Tryghed i arbejdslivet – nu og i fremtiden

Tryghedsmålingerne har ca. hvert andet år spurgt til forhold, der kan gøre mennesker utrygge i arbejdslivet. Hovedindtrykket er, at niveauet har været stabilt fra 2013 til og med 2021 (når vi alene ser på de beskæftigede).

Men i 2022 fordobles andelen, der er utrygge for en uventet udgift fra 18 til 38 pct. 36 pct. af de beskæftigede er utrygge for om de har penge nok, når de en dag skal forlade arbejdsmarkedet mod 28 pct. i 2021. Også utryghed for at miste jobbet og for at dårligt helbred kan true familiens økonomi er steget markant fra 2021 til 2022.

En nærliggende forklaring er de stigende priser på energi og andet, der ikke bare har ramt de allermest økonomisk sårbare uden for arbejdsmarkedet. Hele 47 pct. svarer f.eks. bekræftende på, at de er mere eller mindre utrygge ved at ”stigende energipriser giver mig/os seriøse økonomiske problemer”.

Der er tale om utrygheder, der hænger forholdsvis tæt sammen med svarpersonernes tryghed i tilværelsen generelt. Utrygheden for, at familiens økonomi trues af dårligt helbred har i tidligere undersøgelser haft næsten samme effekt på deres generelle tryghed som utrygheden for fysisk vold.

24 pct. (21 pct. af kvinderne – 26 pct. af mændene) er utrygge for at miste deres job. 9 pct. er meget utrygge. 38 pct. er slet ikke er utrygge, og yderligere 26 pct. er kun lidt utrygge for at miste jobbet.

Årsagen er kun sjældent løse ansættelser som vikar og lignende. 89 pct. af lønmodtagerne i undersøgelsen har fast ansættelse uden tidsbegrænsning. 6 pct. har midlertidig ansættelse - de fleste med udsigt til fast job senere. Kun 1,4 pct. har et ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiveren kan tilkalde dem efter behov. 0,7 pct. betegner sig som freelancere.

Derimod betyder udsigten til at finde et nyt job meget for trygheden. Er man på vej ud i langtidsledighed eller langvarig/permanent offentlig forsørgelse, er det særdeles utrygt at sidde yderligt i sit job. Halvdelen af dem, der er meget utrygge for at miste deres arbejde, opfatter det som meget svært at få et nyt. Det samme gælder 40 pct. af dem, der angiver, at de er noget utrygge for at miste jobbet.

Ca. to af ti bedømmer deres jobchancer ganske negativt selvom de accepterer en lavere løn. Ca. fire ud af ti regner med, at de hurtigt kan finde et nyt job til ca. samme løn, og yderligere ca. tre ud af ti regner med, at det næste job bliver med en lønnedgang.

Ikke overraskende finder vi færrest job-optimister blandt de ældre lønmodtagere. De er ikke så nervøse for at miste jobbet, men sker det alligevel, regner kun knap en tredjedel med at kunne finde et tilsvarende job hurtigt. Blandt de midaldrende (30-49-årige) regner 42 pct. med at kunne finde et tilsvarende job forholdsvis hurtigt.

Hver fjerde frygter for at deres eget helbred holder til at arbejde. Lige så mange er utrygge for, at dårligt helbred kan ramme familieøkonomien.

12 pct. melder om dårlig eller nogenlunde psykisk arbejdsevne og 15 pct. siger det samme om deres fysiske arbejdsevne. Der er stærk tendens til, at de psykiske og de fysiske dårligdomme følges ad. I alt optræder 20 pct. af lønmodtagerne/de selvstændige i enten den ene eller begge kategorier.

Navnlig blandt kvinderne oplever forholdsvis mange deres arbejdsevne som mindre end god. 20 pct. af kvinderne ligger i de to laveste kategorier mod 14 pct. af mændene. Den psykiske arbejdsevne har samme kønsfordeling: 19 pct. af kvinderne mod 13 pct. af mændene vurderer dette aspekt af arbejdsevnen som mindre end godt.

I gruppen over halvtreds svarer 20 pct., at deres fysiske arbejdsevne er ”nogenlunde” eller ”dårlig”. 11 pct. af gruppen under 30 år siger det samme. Med hensyn til den psykiske arbejdsevne findes de fleste problemer  i den mellemste aldersgruppe: 18 pct. mellem 30 og 49 år ser deres psykiske arbejdsevne som nogenlunde eller dårlig arbejdsevne mod 12 pct. blandt de +50-årige og 16 pct. blandt de yngste under 30.

I det, vi bredt kan betegne som ”kontorfagene”, ser 65 pct. deres fysiske arbejdsevne som ”fremragende” eller ”særdeles god”, mens 58 pct. siger det samme om deres psykiske formåen. I pleje- og servicefagene giver 45 pct. topkarakter til deres fysiske og 47 pct. til deres psykiske arbejdsevne. Arbejder man med produktion eller transportopgaver oplever 40 pct., at deres fysiske arbejdsevne er i top, mens 41 pct. siger det samme om deres psykiske arbejdsevne.

Samlet set har godt fire ud af ti i arbejdsstyrken hyppige smerter, 22 pct. på daglig basis, 19 pct. mindst en gang om ugen. Kvinderne rapporterer hyppigst om smerter  – 28 pct. har ondt hver dag og 21 mindst en gang om ugen. Blandt mændene gælder det  17 plus 17 pct.

Der er også flere kvinder, der oplever, at smerterne begrænser dem i arbejdet – 22 pct. mod 17 pct. af mændene. 15 pct. af arbejdsstyrken under 30 år begrænses ofte af smerter. I mellemgruppen (30-49 år) melder 19 pct. om det samme. Omtrent hver anden af de 50+-årige begrænses af deres smerter, enten hver dag (30 pct.) eller mindst en gang om ugen (19 pct.)

Samlet set melder 6 pct. af lønmodtagerne, at de døjer med helbredsproblemer, der i høj grad gør det svært at passe et arbejde. Hertil kommer 22 pct., der har helbredsproblemer, der reducerer deres arbejdsevne, men kun i mindre grad.

Sandsynligheden for helbredsproblemer, der går ud over arbejdsevnen, varierer mellem stillingsgrupperne – fx er det 10 pct. af de ufaglærte mod 3 pct. af de højere funktionærer, der melder om dette problem ”i høj grad”, og 80 pct. af de højere funktionærer, der kan sige sig helt fri for det problem, mod kun 59 pct. af de ufaglærte. Vi får et tilsvarende billede frem, når vi opdeler efter arbejdets art.

Blandt de yngste under 30 år har 9 pct. af arbejdsstyrken i høj grad helbredsproblemer, mens 22 pct. har det i mindre grad. Det sidste svarer til niveauet blandt de 50+-årige (23 pct.), mens andelen i denne gruppe, der har helbredsproblemer i høj grad, er 21 pct.

Næsten hver anden svarer, at de er noget/meget utrygge for, at ”stigende energipriser giver mig/os seriøse økonomiske problemer”. Omtrent det samme tal blev målt i TrygFondens særmålinger om Ukraine-krigen i henholdsvis marts og maj 2022.

Samme mønster ses, når der spørges generelt til tryghed mht. økonomien i husstanden. Sammenfattende svarer 19 pct., at de er utrygge og yderligere 7 pct., at de er meget utrygge for husstandsøkonomien. Det er dobbelt så mange som de 12,5 pct. i tryghedsmålingen i 2021.

Kvinderne er en smule mindre trygge end mændene. Opdelt efter alder finder vi den største andel af økonomis utrygge imellem 30 og 49 år, nemlig 30 pct. utrygge. De under 30 årige i arbejdsstyrken har 24 pct. og + 50 årige 21 pct. økonomisk utrygge.

14 pct. er uenige, heraf 5 pct. helt uenige i, at det kan lade sig gøre at leve normalt af lønnen. Der er lidt flere kvinder end mænd, der svarer sådan, og kun ret små forskelle, når vi deler op efter alder og arbejdets art. Blandt de fuldtidsarbejdende svarer 9 pct. at de finder det svært at leve normalt af deres arbejdsindkomst. Det er med andre ord i høj grad blandt de deltidsarbejdende, at mange mærker afsavn.

I de grupper, der for tiden er helt uden lønarbejde, er det for alvor op ad bakke. Halvdelen af de ledige på dagpenge er helt eller delvist enige i, at man kan leve normalt af familiens indkomster, men 31 pct. ikke er enige.

Blandt kontanthjælpsmodtagerne kan vi finde 6 pct. der mener, at de og deres eventuelle familie kan leve normalt, mens yderligere 6 pct. mener, at det delvist er tilfældet. Flest uenige – 56 pct. – finder vi i den (lille) gruppe, der er i jobafklarings- eller ressourceforløb.

26 pct. finder at de får den efteruddannelse/faglige opdatering, der er nødvendig i deres job eller arbejdsområde. 23 pct. mener ikke, at det er tilfældet, mens 28 pct. svarer, at det delvis er tilfældet. 14 pct. vurderer, at de ikke har behov for opdatering og 9 pct. ønsker ikke at svare. 5 procentpoint flere kvinder end mænd rapporterer, at de ikke får opdateret deres faglighed nok.

De 50+-årige er den aldersgruppe, hvor flest kan sige ja til, at de er fagligt med (30 pct.) og færrest, der svarer blankt nej til samme spørgsmål. Blandt de yngste under 30 er andelen 23 pct. af både ja- og nejsigere. Bortset herfra er forskellen mellem aldersgrupperne dog forsvindende lille.

Årsagerne til den manglende faglige opdatering er meget sammensatte. Ca. hver tiende anfører frygt for stress som hel eller delvis forklaring. Ca. hver fjerde giver en økonomisk forklaring og en tilsvarende andel nævner forskellige mangler i deres almene skolekundskaber eller tvivler på, om den form for skolegang, de har oplevet er løsningen på problemet.

Otte pct. af kvinderne angiver familiesituationen som en (evt. bare medvirkende) årsag, mod syv pct. af mændene.

Et andet spørgsmål går på, om svarpersonernes job ændrer indhold på grund af hurtige teknologiske forandringer. Kun ca. en ud af tyve erklærer sig helt enige her. Yderligere en ud af fem synes dog også, at hastige teknologiske forandringer er med til at skabe omstillingsproblemer for mange i deres arbejdsområde.

Vi finder næsten ingen forskel på svarene fra unge, midaldrende og de 50+-årige. Der er heller ingen større skel mellem svarene fra mænd og kvinder trods forskellig brug af teknologi i det kønsopdelte arbejdsmarked.

De fleste i arbejdsstyrken er ret glade for deres arbejde. På en skala fra 0 til 10 ligger hele arbejdsstyrken på gennemsnittet 7,2.

Der er ingen forskel på mænd og kvinder i det spørgsmål. De yngste under 30 er betydeligt mindre tilfredse med deres nuværende arbejde end de ældste. Forskellen er på mere end et point. Arbejdsglæden blandt vores svarpersoner i 30’erne er en smule lavere. Fænomenet ses også i de såkaldte lykkemålinger og forklares ofte med, at mange i 30’erne er særligt pressede, bl.a. på grund af små børn.

Undersøgelsen tester en række forklaringer på, hvorfor nogle er gladere for deres arbejde end andre.

Langt vigtigst er, hvor gode muligheder, svarpersonen har ”til at påvirke forhold vedrørende  din arbejdssituation”.

Sammenholder vi indflydelsen med arbejdsglæden, får vi en stærk statistisk sammenhæng:

Er man så privilegeret at have meget gode muligheder for at påvirke sit arbejde, har man altså en tilfredshed i arbejdet på astronomiske 8,8 ud af 10 mulige point. Dem, der betegner deres indflydelsesmuligheder som meget dårlige, opnår kun halvt så mange tilfredshedspoint med deres arbejde som dem i toppen.

Ca. halvdelen af lønmodtagerne i arbejde oplever deres indflydelsesmuligheder i arbejdet som meget gode eller ret gode. Ca. en ud af seks finder medbestemmelsesmulighederne ret dårlige eller meget dårlige. Ca. en tredjedel tager ikke rigtigt stilling til sagen.

Også andre af de mulige forklaringer på trivsel i jobbet viser sig at have en selvstændig betydning: Hvis man synes, at ens job matchers ens kvalifikationer, at man får den nødvendige faglige opdatering og at man i øvrigt har et godt psykisk helbred, spiller det en målbar rolle, når man kontrollerer for andre forhold. At man kan leve normalt at sin løn og om man er udmattet efter arbejdsdagen spiller også en vis rolle.

Der er en stærk sammenhæng mellem ens tilfredshed med arbejdet og ens almindelige tilfredshed med tilværelsen. Blandt dem, der trives allerbedst er den gennemsnitlige tilfredshed med arbejdet 8,3 point på tipunktsskalaen. Blandt dem, de trives dårligst generelt ligger arbejdstilfredsheden på 4,7 point.

Lidt over halvdelen af lønmodtagerne i undersøgelsen svarer, at de arbejder på ”fuld tid”. Medregnes alle i arbejdsstyrken (dvs. selvstændige plus dem, der er midlertidigt ude af arbejdsmarkedet) arbejder 45 pct. på fuldtid.

Næstflest lønmodtagere, nemlig ca. hver femte, arbejder mere end fuld tid, mens ca. hver sjette arbejder mellem 30 og 37 timer. I ATP-systemet og den officielle arbejdsmarkedsstatistik anses de for fuldt arbejdende. Lidt færre af lønmodtagerne arbejder færre end 30 timer pr. uge, og tre pct. har færre end 10 ugentlige arbejdstimer.

Der er stor forskel på kvinder og mænd. Ca. to ud af ti mænd arbejder mindre end 37 timer pr. uge, mod fire ud af ti kvinder. Mens hver fjerde mand arbejder mere end normalarbejdsugen, gælder det kun hver sjette af kvinderne.

Aldersforskellene følger samme mønster: En af fire af de 50+-årige arbejder mere end 37 timer, mens det samme kun er tilfældet for en af seks i gruppen op til 30 – ligesom blandt kvinderne. Blandt 30-49- årige arbejder 19 pct. mere end 37 timer pr. uge.

Mellem stillingsgrupperne er forskellen endnu større. 30 pct. af de ufaglærte arbejder mindre end 30 timer pr. uge. Det gælder kun 5 pct. af funktionærerne, hvor 38 pct. til gengæld arbejder mere end de 37 timer. Blandt de kvindelige ufaglærte arbejder 37 pct. mindre end 30 timer pr. uge.

Den mest udbredte forklaring er, at svarpersonen ikke ”kan overkomme” mere arbejde. Det nævnes af hver tredje og hele 39 pct. af kvinderne.

Kun hver sjette – 16 pct. kvinder og 12 pct. mænd – henviser til familien, når de skal forklare, at de arbejder mindre end fuld tid.

Børnefamilierne med to forsørgere har en lidt større andel på fuldtidsarbejde end gennemsnittet af lønmodtagere, og andelen af børnefamilieforældre, der arbejder mere end de 37 timer, er nøjagtigt på gennemsnittet. Singleforældre ligger en smule lavere (især når det kommer til overarbejdet).

Omtrent hver sjette forklarer, at de ikke kan få lov til at arbejde flere timer – denne årsag nævnes hyppigst i service- og plejefagene. Blandt arbejdsstyrkens yngste nævner 25 pct., at de ikke kan få lov at arbejde mere.

Det er også ca. hver sjette, der oplyser, at de arbejder mindre end fuld tid, fordi de har andre prioriteter end arbejde. Svaret gives lidt hyppigere – af ca. hver fjerde - blandt henholdsvis de unge, mændene og i produktions- og transportfagene.

Blandt den femtedel, der arbejder mere end fuld tid, er den mest udbredte forklaring, at deres opgaver kræver det, evt. i en kombination med hensynet til kolleger, kunder/klienter og deres egne ideer om, hvad godt arbejde er.

Arbejdsgiverens ønsker spiller en rolle for hver tredje i produktions- og transportfagene, der arbejder ud over fuld tid. Det samme gælder for hver fjerde i pleje- og omsorgsfagene. Det nævnes også oftere i aldersgrupperne op til de 30 år.

Hver femte angiver penge som en del af forklaringen. Også her får vi lidt hyppigere svaret hos de yngste i arbejdsstyrken. I kontorfagene er kun hver tiende af dem, der arbejder ekstra, motiveret af privatøkonomien.

Dem, der er tilfredse med deres arbejdstid eller gerne vil arbejde endnu mere, er også dem, der er mest tilfredse med jobbet i det hele taget. Blandt dem, der helst arbejdede mindre, er omtrent hver femte utilfredse med jobbet generelt.

Blandt kvinderne foretrækker ca. halvdelen,  at arbejde mindre end nu. Egentlig utilfredse er kun de færreste – flest utilfredse har vi blandt enlige mødre, hvor hver fjerde af de fuldtidsbeskæftigede er utilfreds med jobbet. Men blandt gifte/samlevende kvinder med børn er kun en af ti decideret utilfredse. 29 pct. er dog lunkne, og det er også blandt mødre i parforhold, at vi finder færrest, der er rigtigt ”tilfredse” (61 pct.).

Omvendt vil relativt flere selvstændige end lønmodtagere arbejde mere, hvis de kunne. Også her er det dog et mindretal.

34 pct. er helt eller delvist enige i, at de ”helt selv” kan bestemme hvornår på dagen, de vil arbejde. 39 pct. er helt uenige. 45 pct. af kvinderne er helt uenige i, at de selv bestemmer, mod 34 pct. af mændene.

Bag tallet ligger bl.a. de kvindedominerede omsorgs- og plejeprofessioner, hvor 58 pct. er helt uenige i, at de selv bestemmer placeringen af den daglige arbejdstid og kun 4 pct. er helt enige i, at de bestemmer selv.

Lidt flere af de beskæftigede afviser, at de selv kan bestemme, hvornår på ugen, de skal arbejde: 42 pct. af mændene, 54 pct. af kvinderne. Blandt ansatte i omsorgs- og servicejob er 61 pct. helt uenige i, at det er noget, de selv bestemmer.

Knap 30 pct. er ofte nødt til at arbejde udenfor almindelig arbejdstid. Det gælder omtrent lige mange kvinder og mænd. Blandt kvinderne svarer 46 pct., at det slet ikke generer dem at arbejde uden for almindelig arbejdstid, mens 54 pct. af mændene siger det samme. Der er en klar statistisk sammenhæng mellem at føle sig presset af at arbejde på skæve tidspunkter og oplevelsen utryghed i hverdagen.

23 pct. bestemmer selv deres arbejdssted, mens 31 pct. slet ikke har indflydelse på det. Medtager man dem, der er delvis enige hhv. uenige, angiver 43 pct., at de har fuld eller betydelig indflydelse på arbejdsstedet, mens 44 pct. har mindre betydelig eller slet ingen indflydelse her. Også her ses lidt færre kvinder, der oplever at de har indflydelse på hvor de udfører deres arbejde. Især i kontorfagene har relativt mange indflydelse på, hvor de vil arbejde.

At så relativt mange rapporterer, at de har indflydelse på deres arbejdssted, hænger det sammen med udbredelsen af hjemmearbejde. En tredjedel af de ansatte i kontorfagene tager ofte arbejde med hjem – det gør kun hver femte pleje og servicefagene og hver tolvte af dem, der arbejder med “Produktion og transport”. Det er også dem, der arbejder på kontor, der især betragter hjemmearbejdet som en fordel.

Den mere fleksible tilrettelæggelse af arbejdet har gjort det lettere for børnefamilierne og arbejdsmarkedet at finde hinanden. Både når vi ser mulighederne for at placere arbejdstiden på dagen, på ugen og på landkortet, er børnefamilierne mindre låst end andre grupper.

Der er en stærk sammenhæng mellem selvbestemmelse/fleksibilitet og arbejdsglæden. På en skala mellem 0 og 10 point, hvor 10 er mest tilfredse med deres job, ligger dem uden indflydelse på jobbet på 7,1 point, mens dem, der har stor indflydelse, opnår 7,7 point.

Et spørgsmål drejer sig om den nye såkaldt øremærkede barsel, hvor fædre har adgang til 11 ugers ekstra barsel. Spørgsmålet er kun stillet til mænd, der vurderer det som realistisk, at deres partner får barn inden for de næste to år. Det gælder 219 i alt. 52 pct. af dem svare, at de ”helt sikkert” vil benytte sig af muligheden og yderligere 19 pct, at det er det mest sandsynlige. 5 pct. afviser muligheden helt.

Forholdet til chefen er vigtigt for trygheden. Ca. en af fire er utrygge ved, at der træffes vigtige beslutninger hen over hovedet på dem og for at blive ofre for beslutninger, de ser som uretfærdige. 18 pct. er urolige for at blive ugleset af chefen og samme andel frygter at blive hængt op på en tilfældig fejl.

Der er på alle disse spørgsmål en særdeles stærk sammenhæng til utrygheden for at miste jobbet og også en stærk sammenhæng til utrygheden for at måtte forlade arbejdsmarkedet på en uværdig måde.

Også kolleger spiller ofte en nøglerolle. Ca. 10-15 pct. er mere eller mindre utrygge for at blive mobbet eller få alvorlige konflikter med kolleger. 17 pct. synes, at samarbejdet med kolleger går dårligt.

Utrygheden er størst blandt de unge i alle spørgsmål. Som en grov tommelfingerregel er dobbelt så mange utrygge i aldersgruppen op til 30 som blandt de 30-49-årige. Og blandt de 50+-årige er der igen halvt så mange utrygge som blandt de 30-49-årige.

Kønsforskellene er beskedne og alle er til kvindernes fordel, bortset fra at lidt flere kvinder (19 pct.) end mænd (15 pct.) er utrygge for at gå alene med problemerne på arbejdet.
De utrygge svar klumper sig sammen hos forholdsvis få arbejdstagere: Enten har man det godt med chef, arbejdsplads og kolleger eller også har man det dårligt. I det sidste tilfælde går det også ud over arbejdstilfredsheden.

Undersøgelsen spørger de svarpersoner, der ikke ligefrem betegner deres fysiske og/eller psykiske arbejdsevne som fremragende, om årsagen til deres helbredsproblem.

Af de 2161 lønmodtagere og selvstændige, der har besvaret spørgsmålet, svarer 6 pct., at det skyldes deres nuværende job, 25 pct. at det skyldes et tidligere job og yderligere 15 pct. at det skyldes både arbejdsforhold og forhold uden for arbejdet. 50 pct. afviser, at deres større eller mindre helbredsproblemer har med arbejdet at gøre.

I gruppen ”Produktion og transport” svarer kun 29 pct., at deres skavanker skyldes noget andet end deres arbejde. Det er præcis halvt så mange som 58 pct. i gruppen ”Kontor og symbol”, der svarer det samme.

Ifølge svarpersonerne vokser andelen af arbejdsbetingede skavanker næsten ikke med alderen. Blandt de 50+-årige oplyser 27 pct., at de har helbredsproblemerne med sig fra tidligere job. Blandt de midaldrende er det 23 pct., og blandt de yngste gælder det 22 pct.

Svarpersonerne er blevet spurgt om risikoen for arbejdsbetingede helbredsproblemer under forudsætning af, at deres arbejde er lagt til rette som nu. Her ses  stor forskel på oplevelsen hos mænd og kvinder.

Kvinderne har i alle tilfælde den største andel, der forudser de fire nævnte onder: Fysisk nedslidning (34 mod 25 pct.), udbrændthed (47 mod 37 pct.), psykisk nedslidning (42 mod 29 pct.) ligesom der også er hele 42 pct. af kvinderne, der imødeser, at de kan gå ned med stress mod 29 pct. af mændene. Heraf er 25 pct. af kvinderne helt enige i, at de er i risiko for at gå ned med stress med den nuværende tilrettelæggelse af arbejdet.

De oplevede risici for nedslidning mv. er også stadig skævt fordelt på arbejdsmarkedet. Som det ses i figuren, frygter 42 pct. mere eller mindre for at brænde ud med den nuværende tilrettelæggelse af arbejdet. Men i omsorgs- og servicefagene gælder det 53 pct.

Hvor 29 pct. af alle lønmodtagere forudser ”fysisk nedslidning”, gælder det 42 pct. i denne gruppe og 39 pct. blandt dem, der arbejder med produktion eller transport af fysiske ting. Andelen i de erhverv, der udøves fra et kontor, er kun 13 pct.

Når det gælder psykisk nedslidning ligger omsorgs- og servicefagene også i top med 49 pct. mod 35 pct. blandt alle i arbejdsstyrken. Stress-tallene er omtrent identiske med 48 pct., der oplever en risiko for at gå ned med stress i denne gruppe mod gennemsnittet på 36 pct.

Risikoen for at gå ned med stress, brænde ud og slides ned varierer i ringe grad med alderen. Truslen om udbrændthed er ligefrem mindst hos de 50+-årige med 34 pct. mod 49 pct. hos midaldrende og 42 pct. hos de yngste.

Et andet spørgsmål i undersøgelsen går på, om svarpersonen er utryg for ”at få alvorlig stress, så jeg i længere tid ikke kan klare kravene i hverdagen”. Her svarer 13 pct., at de er meget utrygge og yderligere 15 pct. at de er noget utrygge.

14 pct. svarer ja, de har været stresssyge i over en måned, og yderligere 8 pct. at stress-sygdomsperioden var kortere end en måned. Blandt kvinderne oplyser 19 pct., at de har været sygemeldte med stress i over en måned i løbet af de seneste fem år. 9 pct. af mændene svarer det samme.

Mellem hver fjerde og hver tredje er for det meste/altid for træt til at begynde på noget andet, når de er færdige med arbejdet. Det gælder lidt flere kvinder (31 pct.) end mænd (23 pct.) og lidt flere yngre end ældre, men aldersforskellene er ikke nævneværdige.

Blandt ufaglærte er 31 pct. udkørte (og for den mindre gruppe af specialarbejdere gælder det for hele 38 pct.). Det sidste er næsten det dobbelte af niveauet hos de højere funktionærer (21 pct.)

Blandt de svarpersoner, der oplever at have god indflydelse på deres arbejde, er knap hver fjerde udmattet efter arbejdsdagen – blandt de ca. 14 pct. med dårlige indflydelsesmuligheder er det omtrent hver anden, der ikke kan mere, når arbejdsdagen er slut.

Graden af udmattelse er samtidig afgørende for arbejdsglæden: er man altid eller næsten altid udmattet efter arbejde, ligger den gennemsnitlige tilfredshed på 6,4 på en skala fra 0 til 10, hvor 10 er fuld tilfredshed med jobbet. Gennemsnittet for hele arbejdsstyrken på 7,2. Er man sjældent eller aldrig udmattet, når arbejdsdagen er slut, lander man i gennemsnit på 8.0 skalaen.

44 pct. tilslutter sig mere eller mindre den opfattelse, at #metoo debatten har vist behovet for kulturændringer på arbejdspladserne dette synspunkt – tre gange så mange som dem, der ikke synes, at her er så meget at komme efter. Kun hver femte er dog helt enig i behovet for kulturændringer, og fire ud af ti i arbejdsstyrken vil ikke rigtigt tage stilling.

40 pct. af mændene efterlyser kulturændringer. 49 pct. af kvinderne. Blandt de 50+-årige er tilslutningen til kulturændringer 46 pct. – blandt de under 30-årige 43 pct.

Der er store forskelle på, hvor svarpersonerne finder, at grænserne bør gå, når det gælder adfærd på jobbet, der har mere eller mindre eksplicitte seksuelle undertoner. Kun et lille mindretal accepterer nøgenfotos på arbejdspladsen og ikke så mange flere finder det OK med ”frække” SMS’ er eller berøringer. 46 pct. af kvinderne og 23 pct. af mændene afviser, at der gælder andre normer for omgangen mellem kønnene, når der er fest på jobbet.

Derimod mener er pænt flertal, at man godt må demonstrere kærlige følelser for andre på jobbet . At man erklærer, at man er tiltrukket af en, man arbejder med, kan være OK under visse omstændigheder – ligesom det sommetider kan være OK at fortælle ”frække” vittigheder.

Kvinderne er generelt mindre accepterende med hensyn til de eksempler på seksualisering i arbejdslivet, der er spurgt til i undersøgelsen. Derimod er aldersforskellene små. I de fleste spørgsmål er de yngre lidt mere afvisende end ældre. En undtagelse er SMS’er med ”frække” invitaioner: 66 pct. af de 50+-årige siger blankt nej mod 54 pct. af de 18-29-årige.

4 pct. har flere gange oplevet ”seksuelle tilnærmelser i forbindelse med dit arbejde, der gik over dine grænser inden for de seneste tre år”. 8 pct. har oplevet det en enkelt gang. Seksuelle krænkelser har ramt 5 pct. over 50  i de seneste tre år. Blandt de 30-49-årige er det sket for tre gange så mange 16 pct. Og blandt de 18-29-årige gælder det 26 pct.

Andelen af kvinderne, der er blevet forulempet en enkelt gang, er ni pct mod otte pct. af mændene. Fire pct. af begge køn har oplevet det flere gange i perioden. Der er ikke spurgt til krænkerens køn. Krænkeren er i langt de fleste tilfælde – 56 pct. – en kollega. I ca. hver femte tilfælde står en overordnet bag krænkelsen. En tilsvarende andel skyldes en kunde, mens krænkeren i 11 pct. af tilfældene er en patient eller klient.

Blandt kvinderne har 24 pct. oplevet krænkelsen som et stort problem og yderligere 11 pct. som et meget stort problem, altså hver tredje i alt. Blandt mændene er det tættere på hver anden, der oplever grænseoverskridende adfærd som et stort (30 pct.) henholdsvis meget stort problem (15 pct.)

27 pct. oplyser, at en eller flere af de godt 90.000 danske fleksjobbere er ansat på deres arbejdsplads. Lidt færre melder om (andre) ansatte, der kræver særlige hensyn på grund af sygdom eller handicap, og næsten hver tredje rapporterer om (andre) ansatte, der kun kan arbejde få timer.

36 pct. har kolleger, der ikke taler godt dansk. Hver sjette har kolleger, der har været langtidsledige. 5 pct. oplyser, at deres arbejdsplads beskæftiger tidligere indsatte. Navnlig arbejdspladser inden for produktion og transport har åbnet for personer med beskedne danskkundskaber og personer, der har siddet i fængsel.

16 pct. af svarpersonerne har oplevet, at arbejdspladsen har ansat flere personer på særlige vilkår. Godt halvdelen mener ikke, at det er tilfældet, og en lille tredjedel har ikke svaret.

Tryghedsmålingen undersøger om svarpersonerne har kendskab til – eller evt. mistanke om - diskrimination på arbejdspladsen. Spørgsmålet går på den nuværende arbejdsplads, og der spørges bredt til forskelsbehandling, hvor den eller de diskriminerede gik ”glip af muligheder”.

Der er spurgt til diskrimination af 55+ årige, kvinder mellem 25 og 45, homoseksuelle, personer med anden etnisk baggrund end dansk, handikappede og transkønnede.

I alle spørgsmål svarer et flertal, at de ikke har oplevet forskelsbehandling på de områder, vi har nævnt på deres nuværende arbejdsplads og at de heller ikke finder det sandsynligt, at det et forekommet i de seneste tre år. Lidt færre er helt sikre, når der spørges til aldersdiskrimination, og lidt flere afviser, at der skulle være sket  diskrimination af homoseksuelle. Variationen i svarene er dog små.

2-3 pct. af svarpersonerne bekræfter dog, at de ”helt sikkert” har oplevet diskrimination på deres arbejde, og yderligere mellem 2 og 5 pct. har oplevet noget, der sandsynligvis diskriminerede en eller flere af de nævnte grupper.

Lidt flere blandt de svarpersoner, der er beskæftiget med produktion eller transport rapporterer om forskelsbehandling af 55+-årige (16 pct.), ikke-dansktalende (13 pct.), handicappede (9 pct.) og homoseksuelle og transkønnede (8 pct.), når man lægger svarandelene for ”ja” og ”ja, sandsynligvis” sammen.

De yngste (op til 30 år) får også oftere øje på diskrimination af ikke-danske og af de seksuelle minoriteter – 11 pct. af de 18-29-årige rapporterer, at de med sikkerhed eller sandsynligvis har set forskelsbehandling af homoseksuelle og transkønnede på deres nuværende arbejdsplads – mod kun 2 pct. af de 55+-årige. Der er tilsvarende 10 pct. af kvinderne, der helt sikkert eller sandsynlig- vis har oplevet diskrimination af kvinder i den fødedygtige alder. Det har kun 8 pct. af mændene fået øje på.

Alt i alt har 13 pct. været vidne til en eller anden form for diskrimination på deres nuværende arbejdsplads – helt sikkert eller sandsynligvis. Blandt dem melder 2 pct., at diskriminationen er sket ofte, og yderligere 6 pct. at den er forekommet flere gange.