Næsten 100.000 danskere lever med demens, og tallet er stigende. Især i begyndelsen men også senere i sygdommen kan en person med demens mange af de ting, han eller hun før har kunnet, og mange har et stort ønske om at fortsætte det liv, de hidtil har haft – gå ud til udstillinger eller koncerter, komme i deres forening eller idrætsklub eller dyrke deres hobby.
Alligevel trækker 83 pct. sig fra sociale aktiviteter og fritidsliv, efter de har fået diagnosen, viser en rapport, der er udarbejdet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, som TrygFonden har støttet. Bag tallet er mennesker med demens, som kan blive overvældede, miste modet og troen på deres egne evner og opleve, at andre sætter dem i bås, når de deltager i hverdagsaktiviteter.
Lone Harlev, sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt DanmarkSociale fællesskaber er helt essentielle for ens sundhed og livskvalitet, når man har demens
Og det er meget problematisk, mener sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, Lone Harlev.
“Netop det aktive liv i foreninger, klubber og kulturinstitutioner er afgørende for ens livskvalitet og for, hvor hurtigt demenssygdom udvikler sig. Sociale fællesskaber er helt essentielle for ens sundhed og livskvalitet, når man har demens,” siger hun.
En lille håndsrækning kan gøre en stor forskel
76 pct. af de adspurgte borgere med demens mener, at der mangler viden i befolkningen om, hvordan man møder og hjælper mennesker med demens.
Samtidig er der stor vilje til at hjælpe. 82 pct. af danskerne vil gerne inkludere mennesker med demens i fællesskaber, men kun 26 pct. ved, hvad de kan gøre for at inkludere dem i de fællesskaber, de selv er en del af.
Den uoverensstemmelse skal der laves om på, siger Lone Harlev og tilføjer:
“Kløften mellem folks lyst til at give en håndsrækning og deres usikkerhed på, hvordan de skal gøre det, skal mindskes. For vi ved, at den lille håndsrækning har stor betydning for, at mennesker med demens fortsat kan føle sig som en del af det liv, de har levet - og dermed for deres livskvalitet. Heldigvis ved vi også, at der kun skal lidt til for at gøre en stor forskel.”
Sådan giver du en håndsrækning til en person med demens
Demenssymbolet ”Håndsrækningen” et hjælpemiddel, som mennesker med demens kan bære synligt eller diskret for at signalere, at de lever med demens, og kan få brug for lidt ekstra opmærksomhed, tålmodighed eller praktisk hjælp.
Hvis du møder en person med symbolet, kan du hjælpe ved at følge tre handleråd:
- Tag kontakt: Smil og vær imødekommende
- Tal tydeligt: Stil ét spørgsmål ad gangen
- Vær tålmodig: Sæt tempoet lidt ned, og hjælp gerne på vej
Læs mere om Demenssymbolet her.
Til foreninger og klubber: Sådan tager I de første skridt
Giv personale viden om demens og demensvenlighed
Klæd brugere og gæster på med viden og inspiration
Se på de fysiske rammer
Se på indholdet af jeres tilbud
Kommunikér tydeligt, at mennesker med demens er velkomne
Det kan være på hjemmesiden, eller I kan sætte klistermærket ”Her kender vi demenssymbolet” på indgangsdøren, eller receptionen.
Læs mere på demensvenligtdanmark.dk. Her kan du bl.a. downloade en folder med gode råd til at gøre jeres tilbud demensvenligt.