Søg støtte

Søg

Nyhed -

Nu kan flere børn få en voksenven

Med en donation fra TrygFonden på 1,2 mio. kr. kan Børns Voksenvenner i Nordjylland fortsætte arbejdet med at skabe venskaber mellem frivillige voksne og børn. Voksenkontakt er afgørende for børns trivsel, og frivillige kan melde sig som voksenvenner i hele landet.


At spille et spil, bage en kage eller gå en tur sammen med en voksen kan gøre en stor forskel for et barn, der mangler voksne rollemodeller i sit liv. I familier med fx hårde skilsmisser eller alvorlig sygdom kan det være svært for et barn at få den voksenkontakt, hun eller han har brug for. Det kan føre til mistrivsel og påvirke barnets udvikling i ungdoms- og voksenlivet. Men her kan en voksenven træde til og give barnet følelsen af at blive set og værdsat.

Det betyder uendeligt meget for børnene, og som voksenven får man en masse glæde tilbage

Birgit Klitgaard Leong, regionskonsulent i Børns Voksenvenner Nordjylland

”Børn, som ikke trives, kan have stor glæde af at mødes med en voksenven, som de kan lave almindelige hverdagsaktiviteter med, søge råd hos og betro sig til. Ved at matche dem med en voksenven, der har tid og overskud at give af, kan børnene få den kontakt og opmærksomhed, som de savner fra en voksen, og som er afgørende for deres trivsel og fremtid”, siger Birgit Klitgaard Leong, der er regionskonsulent i Børns Voksenvenner Nordjylland.

Børns Voksenvenner har netop modtaget en donation på 1,2 mio. kr. fra TrygFondens regionale råd i Nordjylland til arbejdet med at rekruttere endnu flere frivillige. Det fortæller Heine Callisen Brogaard, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Nordjylland.

”I TrygFonden har vi fokus på, at alle skal have en plads i fællesskabet og føle en grundlæggende tryghed. Børns Voksenvenner gør en fantastisk forskel for mange børn og unge, der har brug for hjælp til at opleve nærværende voksenkontakt og dét at høre til. Det har alle børn brug for, men det er desværre ikke alle forundt, og derfor er det glædeligt, at endnu flere børn og unge nu kan få sig en voksenven her i Nordjylland og derigennem komme til at trives bedre”, siger Heine Callisen Brogaard.

Og donationen kommer på et godt tidspunkt.

”Vi har mange børn og unge på venteliste, og derfor er vi utrolig glade for donationen fra TrygFonden, som betyder, at vi kan iværksætte en rekrutteringsindsats efter frivillige voksne, så vi forhåbentlig kan tilknytte flere voksenvenner og dermed hjælpe endnu flere børn,” fortæller Birgit Klitgaard Leong.

Hvad vil det sige at være voksenven?

På voksenven.dk kan du melde dig som frivillig og gøre en forskel for et barn, der savner en fortrolig voksen i sit liv.

  • Du kan melde dig som voksenven over hele landet. Læs mere her.
  • Du er selv med til at definere, hvad jeres venskab skal indeholde, og hvad I skal lave.
  • I mødes typisk 2-4 gange om måneden.
  • Du kan også melde dig som storebror/storesøster til et barn på 11-15 år, du kan blive familieven til et barn op 0-6 år og dets familie, du kan blive matcher, der sikrer de bedste venskaber mellem barn og vokseven, eller du kan hjælpe med fx fundraising, events og kommunikation.
  • Det er et stort ansvar at være voksenven for et barn. Derfor er der en række kriterier, du skal leve op til. Læs mere her.

Har du spørgsmål?

Robert Neimanas

Pressechef