltage i enkeltstående netværksarrangement af denne type, som krævede at de dels skulle planlægge fremad, møde nogle nye de ikke kendte, samt lave aktiviteter, som de ikke nødvendigvis kendte og var trygge ved. Især i forhold til de unge anbragte fra botilbuddene, som allerede havde udfordringer med bare at skulle møde op til det ugentlige uddannelsesforløb. Læringen er her, at man med fordel kan fokusere på at dyrke det lokale netværk på institutionerne i form af sociale arrangementer, fremfor at fokusere på netværk på tværs af institutioner. 1.9 De unges udvikling og læring Samlet set har indsatsen haft en stor betydning for udsatte piger og de anbragte unges udvikling, læring og trivsel. De unge peger bl.a. på, at være blevet bedre til at lære fra sig, løse konflikter og passe deres aftaler. Igennem mødet med de unge, dialoger med medarbejdere og via evalueringerne kan vi se, at indsatsen har mange væsentlige, men forskelligartede, betydninger for de unge. Det har været vanskeligt, at gennemføre før- og effektmålinger, da det dels har været svært at få de unge til at deltage i både før- og eftermålingerne, og at det ydermere har været vanskeligt for de unge at forholde sig til egen udvikling via spørgeskemaer. Disse måleproblematikker uddybes i afsnit 6. På trods af måleudfordringerne, er det lykkedes at tilvejebringe før- og eftermålinger hos de unge, som klart viser, at indsatsen har haft positive individuelle effekter– særligt hvad angår ansvarlighed, formidlingsevne og idrætsspecifikke kompetencer. 45 % af de unge der har gennemført ”Unge Styrker Unge”, er blevet bedre til at formidle. Da formidling har været et væsentligt omdrejningspunkt for indsatsens metode, er det derfor en væsentlig succes, at tæt på halvdelen af de unge selv oplever en forbedring af deres formidlingsevner. De kvantitative fund understøttes ligeledes af de kvalitative og observerede forandringer, som peger på, at indsatsen har givet de unge nye værktøjer og perspektiver på, at lære fra sig, når de deltager i idræts- og sportsaktiviteter. En ung deltager beskriver i den forbindelse: ”Vi var ikke særlig gode til at forklare [øvelser] til dem [de andre deltagere], men efter noget tid, så turde vi alle sammen, da vi havde nået et niveau og fordi vi alle sammen var løftet op til samme niveau, så kunne vi mærke at der ikke var nogen, der var blevet bedre end den anden, vi var alle sammen blevet bedre, og vi kunne alle sammen mærke den forandring der skete […]”. Thomas, deltager fra botilbud. Derudover har de unge også forbedret sig i forhold til at tage ansvar. Her angiver 45 % af de unge, at de er blevet bedre til at passe deres aftaler, når de går til sport. Kigger man dybere i tallene, viser effektmålingen ligeledes, at 20 % er blevet bedre til at tage ansvar for andre i forbindelses med idrætsaktiviteter. I et interview med en af de unge, bliver det tydeligt, at motivationen for at passe sine aftaler, og dermed være mere ansvarlig, skyldes at aktiviteten ikke er baseret på tvang, men i højere grad baseret på lysten til at træne, og fordi man har respekt for de andre unge, som man skal træne sammen med: ”[…] ja man lærer det fordi […] der er ikke noget med at […] du skal komme til tiden, ligesom i skolen, hvor man får fravær eller på arbejdet […] man forstår, at man skal gøre det ud fra respekt til andre og for sig selv, så det giver en anden respekt […] fordi man selv gerne vil være med. Der er ikke nogen, der tvinger dig til det”. Thomas, Deltager fra botilbud. Effektmålingerne viser også, at 79 % af de unge oplever at have styrket deres idrætsspecifikke kompetencer. Tallene taler sig eget sprog, og viser, at der er væsentlige potentialer i at anvende idrættens format og værktøjer, som arena for læring og succesoplevelser for sårbare og udsatte unge. En foreningsinstruktør beskriver udviklingen hos de unge på følgende måde: ”I forhold til deres udvikling inde på måtten, så har jeg set, hvordan de har rykket sig, både i forhold til at være mere modige og i forhold til de tekniske færdigheder vi har trænet”. Mads, Foreningsinstruktør. Læringspotentialet i ”Unge Styrke Unge” indsatsen bekræftes ved, at alle unge der har gennemført et ”Unge Styrker Unge” forløb nævner, at de har lært noget og angivet disse svar i et uddybende felt i spørgeskemaerne. Der viser sig i den sammenhæng et positivt, men meget forskelligartet, udbytte hos de unge. Nogle unge oplever at have forbedret deres trænerevner, mens andre er blevet dygtigere til idrætsspecifikke øvelser. Andre unge er blevet dygtigere på det didaktiske og pædagogiske niveau i relation. De unge har bl.a. oplevet positive forandringer i forhold til: - Bedre kondition - Bedre relationer til dem der har deltaget på forløbet - Forbedring af kompetence til at håndtere konflikter - Større selvforståelse (lært noget om sig selv) - Bedre til at forstå andre mennesker og håndtere deres udfordringer - Større kendskab idrætsøvelser, og hvordan man formidler dem For at undersøge om de unge har udviklet andre personlige kompetencer, har vi bl.a. spurgt dem, om de har et godt forhold til dem de dyrker sport med, for at afsøge relationsdannelsen blandt de unge. Effektmålingerne viser i denne sammenhæng, at 37 % af deltagerne har oplevet, at få styrket deres relation til dem de har dyrket sport med igennem forløbet. Relationsstyrkelsen bekræftes i de kvalitative undersøger, bl.a. i interviewet med en pige fra en ungdomsklub: ”Jeg synes vi er blevet bedre til at bokse, men vi har også fået et stærkere sammenhold, stærkere bånd også til hinanden. Det har været en lærerig oplevelse og en sjov oplevelse, også fordi man har gjort det med nogle af sine gode veninder”. Fokusgruppeinterview, Deltager fra Ungdomsklub. Ydermere ses de positive forandringer i de dybdegående interviews med de unge, som understreger at deres medvirken i ”Unge Styrker Unge” også har haft værdi på andre niveauer end på de ovenstående. Det viser sig som følgende overordnede temaer: • Oplevelse af succes ved gennemførsel af uddannelse og kurser • De unge oplever, at få styrket relationer og fællesskab • De unge oplever større selvstændighed og trivsel Det er tydeligt i interviewsne, at nogle af de unge har gennemgået en personlig udvikling. En af de unge udtaler: ”[…] jeg har en mere ret holdning […] min udstråling og min kropsholdning, og min måde at se andre mennesker har ændret sig, fordi jeg er mere sikker på mig selv. Så hvis det var, jeg måske før ville synes, det var ubehageligt, hvis jeg gik forbi mange mennesker på gaden, og jeg ville tænke, okay er det her en dårlig situation, eller en ikke så god situation at gå igennem, så er jeg mere sådan, nå fuck it, det gør jeg bare, for der sker ikke noget, jeg er sådan mere afslappet på den måde […] jeg har heller ikke samme behov for at opsøge diskussion eller skænderier som jeg havde før hen, så det har været en virkelig god ting […]”. Tine, Deltager fra botilbud. Endeligt viser et interview med en af de unge, at forløbene udover at unge kompetencer til at kunne undervise, og er lykkedes at få motiveret de unge til at gøre noget for andre børn og unge: ”[…] jeg har tænkt, at det kunne være helt vildt fedt, at kunne lave sådan nogle ting, altså at kunne være hjælpetræner i judo, især med børn, fordi at det tror jeg kunne have været rigtig godt for mig, da jeg var barn i hvert fald, hvis det havde været der […]”. Tine, Deltager fra botilbud.

Projektets indhold og aktiviteter Baseret på projektets resultater og erfaringer, er det tydeligt at indsatsen på mange områder har identificeret, adresseret og leveret løsninger på behov og udfordringer, der har været reelle og efterspurgte. Resultaterne viser således, at de overordnede handlinger og aktiviteter i projektet har været relevante for at nå vores mål, og at fællesskabs- og ung-til-ung perspektivet har spillet en væsentlig rolle. I de foregående afsnit er en række del-elementer af indsatsen blevet evalueret og vurderet. Med udgangspunkt i disse, kan man opsummere følgende perspektiver, som man med fordel kan gøre anderledes ”næste gang”: • Fokuser i endnu højere grad på inddragelse af, og ejerskab hos, medarbejderne – særligt på anbringelsesinstitutionerne. • Hav mindre fokus på at skabe tværgående netværk blandt unge og medarbejdere fra forskellige institutioner, og hav i stedet større fokus på lokalt netværk på institutionen. • Bryd uddannelsesforløbet ned i mere kompakte moduler, således at det bliver nemmere for de unge, at overskue forløbet. • Inddrag i højere grad socialfaglige aktører (Kommune, SSP mfl.) tidligt i indsatsen, således at udfordringer og behov af myndigheds- og socialpædagogisk karakter kan håndteres tidligere i indsatsen. • Særligt for de pigerettede indsatser i ungdomsklubber: Øg fokus på de generelle problemstillinger vedrørende pigers deltagelse i klublivet. Involvér ledelsen og igangsat sammen indsatser, der gør at ungdomsklubberne er mere relevante for piger. • At blive hjælpetræner for andre i en forening, kan være en lang rejse for en anbragt og sårbar ung. Arbejd i højere grad med forskellige niveauer for succes for de unge – for nogen unge, er det en succes blot at komme ned i en idrætsforening og deltage – for andre er en succes, at de står for store events, for ”komplet fremmede”, som vi også har oplevet i projektet.